Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En svinedyr sag

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er blevet sagt og skrevet meget om, hvorvidt det var taktisk klogt af statsministeren at blande sig i frikadellesagen, hvor banal den end måtte være.

Personligt er jeg hverken blevet provokeret af denne indblanding eller hendes opfordring til producenterne om en mærkning af kødet af hensyn til forbrugerne.

Som en forbruger, der ikke spiser svinekød, har jeg intet imod, at det kød, jeg køber, er mærket halal – ikke mindst af hensyn til de mennesker, der af kulturelle, ideologiske eller principielle årsager ikke ønsker denne religiøse velsignelse.

Som mor til en datter, der forhåbentlig snart får en vuggestueplads, har jeg heller intet imod, at den pågældende institution tager hensyn til børnenes forskellige spisevaner – herunder allergier. Det kunne heller aldrig falde mig ind at kræve, at al maden i institutionen skulle være halalkød uanset børnenes religiøse sammensætning.

Jeg kender rigtig mange danskere med muslimsk baggrund, der har det som jeg. Vores erfaring er nemlig, at man som regel finder løsninger på disse emner lokalt – så snart man mødes i øjenhøjde i gensidigt respektfuld dialog.

Overraskende nok har der ikke været protester fra forældre eller pædagoger i de ca. 30 institutioner, som kun serverer halalkød.De resterende hundreder af institutioner, der ikke serverer halalkød, har heller ikke nogen problemer, ligesom man på den enkelte institution kan tale om og vælge, hvad man ønsker at spise/ikke spise. Ser man bort fra det principielle, dvs. at man som forbruger ikke ønsker, at ens kød har fået en religiøs bøn, så virker den nuværende politiske metadebat om værdidebatten mere hul end i 00erne.

Rent retorisk bliver der tegnet en stemning, som gjaldt det Danmarks overlevelse som nation, og svinet er åbenbart vores væsentligste sammenhængskraft. Der tales om »danske frikadeller vs. halalkød«. Godt nok er sidstnævnte også dansk produceret, men efterlader altså en stemning af »ikke-dansk«, hvad det så end betyder.

Det er et stort problem, at vi herhjemme ikke har lært af 00ernes værdidebat, som ofte blev koblet til emner som »indvandring, islam, muslim, anden generation«, der igen implicit indikerede det »ikke-danske«. Ligesom man troede, at den økonomiske krise løftede og nuancerede værdipolitikken, og emner som finansverdenens ansvar, ungdomsarbejdsløshed, ret og pligt til arbejde, fattigdom, velfærdsstatens fremtid, Danmarks rolle i Afghanistan etc. blev debatteret, er vi tilbage i 00ernes gamle kending. Modsat 00erne er det dog ikke DF, der er frontløber, men de gamle partier som Venstre (f.eks. Inger Støjbergs sommerkronik i Politiken) og Social­demokraterne med statsministeren i front. Den nye fødevareminister har trods klare meldinger fra eksperter om, at dyrevelfærden ikke overtrædes, ønsket en undersøgelse af halalslagtninger. Man kan undre sig, men omvendt kan tom signalpolitik også generere stemmer. Sidstnævnte vil vise sig, men kender man DF ret, vil der være pres på regeringen om, hvad den har tænkt sig at gøre for frikadellens overlevelse i danske institutioner.

Et andet åbent spørgsmål gælder producenterne. For skulle de »presses« til at mærke kødet (andet vil være pinligt for regeringen), vil det betyde ekstra omkostninger. Gad vide, om forbrugerne vil acceptere, at udgiften ender hos dem, eller om fødevareministeren kan finde en kompensation for denne ekstra udgift?

Debatten om frikadellerne kan blive en svinedyr sag – ikke bare stemmemæssigt, men også i kroner og øre.