Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er Aarhus Universitet det bedste?

Så godt som alle universitetsledelser i dag styrer deres institutioner ud fra et ønske om at stige opad på ranglisterne.

Michael Böss. Fold sammen
Læs mere

Det er ikke usandsynligt, at de besparelser, som Københavns Universitet måtte foretage sidste år, er forklaringen på, hvorfor universitetet er gledet 38 pladser tilbage til nummer 120 på den rangliste over verdens universiteter, som avisen Times Higher Education (THE) offentliggjorde for ti dage siden. For det betød en forøgelse af antallet af studerende i forhold til undervisere, og det er en af de ting, der bliver målt på. Til gengæld blev Aarhus Universitet (AU) placeret som nummer 98. Dermed kunne AU vel ikke blot kalde sig »Danmarks bedste Universitet«, men er også med i den globale superliga?

Den irske ekspert på området, professor Ellen Hazelkorn, gør i sin bog Rankings and the Reshaping of Higher Education (2015) opmærksom på, at der har været en voldsom stigende interesse for disse ranglister i de sidste ti år. Det skyldes, at universiteter i dag er forretningskoncerner, der konkurrerer med hinanden på et globalt uddannelsesmarked.

Opad og opad på ranglisterne

Så godt som alle universitetsledelser i dag styrer deres institutioner ud fra et ønske om at stige opad på ranglisterne. Mange af dem har gjort en højere placering til et af universitetets strategiske mål. På det enkelte universitet har ranglisterne betydning for den måde, man prioriterer og fordeler sine midler på. De påvirker derfor universitetets struktur og ansættelsespolitik: hvilke fag og stillinger, der skal nedlægges eller oprettes, og hvilke nye enheder, man skaber inden for de forskningsområder, man satser på for at opnå en bedre placering. Strategien indebærer en evne til at rekruttere de bedste forskere i verden, og det kan man kun gøre ved at opbygge et internationalt ry og gøre sig synlig på markedet. Ranglisterne er også vigtige instrumenter til at tiltrække internationale bevillinger – for eksempel fra EU – og danne internationale partnerskaber. Endelig spiller de en kolossal rolle i lande, hvor der er store penge i at tiltrække udenlandske studerende. I Danmark har dette mål bl.a. medført en stærk forøgelse af undervisning på engelsk.

Med forbehold

Der er ingen tvivl om, at muligheden for at sammenligne universiteter og placere dem på internationale ranglister kan skabe et indtryk i offentligheden og blandt politikerne af, at de siger noget om det enkelte universitets kvalitet på en enkel og forståelig måde. Men Hazelkorn understreger vigtigheden af at forholde sig kritisk til dem. Det er nemlig begrænset, hvad de rent faktisk siger om kvaliteten af et universitets forskning og undervisning. De måler først og fremmest dets rigdom. Ranglisterne bør derfor heller aldrig erstatte andre former for evaluering. Og så bør man aldrig bruge dem som retningslinjer for indretningen af det videregående uddannelsessystem. Der hersker jo ikke enighed overalt i verden om, hvilke værdier de nationale uddannelsesinstitutioner bør tilføre samfundet.