Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ny transportministers udfordring

»Den kommende minister kan således – hvis vedkommende bare følger trenden – risikere et eftermæle som transportministeren, der svigtede den danske vejinfrastruktur.«

Adm. direktør Jesper Arkil, Arkil Fold sammen
Læs mere

Folketingsvalget er overstået – lykkeligvis, for det har været en meget lang valgkamp, som i praksis har udsat vigtige politiske beslutninger i væsentligt længere tid end den officielle valgkamp.

Det er især transportinfrastrukturen, jeg hentyder til.

Der synes at være den opfattelse i almindelighed, at aktiviteten er meget høj i anlægsbranchen. Og, bevares, i forhold til for få år siden er aktiviteten bestemt højere. Det er projekter, som blev vedtaget i slutningen af 00erne, der holder aktivitetsniveauet oppe, men udover store enkeltprojekter, som f.eks. Metroen og jernbanen København-Ringsted, er aktiviteten i væsentlig grad koncentreret om de største byer. Aktiviteten i de mindre og mellemstore provinsbyer viser imidlertid et mere sobert billede. Der er langt mellem udbud med ordentligt »kød« på, måske med undtagelse af byer som Silkeborg, der nu og i fremtiden vil høste fordelene af, at der med Silkeborgmotorvejen skabes fantastiske forbindelser og vækstmuligheder. For det er jo netop det, infrastrukturen kan: Skabe udvikling i samfundet.

Læs også: Frank Jensen vil vende sløj københavnsk vækst

Vi kan glæde os over, at der politisk er blevet taget beslutninger om at forbedre og udbygge Danmarks jernbanenet. Arbejdet er godt i gang og vil fortsætte i de kommende år. Det er glædeligt, og en opgave, som vi entreprenører meget gerne indretter os efter, f.eks. ved at uddanne vores arbejdskraft, og som vi tager på os. Men jernbaneinfrastrukturen formidler altså mindre end ti procent af persontransporten her i landet, mens resten foregår via vejnettet.

Den kommende transportminister står derfor i en vanskelig situation. For netop Vejdirektoratets budget er i markant fald, og de politiske signaler lige under overfladen er »finanspolitiske stramninger«. Igen-igen ser det således ud til, at vores vejnet bliver offer for en stop-and-go effekt, hvorved vi måske kan se frem til en årrække med alt for få investeringer i vejene. Det kan blive meget dyrt, ikke bare på grund af vedligeholdelsesefterslæbet, som betyder, at vores veje forfalder hurtigere end de burde, men også fordi trængslen på vejene vil stige. Hvis nogen skulle være i tvivl: Trængsel og trafikpropper er altså et endnu større problem, når der er gang i økonomien.

Den kommende minister kan således – hvis vedkommende bare følger trenden – risikere et eftermæle som transportministeren, der svigtede den danske vejinfrastruktur.

Læs også: De skal konkurrere om Storstrømsbroen

Men det behøver heldigvis ikke gå så galt: Samfundsværdien af vejbygningsaktivitet er veldokumenteret, og Vejdirektoratet ligger inde med mange sunde og fornuftige vejprojekter, som kan komme samfundet til gode, hvis de besluttes. Dansk Vejforening har foreslået at supplere Infrastrukturfonden med en Vejfond, og Danske Anlægsentreprenører arbejder med et forslag om at lade den ambitiøse Juncker-plan komme det danske vejnet til gode gennem en Trængselsfond. Begge dele vil kræve lidt »ud af boksen«-tænkning, rent politisk, men jeg tror, at der kan findes modeller, som kan kombinere behovet for ansvarlig finanspolitik med behovet for en opgradering af vores vejinfrastruktur.

Jeg håber derfor, at den kommende regering har modet og viljen til at gå nye veje i bestræbelserne på en bestandig bedre vejinfrastruktur i Danmark til gavn for samfundets konkurrenceevne og beskæftigelse.