Leonora Christina

Det er ofte påstået, at Leonora Christina ikke var delagtig i ægtemanden Corfitz Ulfeldts forræderier. Hun er blevet forsvaret med, at hun kun fulgte ham som den loyale hustru. Det er at undervurdere den yderst intelligente kvinde. Den indbyrdes loyalitet mellem Corfitz Ulfeldt og Leonora var usædvanlig. Magt og prestige var deres fælles projekt. De skyede ingen midler.

For at undgå at blive stillet til regnskab for sine enorme bedragerier flygtede Ulfeldt i 1651 sammen med Leonora ud af landet. I Sverige afventede de chancen for at få revanche. Den kom med den ubesindige danske krigserklæring i 1657. Ulfeldt og Leonora sluttede sig straks til den svenske konge Karl Gustav og var i hans lejr under det meste af felttoget. Efter den berømte march over Storebælts is dikterede Corfitz Ulfeldt som svensk forhandler freden i Roskilde, hvor Danmark afstod de skånske landskaber inklusive Bornholm. Som den eneste del af det gamle Østdanmark lykkedes det Bornholm at frigøre sig.

Ulfeldts triumf var også hans hustrus. Afslørende er hendes breve fra tiden efter fredsslutningen. Triumferende opremser hun i et brev til en god ven de svenske gevinster. Konsekvent omtales Karl Gustav som »vores konge«, mens hendes halvbror Frederik III betegnes som den »danske konge«. Lemlæstelsen af Danmark er hendes hævn, hun er i ekstase.

Ekstasen varede ikke ved. Den svenske regering stolede ikke på parret; siden faldt de i danske hænder og sat i fængsel på Hammershus. Efter udenlandsk pres blev de løsladt, slog sig ned i Brugge, hvorfra de påny konspirerede mod den danske konge. Leonoras had kom til udtryk i et brev fra 1663, skrevet på et tidspunkt, hvor hun og Ulfeldt var jaget af danske agenter. Her skriver hun, at hun ville dø tilfreds, da hun var sikker på, at hendes søn ville hævne hende. Alligevel har hun fået et nærmest helgenagtigt ry, mens ægtemanden står som forræderen over alle i Danmarks historie. Det hænger ikke sammen. Det er Jammersminde, der ikke er skrevet med henblik på offentliggørelse, som har skabt hendes ry. Det er et fantastisk værk, forfattet da alt var tabt, hensigten er at forstå Guds mening med det hele. Leonora fremstiller sine nederlag som et af Vor Herre pålagt martyrium. Den udlægning har eftertiden taget til sig og set bort fra, at hendes mange breve tegner et andet billede. Her møder vi ikke Jammersmindes gudhengivne og resignerede forfatter, men en magtsyg kvinde, der uden tøven satte personlige hævn over fædrelandet. Leonoras Christinas liv var et skæbnedrama af de sjældne, men det er at håne den bornholmske frihedskamp, hvis man opkalder en færge efter hende. De bornholmske protester er forståelige. Det drejer sig også om respekt.