Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Enhedslistens drømmeverden

Det har undret, hvorfor man vil omstyrte et velfærdssamfund. Er høj beskatning og omfordeling ikke godt nok? Man kan spørge sig, hvad der er værst – at så mange stemmer på Enhedslisten på grund af programmet, eller at så mange stemmer uden at vide, hvad programmet faktisk indeholder.

Enhedslisten nyder stor opbakning i meningsmålinger og senest ved kommunalvalget, men hvor mange kender reelt partiets program, spørger Thomas Johannes Erichsen. Her ehedslistens Stine Brix og Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enhedslisten drømmer om et andet samfund. Vi andre er holdt op med at drømme. Enhedslisten drømmer om en stærk og omsorgsfuld stat, som i sidste ende skal overflødiggøre sig selv, fordi vi har lært at behandle hinanden ordentligt og at leve solidarisk, fordi mennesket er, hvad man gør det til.

Vi har ikke flere drømme, ingen utopier, vi er ved vejs ende, jo, vi har måske personlige drømme, men ingen samfundsvisioner, vi er ved historiens afslutning, i det frie, højt udviklede konkurrencesamfund.

Enhedslistens principprogram fortæller om kollektiv ejendomsret, om et socialistisk samfund, hvor ingen er fattig, hvor ingen måske ejer særlig meget, men hvor ingen på den anden side lider nød. Et samfund hvor der ikke længere er brug for hverken politi eller militær, hvor der faktisk hersker anarki, men i en skøn og fredfyldt form.

Den gennemgående marxistiske tankegang bag Enhedslistens principprogram består i troen på, at menneskets natur ikke er givet på forhånd. Vi er ikke nødvendigvis udstyret med en egoistisk natur, hvor vi i sidste ende altid sætter os selv først, vi er i højere grad produkter af vores omgivelser, af vores samfund. Og hvis vi fortsat bygger vores samfund på værdier som konkurrence, status og prestige, kommer vi aldrig til at leve i et lykkeligt fællesskab. Men hvis vi lader os opdrage i en solidarisk ånd, hvis vi fremelsker det bedste i mennesket, så går vi gyldne tider i møde.

Der drømmes. Der blev drømt i 1960erne, i 70erne, og der drømmes stadig på den danske venstrefløj, på den yderste i klubhuset på Frederikssundsvej, hvor kommunisterne holder til, i det seje bagland hos Enhedslisten, hos enhver, hvor de marxistiske hovedværker troner i reolerne. Enhedslistens principprogram insisterer på »En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund«, altså et samfund uden klasseskel og magthavere. Og skulle det blive nødvendigt med en revolution, så rummer programmet endda afsnittet »Revolutionens nødvendighed«.

Det har undret, hvorfor man vil omstyrte et velfærdssamfund. Er høj beskatning og omfordeling ikke godt nok? Men det undrer for alvor, hvad man vil sætte i stedet. En autoritær socialisme som ultimativt skal bane vejen for det kommunistiske, statsløse samfund. Man tror på en paradisisk tilstand, hvor der ikke længere er behov for, at staten beskytter borgerne mod hinanden. Det er høje forventninger til mennesket, og man må spørge tilhængere af principprogrammet, om de virkelig er villige til at kaste samfundet ud i sådan et projekt.

»Det er ikke menneskets bevidsthed, som bestemmer dets væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer dets bevidsthed,« lyder trossætningen hos Karl Marx. Således kan man love folket en strålende fremtid – hvis vi laver samfundet om, så laver vi også mennesket om. Desværre har samtlige kommunistiske ledere, som skulle lede samfundet fra socialismen til den klasseløse kommunisme, aldrig selv sluppet magten. Men det er selvfølgelig også svært når man nu sidder på alle produktionsmidlerne.

Enhedslisten er større end nogensinde. Og vokser. Per Clausen, partiets gruppeformand, tror på revolutionen. Det lyder godt, et samfund befriet for jag og konkurrence, karriereræs og stress. Et samfund, hvor vi måske slet ikke behøver at arbejde. Per Clausen kender ikke nogen i Enhedslisten, som ikke tror på revolutionen. Men den bør naturligvis forløbe uden vold. Den bør – det vil sige, at en øretæve eller to kan blive nødvendig. Således kan man måske engang se Clausen og kammeraterne på barrikaderne for at overtage, hvad flittige generationer har bygget op, eller som der står i principprogrammet, når »en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.«

Måske har de unge for meget tid i dag, som i 60erne, da store dele af ungdomsoprøret kom fra velstillede hjem, forkælede unge som egentlig bare kedede sig. Revolution i et velfærdssamfund, det er ikke imponerende revolutionstanker i forhold til dele af verden, hvor man kæmper mod militærregimer med livet som indsats. Faktisk synes hele den historiske materialisme, tanken om at samfundet skaber mennesket, og ikke omvendt, bare at være en mere fornem måde at sige, »Det er samfundets skyld«, på.

Hvorfor vil man fællesskabet? Egentlig? Hvad kan man få ud af det? Meget. Sammen er vi stærkest, fællesskab betaler sig. Hvis man kan tale om gruppeegoisme, så er den et udbredt fænomen. Hvis man ikke gider tage sig sammen, kan man altid slå sig sammen med andre, der heller ikke gider. Men hvad nu hvis vi alle sammen i virkeligheden gør det så godt, vi kan? Så ville det ikke give mening at tale om dovenskab, og det giver jo slet ikke mening.

Mennesket er sig selv nærmest. Man kan mærke efter i sig selv. Ingen empiri viser det modsatte. Og ønsker man overhovedet det modsatte, at vi ikke var udstyret med større eller mindre egoer? Der ville ikke være meget dynamik i verden, den ville være slap, kedelig, ingen politiske diskussioner, ingen særlig videnskab, ingen Darwin, intet fremskridt, ingen Edison, ingen Shakespeare, ingen Beethoven.

Nå ja, egoet kan skabe afstand mellem mennesker, men har også velsignet menneskeheden med nogle af dets største gaver.

Enhedslisten drømmer. Om et bedre samfund, velvidende at forsøgene på at skabe det kommunistiske paradis altid er slået fejl med et utal af undertrykte, forfulgte og dræbte mennesker til følge. Man forsøger at tvinge mennesket ned i en form, hvor det ikke hører hjemme. Men Enhedslisten falder ikke for den borgerlige realisme: »Vi tror ikke på, at den såkaldte menneskelige natur udgør en hindring for skabelsen af et retfærdigt og solidarisk samfund. Vi mener tværtimod, at vores handlinger først og fremmest bliver formet af den måde, samfundet er organiseret og fungerer på.«

Man kan tro, hvad man vil, men når en politik bygger på så uholdbare præmisser, så er det bare med at få miséren frem i lyset.

Enhedslisten drømmer. Det gør vi andre ikke. Vi kan ikke sove om natten, så længe så mange mennesker stemmer på partiet med det kommunistiske principprogram. Man kan spørge sig, hvad der er værst – at så mange stemmer på Enhedslisten på grund af programmet, eller at så mange stemmer uden at vide, hvad programmet faktisk indeholder.