Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En kirkelig hobbyvirksomhed

Jesper Langballe: Porvoo-erklæringen, denne latterlige overtro, har vores kirke brudt med ved reformationen, ligesom vi har brudt med al anden overtro, der vil puste bispeembedet op. Biskoppen er i vores evangelisk-lutherske kirke blot en præst, der er tilsynsmand for sine præstekolleger.

Paul Verner Skærved, formand for Det Mellemkirkelige Råd, har tilsluttet folkekirken den såkaldte Porvoo-erklæring. Kirkeministeren tager det roligt – det er uden betydning og bare nogen, der leger. Fold sammen
Læs mere

Der er nogle i det såkaldt »folkekirkelige landskab«, der har en pudsig hobby. De leder konstant efter internationale kirkelige fora, som de er enige med, og som de så melder folkekirken ind i. Og indmeldelsen - som hverken folketing eller kirkeminister eller landets menigheder har hørt en levende lyd om - besegles så ved en »gudstjenestefejring«, som det hedder i det krukkede sprog.

Den centrale figur i dette taskenspil er formanden for det såkaldt Mellemkirkelige Råd, Paul Verner Skærved - ham, der ligner et dårligt plagiat af julemanden. Han har nu besluttet at gribe ned i sin sæk og give folkekirken en julegave, som den slet ikke har ønsket sig - altså en rigtig overraskelse. Han har nemlig tilsluttet folkekirken den såkaldte Porvoo-erklæring. Det forsøgte han også i 1995; det blev sendt i høring i landets menigheder og blev mødt med massiv modstand. Hvorefter biskopperne måtte skrinlægge projektet.

Til forklaring er Porvoo-erklæringen et fællesskrift, der vil påtvinge de lutherske kirker katolikkernes oppustede syn på biskoppen som en meget, meget hellig mand. Idéen går tilbage til den katolske forestilling om, at enhver biskop har modtaget en særlig velsignelse, som i lige linie er gået fra Jesu apostle ved håndspålæggelse - den såkaldte »apostolske succession«.

Denne latterlige overtro har vores kirke brudt med ved reformationen - ligesom vi har brudt med al anden overtro, der som Porvoo-erklæringen vil puste bispeembedet op. Biskoppen er i vores evangelisk-lutherske kirke blot en præst, der er tilsynsmand for sine præstekolleger.

Men det er biskop Kresten Drejergaard, Odense, tilsyneladende ikke helt tilfreds med. Uanset hvad han har dækning for hos vor Herre og i de fynske menigheder, vil han åbenbart gerne være en meget, meget hellig mand og ikke bare en ussel synder på Midtfyn. Han udtaler nemlig, at det er fint, menighederne denne gang ikke er blevet spurgt:

»For så ville vi få en ny hysterisk debat, hvor Tidehverv igen ville komme på banen med skingre meninger, der ikke ville tjene noget formål« (Kristeligt Dagblad 16. december). Han tilføjer, at folkekirken jo er blevet spurgt, og »vi kender derfor deres forbehold«.

Javist, de sagde nemlig nej!

Det kan da glæde mit Tidehvervs-hjerte, at biskoppen mener, det store flertal af menighedsrådene, der i 1995 sagde nej, er tidehvervske (endog med skingre meninger) men jeg tror nu ikke rigtigt på det. Også Paul Verner Skærved udtaler, at han »orker« ikke den debat. Derfor har han bare meldt folkekirken ind. Det er en rigtig sjov fremgangsmåde, som vi må have indført i folketinget: Ministeren fremlægger et lovforslag ved at rejse sig og sige: »Vi kender på forhånd oppositionens åndssvage indvendinger og skingre meninger. Vi orker ikke den debat, så hermed erklærer jeg lovforslaget for vedtaget.«

Nu kan vi tage det hele ganske roligt, for Paul Verner Skærved er ikke minister, og Kresten Drejergaard er ikke pave - i hvert fald ikke endnu. Det hele er blot et narrespil uden legitimitet.

Torsdag 17. december rendte kirkeministeren, Birthe Rønn Hornbech, kirkeudvalgsformand Britta Schall Holberg, Søren Krarup og jeg sammen i et lille uofficielt træf i folketingssalen. Vi rystede på hovedet af narrespillet, og sagde til kirkeministeren: »Burde du ikke som den skjoldmø, du er, sige et par borgerlige ord om sagen?«

Hun svarede: »Hvorfor skulle jeg det? Det er jo uden nogen betydning.« Folkekirken er naturligvis ikke tilmeldt noget som helst og slet ikke Porvoo, som folkekirken har taget samlet afstand fra. Der er bare nogen, der leger.