Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En national strategi – til fælles bedste

Det er sidste udkald for at sætte punktum for årtiers fatale laden stå til på sproguddannelsesområdet. En sprogstrategi skal balancere mellem arbejdsmarkedets fremtidige efterspørgsel på sprog- og kulturkyndige og hensynet til de fagområder og indsigter, vi som kulturnation ikke kan og vil undvære.

Lisbeth Verstraete-Hansen. Fold sammen
Læs mere

Lige nu er der stor opmærksomhed på universiteternes fremmedsprogsfag, der nedlægges i hæsblæsende tempo. Det er ikke nyt, og det er næppe slut. Men i yderste time har den ansvarlige minister genoplivet idéen om en national strategi for fremmedsprogene.

Når sprogfag lukkes, forklares det med, at de ikke er rentable. Men rentable er kun de største uddannelser. For dem, der måtte ønske et bredt fremmedsprogligt beredskab på universiteterne, står de mange faglukninger derfor som triste små monumenter over markedstænkningens uformåenhed i uddannelsespolitikken. Men de understreger også nødvendigheden af at tale om uddannelserne på en helt anden måde end i dag. Hvorfor blive ved med at tale om rentabilitet, stordrift og fremdrift, når vi kan se, det udhuler kvaliteten og lægger fagmiljøer øde? Hvorfor ikke tale om, hvad vi som samfund vil og kan med fremmedsprogene? Hvad det egentlig er, en national sprogstrategi skal sikre?

Hvis strategien skal gøre det ud for en offentlig politik på området, må målet være en løsning, der tilgodeser vekslende og mangeartede samfundsmæssige behov. Men er det nu også det, der er planen? En tvivl sniger sig ind. Ministeren er flere gange citeret for, at strategien skal sikre de fremmedsprog, som erhvervslivet efterspørger, og som tjener Danmarks udenrigspolitiske interesser. Det lyder som noget, vi har hørt før... Med det resultat, vi kender!

Inden vi glæder os for meget over den bebudede strategi, er det derfor nødvendigt at diskutere, hvordan den bliver både fagligt og samfundsmæssigt forsvarlig. En af vejene kunne ligge i en mere reflekteret tilgang til to af debattens nøglebegreber: efterspørgsel og sprog.

En afdækning af efterspørgsel og interesser kan være et nyttigt pejlemærke for en national strategi. Men det forudsætter, at afdækningen ikke står alene, og at der ses på alle de sektorer, hvor sprog spiller en rolle. Sådan er det ikke i dag. Tværtimod ser vi en tendens til, at nogle interessenters behov formuleres tiere og tydeligere end andres, når der træffes uddannelsespolitiske valg. Men forskellige aktører arbejder med forskellige mål for øje.

Mange virksomheder beslutter med henblik på økonomisk rentabilitet at bruge engelsk som corporate language. Det øger efterspørgslen på engelsk, og den skal selvfølgelig imødekommes. Men virksomhedernes rentabilitetslogik kan ikke ophøjes til model for en national strategi, som må forventes at være til gavn for hele samfundets vel.

Flere undersøgelser har vist, at danske virksomheder næst efter engelsk især efterspørger tysk. Det konkluderes så, at tysk skal opprioriteres. Det lyder fornuftigt… Men kun så længe man lukker øjne og ører for andre sektorers behov. F.eks. har en undersøgelse vist, at fransk er det næstmest anvendte og efterspurgte fremmedsprog i den danske centralforvaltning. Det har vi ikke hørt meget om i debatten.

Så er der NGO’erne, som opererer med andre mål for øje end både centraladministrationen og de private virksomheder. Vores studerendes praktikrapporter peger på, at spansk og portugisisk er vigtige sprog i disse organisationer.

Men hvad med uddannelsessystemet? Oversætterbranchen? Kulturlivet? Journalistikken?

En national sprogstrategi må bygge på indsigt i alle de hjørner af arbejdsmarkedet, hvor der er fremmede sprog på spil og samtidig tage højde for, at de ikke overalt er i spil på samme måde.

Der er, som den canadiske professor Mary-Louise Pratt ofte minder om, stor forskel på at kende et sprog godt nok til at kunne klare sig nogenlunde hæderligt i dagligdags situationer og på at kende et sprog så godt, at man kan læse og skrive avancerede fagtekster, udøve et erhverv og agere effektivt i skiftende situationer. Pratts pointe er, at selv om de fleste har erfaret, at disse forskellige grader af sprogbeherskelse findes, så mangler der i den offentlige debat en måde at tale om dem på, ligesom der mangler en erkendelse af den store investering – af både tid og penge – det kræver, at nå det højeste niveau på et fremmedsprog.

At ikke alle har brug for samme sprog på samme niveau betyder, at universiteterne må sikres et sprogfagligt landskab, der rækker fra sprog som redskabsfag (f.eks. i form af læsekompetence) over sprog som såkaldt »dobbeltkompetence« (hvor et mere udbygget sprogkendskab kombineres med f.eks. virksomhedsorienterede fag) til fremmedsprog som det helt centrale fag, hvorfra der udklækkes undervisere og specialister med dyb viden om det givne sprog- og kulturområde.

Det er denne specialistviden, vi er ved at miste. Og det er hele samfundet, det rammer, for specialisternes viden siver ud i samfundet gennem f.eks. ordbøger, videnskabelige tekstudgaver og andre af de værktøjer, som har med ords og teksters grundbetydning og historiske indlejring at gøre. Brugen af disse værktøjer optræder aldrig i nogen statistiske opgørelser over efterspørgsel, men de er ikke desto mindre afgørende for, at det danske samfund til stadighed har direkte og uredigeret adgang til viden og til verden.

Af den grund er det bydende nødvendigt, at en national sprogstrategi går på to ben og balancerer mellem på den ene side en begrundet formodning om det samlede arbejdsmarkeds fremtidige efterspørgsel på sprog- og kulturkyndige til private virksomheder og offentlige institutioner og på den anden side hensynet til de fagområder og indsigter, vi som kulturnation ikke kan og ikke vil undvære.

Det er sidste udkald for at sætte punktum for årtiers fatale laden stå til på sproguddannelsesområdet. Det bør gøres til fælles bedste.