Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Endnu en pølsefest på Northside

Efter Northsides præsentation af de første kunstnere til den århusianske festival forleden, melder to scenarier sig. Har Northside gang i en alternativ form for PR, hvor de først offentliggør de mandlige optrædener, og derefter de kvindelige, eller har de ladet sig inspirere af Grøn Koncert og lavet en ren pølsefest?

Det sidste virker mest sandsynligt, selvom det er vigtigt at understrege, at det indtil videre kun er fem navne, der er blevet offentliggjort. Men hvilke navne. De er gode, bevares, men de er alle mænd, og det er ved at være meget symptomatisk for, hvordan bookingen på de fleste danske festivaler fungerer.

Som nævnt udmærkede Grøn Koncert sig i år ved udelukkende at have mandlige kunstnere. De havde dog to kvindelige konferenciers, forsøgte de sig med. Dengang og flere andre gange er det blevet påtalt, og det må det endnu en gang blive, når Northside bevæger sig ned ad samme sti.

Jeg efterspørger ikke kvoter, men jeg efterlyser lidt refleksion over, hvorfor pokker det kun er mænd, der bliver inviteret.

De kvindelige musikere findes

Lad os én gang for alle slå fast, at det ikke handler om, at der ikke er nogen kvindelige musikere.

På ca. et kvarter kom jeg på adskillige. På den danske scene er Kwamie Liv, Kira Skov, Oh Land, Coco O. og MØ. Af kvindelige skandinaviske er der First Aid Kit, LIV og Smerz. Og internationalt kunne Haim, P.J Harvey og Lana Del Rey være spændende input. Man kunne også afsøge mere eksperimenterende som Chrysta Bell eller Martha Wainwright eller gå i den poppede retning med Katy Perry, Rihanna eller Solange.

Der er så mange muligheder, og for en booker må mulighederne være langt større.

Og de kan optræde

Det er heller ikke, fordi kvindelige kunstnere ikke kan finde ud af at optræde, vil jeg lige skynde mig at tilføje.

For nylig overværede jeg ganske fantastiske koncerter med Beach House og dagen efter med Feist (endda på en festival, så der er da nogen, der tør). De klarede sig fantastisk.

Og det er nok heller ikke, fordi de ikke vil. De fleste med det mindste kendskab til musikbranchen ved, at koncertoptrædener er en af de få måder, hvorpå man tjener penge.

Grunden til, at de ikke er på festivaler, må jo være fordi, de ikke bliver spurgt. Så Northside: Jeg håber, at sidste del af jeres program afspejler, at I går i gang med at spørge.