De europæiske lande er i mange år blevet advaret om, at deres immigrations- og asylsystemer er utidssvarende. Nu ser vi med den øgede tilstrømning af flygtninge, at disse systemer blotter alle deres svagheder. Men ankomsten af flygtninge er ikke den egentlige årsag til dette sammenbrud. Den egentlige årsag er politisk.

Ifølge FNs Flygtningeagentur er der indgivet lidt flere end 430.000 asylansøgninger i EUs medlemsstater siden årsskiftet. 40 procent af dem er indgivet i Tyskland alene, mens Ungarn har modtaget hver fjerde af resten. Det betyder, at 26 EU-lande skal tage sig af lidt over 180.000 asylansøgninger, og det burde være overkommeligt.

Selv hvis vi medtager de næsten 300.000 mennesker, der er ankommet til Italien og Grækenland siden januar – overvejende syrere, der kan forvente at få asyl – er vi stadig langt fra det virkelige flygtningepres, som langt mindre velhavende og stabile lande som Pakistan, Libanon og Ethiopien oplever. Eller vi kan tage Tyrkiet, der har taget imod omkring to millioner syriske flygtninge.

Bedrøveligvis ignorerer politikere som oftest kendsgerningerne. Med den helt enestående undtagelse i form af Tyskland konkurrerer flertallet af politikere i EU-landene med hinanden om at sende dårlige signaler til offentligheden. Frankrig og Storbritannien – sidstnævnte et land, hvor antallet af asylansøgninger har været stabilt over de senere år – kunne ikke finde en bedre løsning på tilstedeværelsen af omkring 3.000 flygtninge i Calais end at sende mere politi og bevillige flere penge til at forstærke overvågningen.

I Danmark, hvor asylansøgningerne ikke er taget væsentligt til i antal i forhold til 2014, godkendte Folketinget sidste onsdag en beskæring af ydelser til flygtninge – med den erklærede hensigt at gøre landet mindre attraktivt for flygtninge. I Polen, hvor asylansøgningerne i 2014 er halveret i antal i forhold til 2013, modsatte landets præsident sig at tage imod flere asylansøgere, selv om antallet af asylansøgninger også var lavt i den første halvdel af 2015.

I lyset af en markant stigning i antallet af asylansøgninger og i bedste fald sparsom hjælp fra de andre EU-lande har Bulgarien og Ungarn truffet det dårlige valg at lukke deres grænser. Det er helt oplagt ikke det rette svar til dem, der søger international beskyttelse. Men den ubekvemme politiske sandhed er, at dette også skyldes et asylsystem i EU, der straffer de lande, som ligger i unionens periferi.

Det virkelige problem er ikke ankomsten af flygtninge, men den usammenhængende, næsten hysteriske respons. Mere end en flygtningekrise er der tale om en politisk krise, hvor de enkelte stater kræver mindre Europa, hvor vi i virkeligheden behøver mere. Ønsker vi at redde et Europa præget af solidaritet og menneskerettigheder, må vi gentænke hele dets tilgang til migration.

Den mest påtrængende opgave er en gennemgribende revision af Dublin-forordningen, en uretfærdig mekanisme som tillader flertallet af EU-lande at overdrage ansvaret for asylansøgerne til ganske få frontstater som Bulgarien, Ungarn, Italien, Malta og Spanien. Det seneste angreb på dette system kom fra Tyskland, der for et par dage siden suspenderede sine betingelser over for flygtninge fra Syrien. Denne beslutning burde udvides til alle kategorier af asylansøgere og i øvrigt udbredes til alle EU-landene.

EU-landene og EU-Kommissionen bør opbygge et system, hvor de enkelte lande deler opgaven med asylansøgere retfærdigt imellem sig baseret på principperne om solidaritet og beskyttelse af menneskerettighederne. Det ville bidrage til at øge den beskyttelse, Europa yder over for flygtninge, og det ville samtidig lette presset på nogle af de hårdest belastede lande.

En sådan udvikling bør gå hånd i hånd med et øget samarbejde med landene på det vestlige Balkan. Indtil videre har EU på forskellig vis presset dem til at holde asylansøgere tilbage – et valg, der har medført, at nogle af disse lande har indført en række ulovlige forholdsregler såsom etnisk profilering ved grænseovergangene og konfiskation af rejsedokumenter. EU bliver nødt til at hjælpe disse lande med at udvikle deres asylsystemer og deres kapacitet til at huse flygtninge i overensstemmelse med europæiske standarder. Det vil ikke alene bidrage til at redde liv, det vil også udgøre et første udtryk for den »større enhed«, som EU og landene på det vestlige Balkan enedes om, da de sluttede sig sammen i Europarådet.

Derudover bliver de europæiske lande nødt til at tilvejebringe flere legale veje for flygtninge at komme til kontinentet på. Det kunne for eksempel være ved at lette adgangen til humanitære visa eller familiesammenføringsreglerne. Det ville ikke alene hjælpe flygtningene til at undgå farlige ruter over hav og uvejsomme veje, det ville også svække menneskesmuglernes greb om en forretning, der trives bedre, jo strammere restriktionerne for migration er.

Det er en moralsk såvel som en juridisk forpligtelse at beskytte flygtninge. Det er ingen let opgave, men den er omvendt heller ikke umulig. Vi må gøre mere for at beskytte dem, der flygter fra krig og forfølgelse. Hvis den politiske vilje er til stede, kan Europa holde fast i sine værdier.

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Denne kommentar bliver i dag bragt i en række fremtrædende dagblade i bl.a. Grækenland, Polen, Belgien, Frankrig (Le Monde), Tyskland og Spanien.