Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En lektion i nationalisme til Jakob Ellemann-Jensen og Boris Johnson

Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Boris Johnson undervurderer på hver sin måde den identitetspolitiske ild, som kan smadre politiske karrierer og fællesskaber.

»Man skal være lidt af en globalistisk utopist for at benægte, at nationalstaten har givet os rammerne for at opbygge demokratier og velfærdsstater,« skriver Pierre Collignon. Men den nationale stræben »kan også være et farligt gespenst«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Leal-Olivas/Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Politikere, der ikke forstår nationalismens kraft, kommer grueligt galt af sted i disse år.

Annegret Kramp-Karrenbauer var det borgerlige Tysklands tronarving, men hun måtte træde tilbage, da hun ikke kunne finde de rigtige svar på udfordringen fra det højrenationale parti, Alternative für Deutschland.

Jeremy Corbyn, leder af det britiske Labour-parti, så sine drømme om at overtage Downing Street splintre, fordi han ikke kunne genvinde arbejdervælgere tabt til Boris Johnsons nationalistiske fortælling om Brexit.

I Sverige, Polen, Ungarn, Frankrig, Italien, Spanien og USA har identitetsspørgsmål afgjort politiske valg. Det samme herhjemme. De nationalistiske strømninger er ofte båret frem af populister, og det får politiske modstandere til at holde sig for næsen, men det bremser ikke folk som Marine Le Pen, Jimmie Åkesson, Viktor Orbán og Donald Trump.

Der er en ny intensitet af følelser i spil, som vi også så det herhjemme, da en banal reklamefilm fra SAS fik det højrenationale internet til at gløde, fordi det skandinaviske flyselskab påstod, at der ikke findes noget unikt skandinavisk. Venstres partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, fik selv vreden at føle, fordi han forsøgte at slå balladen hen med spørgsmålet: »Hvad er det, folk er rasende over…?«

Hans Twitter-profil blev fyldt med forbandelser som »dit kulturradikale røvhul« og »modbydelige forræder af dit eget folk«, mens politikere fra Socialdemokratiet, DF og de Konservative tog Venstres leder i skole for at forklare ham, hvorfor danskerne ikke kan lide at høre, at deres kultur ikke er unik.

Skal Ellemann-Jensen have succes som leder af den borgerlige opposition, må han hellere få det lært: Man skal ikke tage let på spørgsmål om national identitet.

Det er både politisk og intellektuelt et kiks at affeje den nationale identitetsbølge som ligegyldig, og man går også galt i byen, hvis man dæmoniserer den som en sikker vej til racisme og udbrud af nye krige.

De nationale følelsers genopblussen i Europa er naturligvis en reaktion på globalisering og indvandring. Der findes chauvinister i Rusland og andre steder, som drømmer om at angribe deres nabolande – men de er heldigvis ikke normen. Nutidens nationalisme handler snarere om, hvordan man kan forsvare sociale strukturer og økonomiske muligheder. Her bliver nationalstaten opfattet som et bolværk og den nationale kultur som en forudsætning for et samfund, hvor den enkelte føler sig forpligtet af normer og loyalitet over for fællesskabet.

Man skal være lidt af en globalistisk utopist for at benægte, at nationalstaten har givet os rammerne for at opbygge demokratier og velfærdsstater. Der kan altså ligge en sund og logisk stræben i det nationale, men der er også begrænsninger. Hver for sig er landene for svage til at løse udfordringer som klimaet, migration, terror og den digitale revolution.

Den nationale stræben kan også være et farligt gespenst. I nationalistisk retorik ligger en fristelse til at mistænkeliggøre andre lande og mennesker. Der ligger også en fare for konstante overbud, som ender med at skade den nation, som man påstod at være gået i brechen for.

Brexit er et sådant eksempel på selvskade. Selv efter afskeden med EU fortsætter Boris Johnson med at skælde ud på Bruxelles. Når den britiske premierminister ikke får opfyldt sine krav til en fremtidig handelsaftale med EU, angriber han sine gamle partnere for løftebrud, selv om de hele tiden har gjort det klart, at fri adgang til EUs indre marked forudsætter, at man følger visse regler. Boris Johnson vil hellere give andre skylden end ærligt forklare sine vælgere, at afskeden med EU har en naturlig pris.

Boris Johnson og resten af den politiske elite, som har kæmpet for Brexit, har også sat den britiske unions overlevelse på spil. Brexit var jo ikke udtryk for britisk nationalisme – men for en engelsk revolution, som skete på trods af klare flertal i Skotland og Nordirland for at forblive medlemmer af EU.

Den engelske nationalisme er svær at få greb om, da engelsk selvforståelse historisk har været bundet sammen med imperiet og britisk identitet, men den er blevet en stærkere kraft over de seneste årtier. Både som modreaktion til nationale krav fra Skotland og som reaktion på indvandring, økonomiske omstillinger og følelsen af at stå i en udkant uden at blive hørt.

»Hvis Boris Johnson vil redde Storbritannien, skal han finde en måde at dæmpe den engelske nationalisme på og styrke det britiske sammenhold.«


John Denham, tidligere Labour-politiker og nu forsker i engelsk identitet, peger på, at mange engelske Brexit-tilhængere har været lige utilfredse med EU og den britiske union. En britisk reform med et engelsk parlament kunne måske have taget luften af noget af utilfredsheden, men i stedet blev den engelske følelse af marginalisering en katalysator for Brexit.

Nu er risikoen, at afskeden med EU fører til en opløsning af Det Forenede Kongerige. Kravene om selvstændighed i Skotland stiger med argumenter imod styret i London, der spejler de engelske argumenter mod Bruxelles. Selv det irske spørgsmål risikerer nu igen at hjemsøge britisk politik, fordi både irske nationalister og nordirske unionister er utilfredse med udfaldet af Brexit. Nu må briterne seriøst overveje, om de i løbet af de kommende årtier vil se først Skotland og siden Nordirland tage afsked med England.

Hvis Boris Johnson vil redde Storbritannien, skal han finde en måde at dæmpe den engelske nationalisme på og styrke det britiske sammenhold. Det bliver ikke let. Der er sat nationalistiske kræfter i bevægelse, som måske ikke lader sig stoppe.