Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En oplagt opgave for journalister

Foto: Søren Bidstrup. Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør
Læs mere
Fold sammen

I denne uge blev tre af Berlingskes dygtige reportere – Simon Bendtsen, Morten Crone og Lars Nørgaard Pedersen – nomineret til Cavlingprisen for deres afdækning af den såkaldte Eritrea-sag. Det er vi stolte af på Berlingske. Af flere grunde. Jeg har siden afdækningen af Eritrea-sagen flere gange mødt kritiske synspunkter om serien. Herunder det, at Berlingskes dækning i praksis havde det mål at sikre, at flere asylansøgere fra Eritrea kunne få ophold i Danmark. Som det har været tilfældet med flere andre opsigtsvækkende sager fra de senere år, herunder ikke mindst Thorning-skattesagen, blev Eritrea-sagen hurtigt politisk. Enhver faktuel dimension af sagen, der kunne understøtte en politisk holdning til den, blev brugt til det.

Man må som medie acceptere, at det kan ende sådan. Men samtidig er det vigtigt at holde fast i, hvad vores rolle som avis grundlæggende var og er i en sag som denne. Og denne rolle handler ikke om at spænde journalistikken for en argumentationsrække om, hvorvidt sagens udfald medfører flere eller færre eritreanske flygtninge i Danmark. Det kan man mene om, hvad man vil. Man kan mene, at der bør gives asyl til færre mennesker fra Eritrea. Eller man kan mene, der bør gives asyl til flere mennesker fra Eritrea. Det er en politisk diskussion. Så langt, så godt.

Den journalistiske afdækning af Eritrea-sagen drejer sig derimod om noget endnu mere grundlæggende i vores samfund. Nemlig om vi som borgere kan stole på, at sagsbehandlingen i statsadministrationen sker efter betryggende principper og retningslinjer. Hvis man synes, det lyder langhåret, er det måske forståeligt. Ikke desto mindre er det helt fundamentalt i et demokratisk retssamfund som det danske. For kernen i Berlingskes dækning af Eritrea-sagen var netop dette: Om det var saglige årsager, der førte til konklusionerne i den rapport om forholdene i Eritrea, som Udlændingestyrelsen udfærdigede til trods for massiv kritik af rapportens forudsætninger og slutninger. Leveret af centrale personer – herunder de to medarbejdere i Udlændingestyrelsen, der gennemførte den oprindelige fact finding-mission til Eritrea og dermed var førstehåndsvidner til forholdene i landet.

De to endte med sygemeldinger, advarsler og har ikke længere job at bestride hos de danske udlændingemyndigheder, selv om de vel egentlig blot gjorde deres pligt ved at rejse de spørgsmål, denne sag fremkaldte om sagligheden i myndighedernes behandling af asylsager fra Eritrea. Man kan politisk mene om dette, hvad man vil; men det er ikke ligegyldigt, om den slags foregår efter bogen eller ej. Som borger i et samfund, hvor det enkelte individs retssikkerhed står helt centralt, burde det være indlysende. Derfor var Berlingskes afdækning af Eritrea-sagen så vigtig. Det står nu nogenlunde klart, at den britiske vurdering af asylsager fra Eritrea er markant skærpet, blandt andet på grund af den danske Eritrea-rapport. At grave sig ned i bevæggrundene hertil er ikke en politisk opgave. Det er en journalistisk opgave af en slags, som vi uden tøven igen ville påtage os her på Berlingske. Om så det ender med en Cavlingpris eller ej.