Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ny type borgerlighed

Lars Hovbakke Sørensen: Statsministerens åbningstale var fuld af konkret politik, som peger frem imod en ny type borgerlighed, der forsøger at forene traditionelle borgerlige værdier med nye svar på aktuelle samfundsspørgsmål.

Statsministerens planer om en ’hård kurs’ over for ghettoerne er et eksempel på et konkret forslag, som er helt nyt, og som samtidig repræsenterer en kontinuitet tilbage til de holdninger, der historisk set altid har spillet en rolle hos Venstre og De Konservative. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Midt i alle sagerne, som præger dansk politik i øjeblikket, holdt statsministeren i går en af sine hidtil mest skarpe taler. Efter i sine første halv­andet år som statsminister primært at have talt om landets økonomi bredte Lars Løkke Rasmussen endelig viften ud og talte også om en række værdi­politiske emner. Fagligheden i folkeskolen, bekæmpelsen af ghettoerne, det urimelige i, at unge hjemmeboende modtager »cafépenge« osv.

Alle - både danske og europæiske - historiske erfaringer viser, at jo mere de borgerlige partier fokuserer på værdipolitikken, jo bedre klarer de sig vælgermæssigt. Af nyere europæiske erfaringer behøver man blot at tænke på sidste måneds riksdagsvalg i Sverige, hvor Sverigedemokraterna blev et af valgets store vindere, fordi de stort set var de eneste, der talte om udlændingepolitik, retspolitik osv. Eller på valget i Holland i juni, hvor Geert Wilders' Frihedsparti af samme grund fik næsten tredoblet sit stemmetal. Af danske historiske erfaringer kan man blot tænke på den store vælgermæssige succes, VKO-partierne havde ved valgene i både 2001, 2005 og 2007, fordi de i disse år havde et klart fokus på at føre en markant borgerlig værdipolitik, samtidig med at de var forholdsvis midtsøgende på de økonomiske og fordelingspolitiske områder. Forklaringen er, at de fleste vælgere er relativt højreorienterede, når det gælder værdipolitiske emner som skolepolitik, retspolitik og udlændingepolitik, mens de er mere midtsøgende/venstreorienterede, når det gælder fordelingspolitikken og forskellige andre økonomiske emner.

Hilmar Baunsgaards VKR-regering fra 1968 til 1971 og Poul Schlüters forskellige regeringer i perioden 1982-1993 er skoleeksempler på, hvordan det går med borgerlige partiers vælgertilslutning, når de ikke fører en markant borgerlig værdipolitik. Ved valget i 1971 mistede VKR-regeringen flertallet, og to år efter bragede de tre nye partier Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti ind i Folketinget med i alt 49 mandater på baggrund af bl.a. en række markante værdipolitiske meldinger. Det var heller ikke en vælgermæssig fremgang ved valgene, der holdt Schlüter-regeringerne ved magten. Tværtimod. Det var derimod Det Radikale Venstre, som i perioden 1982-1993 valgte at bakke op om en borgerlig statsminister i stedet for en socialdemokratisk. Men i slutningen af 1980erne stormede Fremskridtspartiet frem, fordi det på dette tidspunkt var det eneste parti, der blev ved med at tale om at stramme udlændingepolitikken, retspolitikken mv.

Spørgsmålet er, om de værdipolitiske udmeldinger fra statsminister Lars Løkke Rasmussen i gårsdagens åbningstale er tilstrækkelige og kommer tids nok til at nå at få vendt regeringens katastrofalt dårlige meningsmålinger. Eller om de verserende sager om e-mails og vildledende svar til Folketinget i den kommende tid vil overskygge det faktum, at regeringen nu er ved at slå ind på en kurs, hvor værdipolitikken får en mere fremtrædende plads.

En interessant ting ved statsministerens tale er, at hans nye værdipolitik både indeholder elementer af traditionel borgerlig-liberal værdipolitik og en række synspunkter, som på ingen måde kan siges historisk set at have spillet en rolle hos de danske borgerlige partier.

Statsministerens planer om en »hård kurs« over for ghettoerne er derimod et eksempel på et konkret forslag, som er helt nyt, og som samtidig repræsenterer en kontinuitet tilbage til de holdninger, der historisk set altid har spillet en rolle hos Venstre og De Konservative. Denne type forslag vil derfor kunne appellere både til borgerlige kernevælgere og til nye potentielle borgerlige vælgere, der søger »kontante« svar på nogle af de nye udfordringer, som det danske samfund er kommet til at stå over for i de seneste år.