Set udefra forekommer Aarhus Universitets håndtering besynderlig, når det handler om professor Koldaus bemærkninger om, at den akademiske standard er faldet til et utilladeligt niveau, og at tværfaglighed har udvandet kvaliteten. Synspunktet er jo identisk med hvad bekymrede humanister i årevis har prædiket. For snart 25 år siden skrev Alan Blooms »Historien om Vestens intellektuelle forfald«, hvor han insisterede på, at humaniora, og dermed det klassiske universitet, skal være sandhedssøgende, et sted for fordybelse, med en kærlighed til viden.

Rektor Lauritz Holm Nielsen og dekan Mette Thunø har de seneste dage lukket ned for hele den del, der handler om Linda Koldau ved at henvise til, at det er en personalesag, samt at Ombudsmanden ser på, om der er noget at komme efter i forhold til ytringsfriheden. Den del er derfor vanskelig at mene noget principielt om, men for mig at se er den virkelige debat også den, der handler om, hvorvidt humaniora skal besinde sig på dets klassiske dannelsessigte eller være masseuddannelser. Flere erfarne undervisere taler om, at den almene dannelse er skippet i en tilpasning til omverdenens krav om brede generalistkompetencer.

Sagen er, at det klassiske universitet, fra før 1970, var forbeholdt de få. I dag er det forventningen, at en store del af en ungdomsårgang tager en lang videregående uddannelse. Det afspejler et samfund med et anderledes arbejdsmarked. Så længe universitetet er skatteyderfinansieret, bør det tage et rimeligt hensyn til de behov, der er for arbejdskraft. Naturligvis med respekt for universitetets selvstyre og forpligtelse på forskningen. Det er nemt at holde højstemte festtaler om, hvad universitetet skal.

De bevilgende myndigheder må dog rimeligvis kunne stille nogle krav om at få noget til gengæld for midlerne, og det sker bl.a. gennem udviklingskontrakter og blød målstyring. Forventningen er bl.a. et krav om, at uddannelserne rent faktisk kan bruges på arbejdsmarkedet, så derfor presser den øverste ledelse på for, at det anvendelsesorienterede styrkes. I gamle dage var universitetets bløde fag mere rettet mod en karriere som forsker eller som underviser, men den efterspørgsel var og er begrænset, så hvis man som studieleder på et presset humanistisk fag ønsker volumen, kan man ikke nøjes med det. Derfor laver man i dag de kreative fagkombinationer, hvor man stræber efter at kunne få sine kandidater i arbejde, hvor sidegenvinsten er, at man så sikrer sig bevillinger. Denne type lokal, institutionel selvopholdelsesdrift er velkendt, og ikke kun på universitetet. Hvis den øverste universitetsledelse i stedet besindede sig på, at der er brug for færre humanister, som så til gengæld havde en klassisk humanistisk tilgang rettet mod forskning og undervisning, og lod handelshøjskolen om at uddanne flere af de kreative, spændende kombinationer af videnstunge fag rettet mod det offentlige og private, ville det også gavne de unge, der i dag oplever tårnhøj ledighed, når deres fag sammenlignes med andre. Dette forhold er desværre landsdækkende og slet ingen århushistorie.