Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En stemme på oppositionen er en stemme på DF

Dansk Folkeparti har garanteret, at en stemme på oppositionen vil betyde en nyt stærkt S-DF-partnerskab i dansk politik, og det er en effektiv dræber af begejstringen blandt oppositionens vælgere.

Anne Sofie Allarp Fold sammen
Læs mere

Kristian Thulesen Dahl er blevet kaldt sin generations mest begavede politiker, og der er tydeligvis noget om snakken.

Dansk Folkeparti er i forvejen langt det mest indflydelsesrige parti i dansk politik. Partiet har magt langt ud over sit folkelige mandat på godt hver femte vælger. Og nu ser det ud til, at DF har spundet oppositionen ind en politisk catch 22-situation. Et spind, der vil svække oppositionspartiernes appel og dermed vil kunne hjælpe med at holde Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet.

Forrige weekend meldte Thulesen Dahl ud fra Dansk Folkepartis årsmøde, at han ville tilbyde sig selv og sine mandater til Socialdemokratiet, skulle der opstå et flertal uden om blå blok. Det vil sige, at ved »rødt flertal« vil Dansk Folkeparti springe til og sikre, at Socialdemokraterne fører en tilstrækkelig DF'sk politik.

»Socialdemokratiets forhold til resten af oppositionen minder om det dysfunktionelle familieoverhoveds vished om, at man kan blive ved med at prygle børnene, fordi de ikke har andre steder at gå hen.«


Og han behøver nok ikke at lægge et særlig stort pres på Socialdemokratiets top. For Socialdemokraternes formand, der siden sidste valg har siddet som et separationsangst barn på Kristian Thulesen Dahls fødder med armene låst fast om hans skinneben, kvitterede i lørdags i sin tale til kongressen ved formelt at kaste sig på knæ for Dansk Folkeparti. »Hvorfor peger du dog på Lars Løkke og ikke mig?« lød det fra Mette Frederiksen.

Spejling

Frieriet var kulminationen på en intens socialdemokratisk spejling af DF over en længere periode. Stemmemæssigt har man om muligt lagt sig til højre for regeringspartierne på asyl, indvandring og integrationsspørgsmålet. S-toppens tronarving, Peter Hummelgaard Thomsen, har sagt direkte til Radio24syv, at han ville foretrække Kristian Thulesen Dahl som finansminister fremfor de Radikales formand, Morten Østergaard. Og der er tydelige offergaver til Dansk Folkeparti i partiets udmeldinger og udspil som for eksempel, at man vil anse en asylansøgning som trukket tilbage ved manglende togbilletter. Eller sidste års bandeudspil fra Socialdemokratiet, der indeholdt forslag om, at staten skulle kunne tvangsfjerne mindre søskende, hvis storebror var bande-kriminel for, som Frederiksen formulerede det, »at lægge et hårdere pres på familierne«.

Denne intense sværmen for Dansk Folkeparti kan desværre ikke genfindes i Socialdemokratiets relation til andre partier i det, der med en anakronisme kaldes rød blok.

De partier, der skal bringe Socialdemokratiet til magten, bliver ikke bare behandlet stedmoderligt af Mette Frederiksen. Socialdemokratiet nærmest reklamerer med støttepartiernes garanterede nul-indflydelse, og Mette Frederiksen, hvis lederevner, der blev sået nogen tvivl om, da hun var minister, har ikke forsøgt at fremmane et andet indtryk. Tværtimod ser det ud til, at hun pure har afvist rollen som oppositionsleder, ligesom hun også åbent afviser at skulle trækkes med andre af blokkens partier i en eventuel regering.

Dysfunktionelt familieoverhoved

Socialdemokratiets forhold til resten af oppositionen minder om det dysfunktionelle familieoverhoveds vished om, at man kan blive ved med at prygle børnene, fordi de ikke har andre steder at gå hen. En kalkule, som naturligvis har omkostninger: Se bare på det væltede, afbrændte landskab, som her oven på en varm sommer skal forestille det danske centrum-venstre.

Men først og fremmest præsenterer Socialdemokratiets adfærd og Dansk Folkepartis helgardering vælgere til de andre partier i blokken med det essentielle spørgsmål: Hvorfor bringe Socialdemokratiet til magten ved at stemme på et støtteparti, hvis det væsentligste resultat bliver, at partiet kaster sig i favnen på Dansk Folkeparti? Hvem af støttepartiernes vælgere vil have reel motivation til at stemme en stærk ny S-DF-alliance ind?

Og vil udsigten til sådan et samarbejde i stedet for et reelt politisk alternativ til den nuværende regering, faktisk ikke i sig selv kunne svække opbakningen til partierne i blokken og dermed svække chancen/risikoen for, at Mette Frederiksen kommer til at stå med det flertal i ryggen, der skal til, for at Kristian Thulesen Dahl kommer og redder hende fra blokkens pladderhumanister? Det ser sådan ud herfra. Og hvis denne Catch 22 faktisk er udtænkt af Thulesen Dahl for at svække risikoen for en valgsejr til S og stække sammenholdet i »rød blok«, er det, indrømmet, ret genialt.