Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ode til Pias fjender

Eva Agnete Selsing: For Pia Kjærsgaard er antallet af fjender større end for noget andet menneske i Danmark i dag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun har flere ’hadere’ end Kurt Westergaard, Sidney Lee og Sanger-Søren fra Strøget tilsammen. Og denne klumme er dedikeret til dem - hendes fjender. Ofte at finde i kultureliten, hvor man med stor og gennemført perfid opfindsomhed smeder sproglige rænker og opkaster metaforer, der skal skabe et tankebillede af Kjærsgaard som et undermenneske. En svinehund. Inkarnationen af det ondt provinsielle. Behøver jeg at minde om Carsten Jensen og resten af kobbelet af gale, skrivende kulturklassehunde - besatte af Dansk Folkeparti, som de er? Forstyrrede i deres afstumpede had til anderledes tænkende. Vreden og intolerancen syder og bobler i den frelste liga - dér hvor man ikke behøver at forsvare sin grimhed, fordi den moralske berettigelse simpelthen følger med partimedlemskabet eller avisabonnementet.

Sammenfattende har de praktiseret præcis den form for uanstændighed, de uvederhæftigt anklager deres politiske modstandere for. Vi nævner i flæng: dæmonisering, personhetz, trusler, injurier og antidemokratisme. Tjek til det hele! Summen af hvilke udgør en skamplet på demokratiet. For den politiske diffamation havde til formål at knuse en politisk modstander. Ikke med argumenter, men med udskamning. Den historie må vi aldrig glemme. For Pia Kjærsgaard havde ret i, at der måtte gøres op med udlændingepolitikken af 1983, og i dag står hendes fjender tilbage, udstillet i al deres blaserte ignorance. Men det behøvede ikke at være sådan. Tænk, hvis det var lykkedes at kue hende. Om de havde haft held til at gøre hende tavs. Det viser, at selv i dag er vores demokrati sårbart over for en lille gruppe fanatikeres stålsatte had.

For hvem tør have upopulære holdninger som politiker, hvis konsekvensen er, at man skal finde sig i den slags? Nej, antidemokraterne er dem, der ikke vil acceptere, at der findes mennesker, der tænker anderledes.

Den franske tænker Voltaires motto var ’Knus den skændige!’ hvormed han mente den forløjede del af den kristne gejstlighed. Man skulle være et skarn, om man ikke tog denne mand - højt elsket af netop kultureliten - og vendte hans bon mot mod dem selv her: I er de skændige! Skændige, fordi I i ond tro fortsatte infamien og subsidierede kampen mod et menneske, der allerede var så udsat. Skændige, fordi I mente jer berettiget til at bedrive denne uanstændighed.

Skændige, fordi truslen mod demokratiet ikke kommer fra jeres fjendebilleder, men fra jer. Det er jeres had, der forkrøbler parlamentarismen, så den skal have PET-vagter alle vegne.

Man kan være enig eller uenig med Kjærsgaard i hendes politik. Det er egentlig underordnet her - sagen er, at hun gennem tiden har udvist både mod og vedholdenhed i en skala, de færreste ville kunne mønstre. Og at hendes historie, hendes fjender, siger noget om vores demokrati. Vi bliver klar over, at ikke alle ser med milde øjne på meningsfriheden i Danmark. Og det er et problem.

Så, til Pias fjender: Tilbage i hullet med jer - revolutionen kommer alligevel ikke foreløbig. Hun er stadig derinde, på borgen, og minder os om, at ikke alle kan trues til tavshed. Og heldigvis for det.