Lars Trier Mogensen havde for nylig artiklen »Frygten for populismen« i Information. Der agiterede han for, at populisme kan være et bud på medicin mod venstrefløjens krise. For, som han spørger, hvad er der galt i at søge folkets gunst og forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter? Det lyder uskyldigt, men bør Lars Trier Mogensens forslag give anledning til at ryge op i det røde felt?

I artiklen opstilles en kunstig dikotomi, at valget skulle stå mellem teknokratisk ekspertvælde på den ene side og populisme på den anden. Så enkelt er det heldigvis ikke, det ville sågar udelukke rigtig politik; at have visioner og stå på mål for dem. Sidste indebærer stillingtagen på baggrund af viden, idealer og vurderinger. At høre befolkningen er ikke det samme som at lefle for den. Politik har retning.

Men i populisme er popularitet ledestjernen. Folkestemningen følges og der sælges ud. Populismen danser efter meningsmålinger og mediernes følelsesgenererende enkeltsager. Ikke bare formidlende, men forsimplende og på bekostning af mangetydige forhold. Stemme-effektivt. Javist.

Trier Mogensen skriver om populisme, som var der tale om et legitimt og brugbart instrument, der virkelig virker og kan anvendes uanset standpunkt. Som ville »metoden« have ønskværdig effekt, hvis bare venstrefløjen ikke følte sig for fin til dens brug. Populismeopfordringen ligner en desperadostrategi a la letteste udvej. Quick-fix. Tiltrængt er i stedet idepolitisk nytænkning, medhørende overvejelser af hvorvidt venstrefløjen kan løfte en mere konservativ position – i forstanden velfærdsbevarende - og det simultant med et kritisk sindelag, herunder selvkritisk.

Udgør populisme blot det nyeste skud på den kommunikationsstrategiske stamme, en ren formssag? En neutral metode som lader sig virkningsfuldt adoptere? Eller udgør populisme snarere en demontering af det egentligt politiske? Det er helt fint, at kunne formidle et standpunkt og vinde genklang i befolkningen. Problemet opstår, hvis man er parat til at ændre budskab og indhold for at opnå større resonans. At skifte mening, fordi man oplyses, er sin sag i politik og kærkomment. At skifte mening som vinden blæser af fordelagtige årsager udgør en helt anden og underminerede sag. Populismen har præcis den uformelige form, der ødelægger indholdet – fordi den former det og sig, som opportunt.

En effektiv måde at arbejde populistisk på, er at opstille modsætningsforhold mellem dem og os - kritikken retter sig så automatisk mod »de andre« qua andre. Positionen bliver det afgørende. Den andens syn på sagen kan diskvalificeres, ikke fordi det ikke er kvalificeret, men alene betinget af den position,, der tales fra. Da bliver kritik reduceret til et effektorienteret designinstrument, hvor formålet er selvbekræftelse af eget ståsted, derigennem popularitet. Deri udelades moderation af eget syn i mødet med andre(s) indsigter. Det kvalificerer ikke som kritik, men pseudokritik. Og den retoriske konsekvens bliver, at der alt for ofte må kæmpes med stråmænd og fjendebilleder. Kritik skal i stedet åbne for, at tingene kan forholde sig anderledes og udsætte sig selv for kritik. Automatangreb kvalificerer ikke som kritik, selv om der hændelsesvis er sammenfald.

Pøbelvælde eller teknokrati, det er ikke spørgsmålet. Hvad med politisk indhold og et repræsentativt demokrati?