Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En rigtig mand

Jeg kommer til at savne helten, Jonathan Pine. Og ikke kun, fordi han er så svimlende smuk, galant, snedig og modig i lækkert kakitøj og jakkesæt, men sandelig også fordi han synes at have forstået, hvad kvindekønnet forventer af ham.

Anna Libak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På søndag viser DR det sidste afsnit af serien »Natportieren«, og hvor bliver det trist: Jeg kommer til at savne helten, Jonathan Pine. Og ikke kun, fordi han er så svimlende smuk, galant, snedig og modig i lækkert kakitøj og jakkesæt, men sandelig også fordi han synes at have forstået, hvad kvindekønnet forventer af ham.

Tag blot den scene i teltlejren i ørkenen, hvor Jed, heltinden, lige har fået en lussing af skurken Richard Roper. Straks går strømmen i lejren, alt bliver mørkt, og skurken Richard Roper får besked om, at det ligner sabotage mod generatoren. Han forlader hastigt teltet for at undersøge sagen.

Ind træder vor helt, Jonathan Pine, og i fire velvalgte sætninger får han forklaret vor heltinde, at han er agent for det britiske efterretningsvæsen, at er han er ved at få skovlen under Roper, hvordan hun kan bistå ham, samt nok så vigtigt, at han nok skal få hende ud af dette hul. Et heftigt kys til afsked, og han er borte.

Se, det er den slags, der får det til at rykke i æggestokkene på damer. Og det er ikke fordi, der er noget i vejen med Kim Bodnias Martin Rohde i TV-serien, »Broen«, eller hans afløser Thure Lindhardts Henrik Sabroe eller med Frederik og Emil fra »Arvingerne«, eller med mændene i »Forbrydelsen« og »Borgen«, men de har det ligesom ikke i sig. Flere af dem ser muligvis glimrende ud i jakkesæt og kakitøj. Men uheldigvis for dem er de med i socialrealistiske serier, som i øvrigt er fremragende på egne præmisser, men i sådanne serier har mændene alt for travlt med deres egne følelsesmæssige komplikationer til at gøre indtryk på kvinder.

Jonathan Pine, derimod, synes at være sat på jorden for at indfri kvinders forventninger til en helt. Og jeg tror da også kun, at han blev så perfekt, fordi han er instrueret af en kvinde, Susanne Bier: Hun har skabt en mand, som hun selv kunne tænke sig ham. Derfor forventer jeg mig heller ikke særlig meget af, at bookmakerne ifølge Daily Mail Online spår Tom Hiddleston, som helten hedder, en fremtid som den næste James Bond: I de fleste James Bond-film – med »Casino Royale« som den prægnante undtagelse – er smukke kvinder blot et krydderi. Hovedretten er Bond selv.

Spørgsmålet er så, hvad det siger om kvinder. (Okay – om nogle kvinder.) Ja, jeg er sikker på, at folk som Joachim B. Olsen – som jeg ellers har meget godt at sige om – vil misforstå det derhen, at det beviser, at kvinder gerne vil domineres. De venter dybest set blot på, at en mand kommer forbi og redder dem.

Men tro mig, det er en misforståelse. Kvinden er i lighed med manden ikke primært et kønsvæsen. Det meste af tiden er hun et fornuftsvæsen, og lige så lidt som en mand tænker på biljagt, fordi han ser en bil, tænker hun på at blive reddet, fordi hun ser en mand. Den hårde sandhed er, at hun nødigt vil reddes af de fleste mænd.

Indimellem vil hun faktisk hellere reddes af en kvinde. Må jeg varmt anbefale alle, der er i tvivl, om at gå i biffen og se den nye dronekrigsfilm »Eye in the Skye« med Helen Mirren som helten i skikkelse af oberst Katherine Powell.

Hende vil man hjertens gerne betro sit liv. Dog helst ikke sit underliv.