Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ulykkesfugl fra Venstre

Britta Schall Holberg har grund til at skamme sig, skamme sig, skamme sig.

Søren Krarup. Fold sammen
Læs mere

Det var et fremragende interview, denne avis havde med Pia Kjærsgaard 14. august, hvor Folketingets formand over tre sider fik lejlighed til at advare mod den folkelige og nationale katastrofe, som dansk indvandrerpolitik lægger op til. Folket, der slås i stykker. Folket, der deles i to – de højrøvede og magtfulde i medier og politisk korrekthed, og de menige, almindelige danskere, der ikke tæller med.

Så meget mere afslørende har det været at opleve den reaktion, der til fulde bekræfter Pia Kjærsgaards kritik. Som f.eks. fhv. folketingsmedlem Britta Schall Holberg (V), der anklager Folketingets formand for at være på afveje, når hun bekymrer sig om det menige danske folks skæbne. Nej, det danske folks skæbne i en EU-epoke bekymrer ikke fru Schall Holberg. Jeg ved det og husker det, for det var den daværende indenrigsminister fra Venstre, Britta Schall Holberg, der i en kronik i Jyllands-Posten 22. januar 1985 åbnede mine øjne for indvandrerpolitikkens katastrofale virkelighed.

Hvad jeg for så vidt erkender med beklagelse, for udlændingeloven af 3. juni 1983 er den største katastrofe i hundrede års danmarkshistorie. Der er tre. Først 9. april 1940, hvor Danmark for første gang var i fremmed vold. Dernæst 2. oktober 1972, hvor Danmark nedlagde sin suverænitet. Endelig udlændingeloven af 1983, hvor Danmark gjorde sig selv til et indvandrerland i stedet for at være den nation, det i tusind år havde været.

Jeg var ikke opmærksom i 1983. Jeg fattede ikke udlændingelovens realitet og katastrofe. Men indenrigsminister Britta Schall Holbergs kronik i Jyllands-Posten 22. januar 1985, hvor hun fejede enhver folkelig og national bekymring af bordet, idet hun »efterlyste en positiv holdning hos befolkningen, så at der kunne finde en integration sted«, åbnede mine øjne for virkeligheden, den fatale. I en modkronik 26. januar pegede jeg på katastrofen.

»Hvilke dybder af vås kan der ikke skjule sig under ordet positiv. Hvad er f.eks. »positivt« i konfrontationen mellem kristendom og muhamedanisme? Javel, det er positivt, at man kan tale sammen uden at komme i håndgemæng, og at man således kan klargøre den fuldstændige forskel på at være kristen og muhamedaner. Det indrømmer jeg. Men skal det positive indebære, at de samtalende derfor hørte op med at være henholdsvis kristen og muhamedaner? Ja, det ligger i Britta Schall Holbergs tale om »integration«, og hermed er hun et udtryk for det, der er det skæbnesvangre ved den officielle danske holdning til spørgsmålet: den totale mangel på sans for vægten og virkeligheden i religiøse og kulturelle forhold… Man forstår ikke, at man her har at gøre med det, der sætter et menneskes og et folks identitet, og at intet er så væsentligt og afgørende som den menneskelige identitet…«

Det var i 1985. Det var en V-minister, der intet fattede af den katastrofale udvikling, som udlændingeloven af 1983 satte i gang. Den største katastrofe i 20. århundredes danmarkshistorie. Men Britta Schall Holberg, indenrigsminister og V-politiker, var døv og blind.

Og når det danske folk omsider fatter katastrofen og begynder at råde bod på den, bl.a. ved at støtte Dansk Folkeparti og sætte Pia Kjærsgaard i formandsstolen i Folketinget, hvorfra hun udtaler, at »vi er et lille land og burde hænge fuldstændig sammen« – så kommer af alle Britta Schall Holberg farende med sin totale tåbelighed fra 1985 og skoser en folketingsformand, som har national samvittighed og vil beskytte sit folk og sit fædreland.

Ak, ak, ak. Må jeg i al beskedenhed henvise til min bog »I min Levetid. 60 års Danmarkshistorie«, Spektrum 1998, hvor den udvikling, der er en national katastrofe, er aftegnet – og hvoraf Britta Schall Holberg kan fatte, at hun har grund til at skamme sig, skamme sig, skamme sig.