Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En menneskelig kerne-nedsmeltning

Hvorfor har hver fjerde dansker været til lægen med symtomer på stress? Berlingske tager debatten med pressechef Anne Sophia Hermansen og professor Svend Brinkmann.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Blisterpakkerne med smertestillende piller flød på skrivebordet, og dagen blev startet med to treoer i en vandflaske og fire kopper kaffe. Det var blevet morgenritualet for bloggeren, pressechefen, moderen, kæresten og den nu tidligere spidskandidat for Liberal Alliance, Anne Sophia Hermansen. Og så en december-dag sidste år i lægens konsultationsværelset rammer erkendelsen: ’Du har stress.’ »Jeg troede, der var noget fysisk galt – stress er jo noget ’de andre’ har. Jeg var også taget derop af forfængelighed, fordi jeg havde fået skæl, og jeg ville også prøve at lokke en skælshampoo ud af hende. Det første, hun siger, da jeg kommer ind, er, at jeg ikke ligner mig selv, og hun begynder at spørge ind til alt muligt, og jeg sidder bare der og tænker så stik mig dog den skælshampoo. Hun tegner et fremtidsscenarie for mig, hvor jeg får en hjerneblødning eller en blodprop, hvis jeg ikke gør noget ved min stress. Nu.« Anne Sophia Hermansen var blevet medlem af en klub, der i disse år konstant udvider medlemsbasen – danskere med stress. Siden 2005 har hver fjerde dansker taget den samme tur op til lægen med symptomer på stress. »Jeg tror, at mange især i min generation har en overhængende risiko for at få stress. Vi er meget ambitiøse, veluddannede og vil være 100 procent kæreste, elskerinde og ven og helt til stede i hele det her sociale liv, hvor vi gerne vil fremstå velpolerede og velorienterede. Det er en cocktail, der – ganske vist på en jublende og en topmotiveret måde – fører én ud i en menneskelig kernenedsmeltning.«

Men hvorfor stopper selvindsigten, når det kommer til stress?

»Jeg kunne ikke se det, fordi jeg ikke havde fri. Når man har fri, opdager man, hvad man har behov for, og hvordan man har det. Og hvis man ikke har lyst til at gå ind i det, så er det jo meget bekvemt, at man lige kan hoppe til et eller andet politisk møde. Og det gjorde jeg.«

Så stressen kom fra for meget arbejde?

»Det var mere det, at arbejde og fritid faldt sammen. Og når min fritid blev brugt på arbejde, var det fordi det var sjovt. Så sidder jeg om lørdagen og blogger, og søndag diskuterer jeg samfundsforhold i DR, og imens registrerer jeg ikke, at der ikke er rum for mig. Der er også et kønsperspektiv i det. Min generation af kvinder står med historisk gode muligheder – men derfor står vi altså også med historisk gode muligheder for at få en kernenedsmeltning.«

Mindfullness løser ikke stress

I Aalborg har psykologi-professor Svend Brinkmann forsket i, hvorfor flere og flere danskere får stress. Han peger på to årsager. »På den ene side er samfundet gået grassat, og på den anden side er det vores begreber om sygdom, der er gået grassat. Samfundet har ændret sig – der er flere og flere krav og måske også mere diffuse krav, og vi oplever, at vi mister kontrol over de krav, der bliver stillet til os. Man skal være fleksibel og hele tiden udvikle sig, man har ansvar for sit eget arbejde, livslang læring etc. Det er på mange måder en god og spændende udvikling, men det bliver uoverskueligt for mange mennesker, fordi det aldrig holder op. Og så er vi blevet mindre tolerante over for problemer, lidelse og modgang, og derfor taler vi om det, som om det var sygdomme. Det gjorde vi ikke tidligere.« En af Brinkmanns hovedpointer er, at vores måde at håndtere stress hurtigt blokerer en erkendelse af de samfundsforhold, der skaber stressen i første omgang. »Sygeliggørelsen er led i et forsøg på at håndtere problemet. Diagnosen skal gøre stressen håndterbar, men det kan blokere for erkendelsen af de bredere sammenhænge, der gør, at individet bliver stresset. Det ser vi, når virksomheder for at hjælpe medarbejdere med stress giver dem kurser i individuel stresshåndtering, coaching og kurser i mindfullness og vejrtrækning. Og det er alt sammen fint, men det behandler kun individet.«

Men hvorfor er der så meget stress i et velfærdspolstret land som Danmark?

»Grundproblemet i industrisamfundet var skyldfølelsen over at ville noget, der ikke var tilladt – fx homoseksuelle, der måtte undertrykke deres seksualitet og udviklede neuroser. I dag er grundproblemet ikke, at man vil for meget, men at man ikke når nok. Vi udvikler stress og følgesygdommene angst og depression, fordi vi oplever os selv som utilstrækkelige. Utilstrækkelighedsfølelsen er grundproblemet for det moderne menneske.«

Så hvordan løser vi det grundproblem?

»I dag sker alting samtidigt, man skal både gøre karriere og have børn på samme tid. Her kunne man indrette arbejdslivet mere fleksibelt. Det er en arbejdsmarkedspolitisk og beskæftigelsespolitisk opgave. Og på et kulturelt plan handler det om at opvurdere alt det, der skaber stabilitet i tilværelsen. Det handler om faste strukturer, så man i højere grad end i dag kan få et overblik over sin tilværelse. Og det handler om at ritualisere sit liv – gøre de ting, der frigør energi frem for at tage energi. Det kunne fx være familien.«

Stadig liberalist

I København nikker Anne Sophia Hermansen genkendende til det med utilstrækkeligheden. »Der er en mangel på indsigt i egen utilstrækkelighed. Når mulighederne er svimlende mange, er det nemt at være i frit fald. Og når man har friheden til at vælge alt, består den største kunst i at vælge fra. Det er en pinefuld proces, når arbejdet bliver taget fra én, for når arbejdet skaber ens identitet, hvad er der så tilbage? Det, der står tilbage, er essensen. Det, der gør én lykkelig.«

Og hvad har du så fundet ud af?

»Jeg har brug for, at der er nogle, der skrider ind og passer på mig fra tid til anden. Men først og fremmest er det et personligt projekt at komme tilbage på sporet igen. Og det handler om prioriteter: Er det så vigtigt at braldre op i Deadline? Ja, det er. En gang imellem. Men er det vigtigere end at være derhjemme, er det vigtige end en middagsaftale med en veninde? Det er det ikke længere altid.«

Men har erfaringen af ikke at kunne nå det hele selv ændret dine politiske holdninger?

»Det er enøjet at se liberalismen som noget med at være Palle alene i verden, der ikke har brug for andre mennesker. Det har vi da i allerhøjeste grad. Men det er altså også min forsikringsordning, der er med til at betale for min behandling, så det gør mig da kun til en endnu større fortaler for velfærds-forsikringer. På den måde har det at få stress ikke ændret mig.«

Din Mening

Hvorfor er vi så stressede?

Deltag i debatten på b.dk/nedsmeltning