Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Én procent journalistik

Frank Jensen: I serien ’Børnenes By’ om daginstitutionerne i København har Berlingske konsekvent givet taletid til meget utilfredse forældre. Berlingske skylder imidlertid at fortælle, at kun én procent af forældrene er meget utilfredse.

Frank Jensen
Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Dermed fremstår hele serien ’Børnenes By’ som en lobbykampagne for øgede offentlige udgifter og højere skatter i en tid, hvor det ellers er en politisk udfordring at fortælle borgerne, at vi ikke har råd til det hele. Oplysningen om den ene procent stammer såmænd fra en Gallup-undersøgelse, som Berlingske selv har bestilt. Modsat de mange forsidehistorier blev det kun omtalt langt inde i avisen nede i bunden af en artikel, at 84 procent af forældrene er tilfredse eller meget tilfredse med pasningen af deres børn i København. At de meget utilfredse forældre kun taler for én procent var simpelthen sorteret fra. Det er at snyde læserne og skæv­vride debatten.

Forleden omtalte Berlingskes chefredaktør Tom Jensen avisens egen serie under overskriften ’De forkælede’: »Mens den vestlige verden står i til halsen i gældsproblemer og stagnation, diskuterer vi her til lands helt alvorligt det overgreb, vi føler det er selv at skulle medbringe bleer til vores børns vuggestue«. Tom Jensens refererede til en forsidehistorie om, at nogle forældrebestyrelser har valgt, at forældrene selv skal tage bleer med for eksempelvis at få råd til ekstra udflugter med børnene. Endnu en gang bragte Berlingske citater fra en meget utilfreds forælder.

Som politikere på Rådhuset skal vi ikke til at detailstyre den enkelte institution, men skabe nogle gode rammer og stille krav om kvalitet til lederne. I København bruger vi flere penge på pasning af det enkelte barn end gennemsnittet af kommuner. Derfor har forældrene ret til at være kritiske og stille krav. Og derfor er jeg glad for, at vi ligger højt, når det kommer til antallet af voksne per barn, forældretilfredshed og medarbejdertrivsel. Samtidig bliver vi 1.000 flere københavnere hver måned og 100 af dem er børn. Derfor satser vi også et milliardbeløb på at bygge 6.500 nye pladser. Når det er sagt, så er der stramme rammer for den kommunale økonomi. Vi må som ansvarlige politikere fortælle borgerne, at pengene i sidste ende skal passe. Medier er heller ikke fritaget for at udvise ansvarlighed. Når selv en avis som Berlingske gør sig til talerør for de meget få, som er meget utilfredse og ignorerer resten, så er det ikke så underligt, at de offentlige udgifter kommer under pres.