Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Endelig har Danmark fået en kulturminister

»Efter års tørke, med administratorer på posten, har Mette Bock (LA) formået at sætte sin dagsorden igennem. I sine første 100 dage har hun gentaget, at hun vil styrke eliten og vækstlaget. At hun vil omfordele og ikke er bange for at turde melde ud. Er det ikke værd at give en sådan minister en chance, før det samlede kulturliv refleksagtigt skyder alle hendes visioner ned som billig ideologi?«

Danmark har fået en kulturminister, der vil noget, tør noget, ja, en kulturminister der vil flytte kulturen fremad. Efter års tørke, med administratorer på posten, har Mette Bock (LA) formået at sætte sin dagsorden igennem. I sine første 100 dage har hun gentaget, at hun vil styrke eliten og vækstlaget. At hun vil omfordele og ikke er bange for at turde melde ud. Er det ikke værd at give en sådan minister en chance, før det samlede kulturliv refleksagtigt skyder alle hendes visioner ned som billig ideologi?

I Frankrig rangerer kulturministeren højt i regeringshierarkiet. Fordi kultur betyder noget og kan flytte meget mere, end vi tror. Her i Danmark har kulturpolitikken længe været tæt på fastlåst, mens forandringer i samfundet pisker af sted. Nu skærer ministeren igennem. I Berlingske 7. marts blev hun konkret på en lang række områder. Gennemført har jeg en tro på, at kulturen kommer til at spille en meget større rolle i danskernes hverdag og også i de nye generationers liv.

Hvad skal der så ske med torsdagskoncerterne? Det var min første tanke, da ministeren i mandags i en kronik i Jyllands-Posten meldte ud, at hun overvejer at skære DRs Symfoniorkester fra og lægge det sammen med Det Kongelige Teaters orkester.

Automatpiloten og alarmen gik da også i gang med det samme. Kulturlivets sirener og hylekor var som altid på pletten. Fastlåste positioner og et åndsliv, som i årtier har skræmt de fleste kulturministre, ja, nærmest handlingslammet dem.

Ja, når man slår i en flok hunde, hyler de, der bliver ramt. Jeg følte mig også som en ramt hund. På nostalgi, på vores fælles historie og på min egen forandringsmodvilje. For måske har ministeren ret.

Hvis smørret er spredt så tyndt ud, at to orkestre konstant skal kæmpe for at overleve på kvalitet og fuld bemanding i orkestergraven, og der ikke er flere penge – er det så ikke bedre at have et orkester, der er helt i særklasse frem for to, der skranter? Er det ikke bedre at bruge midler på at skabe ét ensemble tæt på verdensklasse og med konkurrence om pladserne, og et operahus der sprudler af liv – og så endda have penge til overs til vækstlag, det unge, det nye?

Hånden på hjertet. Der har i alt for mange år været en skævvridning, hvor meget af det, der allerede er kommet ind i varmen, længe pr. automatreaktion har spist hele kagen. Spist så meget og skygget, så de nye skud på træet slet ikke har kunnet få lys nok til at blive til de nybrud, der er mest vigtigt for, at dansk kulturliv udvikler sig. Og et DR mediehus, der måske gør det samme.

I en tid, hvor det er modne kvinder, der bærer det danske kulturliv, og hovedpersonen i dansk kulturliv ikke er dem, der står oppe på scenen, men tværtimod hende, der altid dukker op for at se, lytte og læse, hvad der nu er på færde. I en tid, hvor det er kvinder over 50 år, som kommer i teatret, til udstillinger, oplæsninger og laver læsegrupper, ja, holder kulturlivet kørende. Er det så ikke værd, at ministeren gør sig tanker og overvejelser om, hvordan hendes kulturbudget rækker ud til mere og til mange flere og nye generationer? Jeg synes det.