Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En statslig overredaktion er skidt for en fri presse

Læs mere
Fold sammen

Venstres medieordfører, Britt Bager, foreslog 28. december som optakt til medieforhandlingerne at tage 400 mio. kr. fra DRs årlige licensandel og 100 mio. kr. fra driftsstøtten til nyhedsmedier og lægge dem i en pulje, hvor medierne kan søge støtte til indholdsproduktion og digital udvikling. Produktionerne skal på nettet i en offentlig streamingtjeneste med arbejdstitlen Danflix.

Det er en frisk ide. Men der er et fundamentalt problem: Hvis så store økonomiske midler skal bringes i spil som en del af den økonomi, også nyhedsjournalistikken skal hvile på, medfører ideen indblanding i den frie redaktionelle proces. Altså et indgreb i selve essensen og eksistensberettigelsen for frie medier.

Ifølge udspillet skal pengene bevilges af et uafhængigt nævn efter ansøgning. Uafhængigt forstået på den måde, at det ikke er politikere, men uafhængige eksperter, der skal sidde i nævnet.

Problemet er blot, at det enkelte medlem af nævnet kan være nok så uvildig og renfærdig. Det ændrer ikke ved, at nævnet i sidste ende skal vurdere og tage stilling til, om en ansøgning til en given redaktionel produktion er værd at fremme. Det giver sig selv, at jo mere nyheds- og politisk problemorienteret stoffet er, des mere umuligt er det at tale om neutral udvælgelse af emner i et nævn.

Særligt for de journalistiske medier er projektet på gyngende grund. Tænk hvis tre medier hver for sig søger om penge til at analysere mulig korruption henholdsvis i Folketinget, domstolene og centraladministrationen. Samtidig vil en TV-kanal lave en serie om sexchikane og en anden en om kvindefrigørelse. Hvordan kan et nævn vælge mellem disse ansøgninger uden at blive anklaget for favorisering og/eller indblanding i den redaktionelle proces?

Den nuværende public service-pulje på 46,75 mio. kr. er forbeholdt dansk TV-drama og TV-dokumentar samt programmer til børn og unge inden for alle genrer. Det er klart, at hvis der skal være en public service-pulje, bør den være åben over for alle medietyper, herunder radio.

Der er al grund til at skære i finansieringen af DR som dominerende statslig konkurrent til de private medier. Men at placere midlerne i en projektkasse, som styres af en art statslig overredaktion, er ikke vejen til at skabe sunde og bæredygtige rammevilkår for en fri presse i et demokratisk samfund.

Stig Ørskov er formand for Danske Medier, adm. direktør, JP/Politikens Hus.