Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ny politisk dagsorden

Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør Fold sammen
Læs mere

Denne weekend byder på hele tre politiske landsmøder hos Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de radikale. Det er ikke længe siden, vi afholdt valg i Danmark, hvor debatemnerne var færre flygtninge, millioner til øget velfærd for børn, unge og gamle, længden af lektionerne i folkeskolen, skattelettelser eller ej, og hvem der nu ville have råd til mest af det gode i 2020. Det var ikke hverken udenrigspolitikken, det europæiske samarbejde, de globale udfordringer eller flygtningekrisen, som stjal dagsordenen i juni. Tre måneder senere er hele den politiske dagsorden bogstavelig talt i benlås og fokuseret på det europæiske flygtningekaos. Med et par enkelte undtagelser bestående af et tilsyneladende bundløst IT-kaos i skat og en forsvarsminister i krig med sig selv, så fylder flygtningesagen det hele. Den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig med ifølge UNHCRs seneste tal 19 millioner internt fordrevne og flygtninge var der også i juni. Bare for at sætte det tal i perspektiv så svarer det næsten til, at den samlede befolkning i Danmark, Sverige og Norge var på flugt. Forskellen er bare, at nu har vi set inden for vores egne grænser i Rødbyhavn, i Padborg og andre steder, hvordan det ser ud, når 3.200 mennesker i løbet af ganske få dage vælter ind over vores grænse og begynder at gå på motorvejen og slå lejr på togstationerne. Kun få af dem – godt 700 – har søgt asyl her. Resten er formentlig rejst videre til andre dele af Skandinavien. Men strømmen mod Europa fortsætter.

Nu er det så, at den ene politiker efter den anden siger, at der skal findes en europæisk løsning på flygtningekrisen. Men krisen er global og løsningerne skal findes globalt, fordi krisens grundlag er de politiske, strukturelle og militære forandringer i Mellemøsten og Nordafrika, som er sket efter det arabiske forår i 2011. Når vi ser billederne fra Rødbyhavn, Lesbos og lige nu fra Ungarn og Kroatien, så glemmer vi, at Tyrkiet har taget 1,9 millioner flygtninge fra Syrien. At de syriske flygtninge i Libanon udgør en femtedel af landets befolkning eller over 1,1 million mennesker, og at Jordan har over 600.000 flygtninge fra Syrien. Flygtningene kan berette, hvordan en ny menneskesmuglermafia med relationer til Islamisk stat organiserer transporterne over havet i livsfarlige små både. Grunden til at denne makabre forretning kan finde sted er den perspektivløse udsigt til fred, fremtid og overlevelse for flygtningene i nærområderne. På uheldig vis er flygtningekrisen og trenden af afrikanske migranter med drømmen om Europa og bedre levevilkår blevet æltet sammen, lige som frygten for at terrorister kan skjule sig i flygtningestrømmen er en relevant og bekymrende del af virkeligheden. Svaret kan ikke være, at de europæiske lande ét for ét lukker grænserne i selvforsvar. EUs svar med fordelingskvoter er kortsigtet og løser ikke den fortsatte folkevandring mod Europa. Det her er en global krise, som må involvere alle de sædvanlige Mellemøstlige interessenter, for at der kan findes mere holdbare løsninger, der kan give folk en fremtid i Syrien, og så der kan tages mere effektive skridt mod Islamisk Stats udbredelse. Alt den løse snak om hjælpen til nærområderne må have en konkret udmøntning i penge og anden nødhjælp. DRs og TV2s indsamling søndag er en dråbe i havet, men trods alt et godt konkret initiativ at støtte.