Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Endelig kom vi med helt ind i omklædningsrummet og de »store patter«

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Man føler sig ikke voldsomt original, når man står der i den lange kø sammen med alle de andre stressede familiefædre og venter på at få pakket sin duftserie i tre dele ind af en ekspedient, som har alt for travlt. Og slet ikke når man slæber juletræet hjem fra pladsen foran Brugsen og hilser på naboen eller maser sig sammen på kirkebænken for at gøre plads til alle 24. december, mens andestegen bager på præcis det antal grader, som er kommet bedst ud i test.

Men det er sådan, vi kan lide det. Flokken er samlet og kigger i samme retning, og det varmer helt ned i tæerne. Forestillingen om en hel nation, der foretager sig det samme på samme tid, synger de samme sange, spiser den samme mad og pakker de samme gaver op, gør os uendeligt trygge. Der er trods alt noget, der ikke forandrer sig – en hyggelig konstant viser sig i en forvirrende verden denne ene gang om året.

Engang troede man på, at individets tidsalder ville få os til at træffe vidt forskellige valg, at frisættelsen fra tidligere tiders stærke traditioner og autoriteter som familien, slægten, Gud, kongen og læreren i skolen ville få os til at eksperimentere og sende os ud i hver vores livsbaner drevet af stærke individuelle kræfter. Men det er gået lige omvendt. Det er som om, at det moderne samfunds store kværn systematisk høvler alle de knaster af, der skaber forskellighed, så drømmen om jul hele året rundt er inden for rækkevidde. Den liberale forestilling om verden er ved at tabe, fordi den havde overset netop den tryghed, der ligger i stærke kulturelle fællesskaber, og glæden ved at kunne spejle sig i enhver, man møder på sin vej.

Domme fældes

Dengang der stadig var nogen, der troede på individets blomstrende selvudfoldelse, var det forbeholdt totalitære stater at blande sig i forhold, som man opfattede som helt personlige og private. Vi gøs ved tanken om Kinas og Mao Zedongs brutale etbarnspolitik, og hvordan hans Lille Røde satte moralske ophøjede regler for alt – også for, hvordan man skulle have sex med sin partner og opdrage sine børn ned til mindste detalje. Vi blev oprørt over Sovjetunionens uniformerede ensretning og Østblokkens vanvittige tankekontrol, fordi det repræsenterede alt det, som vi i den frie verden netop ikke var og aldrig ville blive.

I dag kigger vi alle sammen på ryggen af Facebook med ind i privatsfæren på en måde, som Stalin kun kunne drømme om. Vi fælder dommen og er med helt inde i omklædningsrummet, når landsholdet råber »Hvem var det der vandt i dag…« og afslutter det hele med at skråle »store patter« som et udtryk for det, de nok synes, de har fortjent efter sejren. Som sømanden, der vender hjem til konen efter flere uger på havet, eller jægeren, der har nedlagt et stort bytte og nu ser frem til belønningen, så slår de sig på brystet og udtrykker deres inderste ønsker. Og sådan kan man ikke være rollemodel, mener nogen.

Gennem sociale medier finpudser vi hele tiden vores fælles normer over for ting, som tidligere blev opfattet som dybt private. Må man kysse sine børn på munden? Hvor længe må man amme? Må man sove i den samme seng? Hvordan skal man tale til kolleger af det andet køn? Må man gå med et tørklæde på hovedet på gaden? I skolen? Bag disken på burgerbaren? Hvad er acceptabelt, og hvad er ikke, når vi åbner køleskabet, eller lægger smøgerne på hylden? Kan man sympatisere med terroristers kamp, synge med på de lumre sange i slyngelstuen, afvise homoseksuelle eller gå med burka på gaden uden at komme i fængsel eller miste sit job. Kværnen kører, og knasterne høvles af det nye årtusindes massemenneske, så Mao ville fryde sig over et eksploderende socialt kontrolapparat, hvis han stadig levede.

Krav om regler

Hvis man skulle tegne nogle lange linjer, så betød Murens fald ikke, at individet og de vestlige frihedsidealer vandt, og historien fandt sin afslutning, men at vi mistede en modpol i kommunismen, som hele tiden kunne minde os om alt det, vi ikke ønskede at være.

Islamismens forskruede doktriner, som med 11. september afløste kommunismen som fjendebillede nummer 1, har aldrig haft den samme funktion, fordi det tilhører en verden, der er så uendelig fjern fra vores.

Politisk korrekthed bliver ofte forklaret med, at det er nødvendigt med faste spilleregler i en global multikulturel landsby. Når vi nu skal handle, fungere og leve sammen i fællesskaber på tværs af kulturelle og religiøse skel, så nytter det ikke, at minoriteter trynes, og vi bruger nedsættende betegnelser om hinanden, eller har statuer stående af gamle helte, der stod for undertrykkelse og racisme, at Pippis far er negerhøvding, at vi tegner Muhammed her og der og alle vegne, eller at vi har malerier hængende på museet, som udstiller slaveri eller ligner pædofili.

Og når #metoo-bølgen har fået så enormt et gennemslag, er en af de vigtigste årsager formentlig, at frisatte kvinder i den vestlige verden er blevet så stærke, veluddannede og selvstændige, at de ikke længere vil finde sig i at blive klappet i røven, befamlet af klammerikker i bussen eller det, der er værre.

Derfor er der krav om regler, rammer og kodeks. Så på en underlig måde har det, som mange troede ville styrke og udvikle et mangfoldigt samfund med plads til alle, frihed, lighed, gensidig respekt og rum for individuel udfoldelse, en tendens til at udvikle sig til det modsatte i den store kværn.

Når kravet er, at alle indordner sig under nogle fælles normer, som hele tiden strammes, og som altid er udstyret med gode begrundelser, så er angsten for at stikke ud omtrent lige så stor som i en anatolsk familie, hvor Allah og familiens overhoved hører alt og ser alt.