Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En privilegeret migrant

Vi må prøve at forstå og tage stilling til al den ulighed, konflikt, skræk og had, der gør sig synlig lige nu i politik og i samfundet, skriver Dominic Rainsford, professor ved Aarhus Universitet. Og de politisk progressive, der tror på Europa, må bevare humanismen både inden for og uden for universiteter.

Efter Brexit hænder der svære spørgsmål over folk, som tror på Europa. Illustration: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som britisk statsborger, der har boet i et andet land i flere end 15 år, måtte jeg ikke deltage i folkeafstemningen i sidste måned. Jeg vil heller ikke kunne stemme til det kommende britiske parlamentsvalg. Men det betyder ikke, at jeg kan stemme i Danmark! Nej, for her er jeg stadigvæk udlænding. Derfor må jeg ikke stemme til nationale valg, selv om jeg har boet i Aarhus i 18 år, har betalt en del skat og efterhånden har været med til at udvikle hjernerne (i nogen grad) hos flere tusinde unge danskere.

Jeg er blevet rigtig træt af ikke at kunne stemme, og derfor besluttede jeg sidste år, at jeg vil søge dansk statsborgerskab. Nu er jeg godt på vej. Jeg har lige bestået både Dansk 3 og Indfødsretsprøven, selv om jeg altid kommer til at skamme mig over, at jeg troede, at Olsen Bandens første film var fra 1971. Pinligt. Det rigtige svar var 1968. I det mindste vidste jeg, hvad et påskeæg er symbol for.

Takket være lovændringen i november, kan jeg beholde mit britiske statsborgerskab, når (hvis) jeg får det danske. Så kan jeg kalde mig selv for englænder, brite, dansker, aarhusianer og stadigvæk medlem af EU. Jeg er nok den mest privilegerede slags migrant.

For kun seks uger siden stod jeg på togperronen i Kastrup og kiggede med åben mund på Dansk Folkepartis »der er så meget, vi skal passe på«-plakat og sagde til mig selv, at noget så direkte og utvivlsomt racistisk aldrig ville kunne tillades i Storbritannien.

Men det var før jeg så UKIPs plakater med lange linjer af desperate mørke mennesker. Det var meningen, at folk skulle tro, at alle disse mennesker var aggressive og opportunistiske muslimer, som bare ventede på, at bureaukraterne i Bruxelles skulle sende dem over Den Britiske Kanal. Men i virkeligheden var de syriske krigsflygtninge på billedet på vej til Slovenien, og der var selvfølgelig ikke nogen af dem, som havde givet tilladelse til at blive brugt som skildringer af »de andre« taget ud af den korrekte sammenhæng. Desuden blev det demonstreret, at det næsten var en kopi af nazistisk propaganda fra 1930erne.

UKIPs leder Nigel Farage sagde undskyld og trak plakaterne tilbage, men jeg tvivler på, at han fortryder dem. Det var en kalkulation. Han vidste, ligesom Dansk Folkeparti selvfølgelig også vidste det, at plakaterne ville fremkalde rædsel, afsky og vrede, men han vidste også, at de ville blive godt modtaget af mange af hans egne folk, og at de muligvis vil tiltrække flere.

Siden folkeafstemningen har der været mange tilfælde af fjendtlighed mod immigranter i Storbritannien, åbenbart stimuleret og gjort legitimt af Farage, men også af andre førende brexiters, ikke mindst vores nye udenrigsminister, Boris Johnson, som afviste Barack Obamas mening om folkeafstemningen, fordi præsidenten er »halvt kenyaner« og derfor sur over Det Britiske Imperium. Især polakker har været ofre for fjendtligheden de seneste uger. I 1992-93, før jeg kom til Danmark, var jeg selv så heldig at bo og arbejde som brite i Polen. Der var ingen, som skrev hadefuld graffiti på min væg eller sagde, at jeg skulle forlade landet. Men det er selvfølgelig ikke så simpelt. Den nationalistiske højrefløj er igen stærk i Polen, og jeg har set og hørt ondskabsfuld racisme i dette land (selv om den ikke blev rettet mod briter). Verden er kompleks. Der burde være nogen, der studerer den.

For nogle år siden lukkede Aarhus Universitet for uddannelsen i polsk. Andre sproglige såkaldte »småfag« er forsvundet eller truet på Aarhus Universitet og andre danske universiteter. Det skal vi huske, når vi (eller måske burde jeg stadigvæk sige »I«) er opskræmte over Storbritanniens bevægelse mod selvtilstrækkelig ø-mentalitet. At spare nogle få millioner kroner ved at afskaffe forskning og undervisning i sprogene af store, magtfulde og nærliggende lande giver ingen økonomisk og erhvervsmæssig mening på længere sigt. Og det er også kulturelt skadeligt. Det er en anden måde at forlade en europæisk (og global) forening på.

På universitetet i Warszawa holdt jeg et helårskursus i James Joyce’ »Ulysses«. I efteråret skal det gentages i en kortere udgave på AU. »Ulysses«, med dens jødisk-irske helt, er stadigvæk, efter næsten 100 år, den mest åbenhjertede, kosmopolitiske, tolerante og gennemgående europæiske roman inden for det, som folk plejede at kalde for »English literature«. »Ulysses« er et stykke »English literature«, som faktisk er irsk, skrevet i Paris, Zürich og Trieste, og som på hver eneste side vidner om forfatterens kendskab og kærlighed til rigtig mange andre kulturer og sprog, inklusiv det danske.

Vil mit lille kursus gøre en forskel? Vil det hjælpe mine studerende eller for dens sags skyld mig selv at forstå og tage stilling til al den ulighed, konflikt, skræk og had, der gør sig synlig lige nu i politikken og samfundet? Det er bare et eksempel på den slags spørgsmål, der lige nu hænger over folk, som tror på Europa, som forestiller sig, at de er politisk progressive, eller som fortsat vil finde mening i og bevare humanismen inden for og uden for universiteter.

Lige efter folkeafstemningen blev England slagtet af Island (hvis samlede befolkning er på størrelse med en af Englands mindre storbyer) ved EM i fodbold. Og lige efter det, sjovt nok, skulle jeg til en Charles Dickens-konference i Reykjavík. Det var godt at have chancen for at vise dem, at vi ikke altid har været håbløse til alt.