Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En karrieremor har fået nok

Laura Nyholm Christensen: Jeg har fulgt debatten om karrieremor vs. speltmor med stigende blodtryk i løbet af de seneste dage.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ud fra hvad jeg kan konkludere, er jeg åbenbart at betragte i kategorien »karrieremor« ud fra det forhold, at jeg er mor og jeg arbejder. Det giver så åbenbart den samlede mandlige (!) kommentatorstand ret til at konkludere på mine vegne, at jeg har valgt at prioritere karrieren over mit barn. Jeg kan desuden læse mig til, at det betyder, at mit barn umuligt kan fungere (det kan man bare spørge pædagogerne om), at mit parforhold nødvendigvis må være misligholdt (det kan man bare spørge min mand om) og at den mad, jeg kokkererer, umuligt kan være ordentlig (det kan man regne ud).

Nå - tak for indsigten. Er det nu jeg skal sige op og gå på offentlig forsørgelse? Med udtalelser som dem, der kommer fra Dennis Nørmark og Anders Scheel Frederiksen, må offentlig forsørgelse af mødrene tydeligvis være vejen frem for at sikre artens overlevelse. Og så er det vel givet, hvad vej ligestillingspilen peger: lige i kødgryderne.

Jeg synes, det er på tide, at vi får lidt realitetssans ind i debatten. Mit eget valg af arbejdsliv og familieliv afspejler selvfølgelig bl.a. også det kedelige og meget lidt selvrealiserende faktum, at jeg sammen med min mand skal betale vores regninger.

Så jeg arbejder, og når det nu forholder sig sådan, så gør jeg da selvfølgelig mit bedste for, at mit arbejde skal være spændende, sjovt og udviklende! Det nægter jeg altså at føle skyld over. Jeg har stor respekt for kvinder som Jane Thoning Callesen, der beskrev, at hun bevidst har valgt at være hjemmegående, og at hendes mand forsørger familien. Især på grund af det sidste. De har indrettet sig, så de kan forsørge sig selv. Men det er jo ikke alle, der har den økonomiske mulighed; eller som vil omlægge livet og acceptere f.eks. at skulle flytte langt væk fra familie og venner for at kunne klare husleje osv. på én indtægt. Og det er ikke et reelt alternativ for samfundet, at alle mødre skulle være hjemmegående.

Jeg beklager, hvis jeg nu kommer til at nuancere debatten lidt for meget; men altså: er det ikke muligt, at man kan være en velovervejet, arbejdende kvinde og samtidig være i stand til at forvalte ens kærlighed til mand og barn i form af omsorg, mad på bordet og omhu i opdragelsen? Selvfølgelig er der valg og fravalg. En times aftenarbejde, som Dennis Nørmark kritiserer, kan betyde en times ekstra leg om eftermiddagen. Er det et problem? En udskydelse af drømmen om et lederjob i nogle år kan give lidt mere frihed, mens børnene er små. Er det udtryk for, at man nedprioriterer sin karriere? En tørn med et fuldtidsjob i et års tid kan skabe en god position til et senere deltidsjob. Er det ikke blot rettidig omhu for den bevidste kvinde, der ved, at det er dét, hun ønsker?

Hvis man synes, at man ved brug af alle ens organisatoriske talenter hænger i med neglene og det hele lige nøjagtig går op uden pædagogisk krise hos barnet, uden skilsmisse og nogle gange oven i købet med perlespelt i gryden efter arbejdstid, så kan man til gengæld få at vide, at ja så kan man beklageligvis ikke betragte sig selv som en kvinde med en karriere ifølge Anders Scheel Frederiksen.

Det er da en trist udlægning! Jeg vil gerne have lov at insistere på, at jeg kan styre mit arbejdsliv, så jeg foretager mig noget værdifuldt i de timer, jeg arbejder, og at jeg samtidig kan yde et bidrag til mit familieliv. Det er da ligestilling!

Jeg synes, det ville gavne debatten med lidt respekt og ydmyghed for livets realiteter. Jeg synes hellere, at vi skal overveje, hvorfor f.eks. familiekommissionens anbefalinger til, hvordan man som samfund kunne give bedre vilkår for børnefamilier, blev gemt væk hurtigere, end rapporten blev trykt, frem for at fastholde en pseudodebat om personlige valg og fravalg uden hensyntagen til livets realiteter.