Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»En kæmpe julegave til politikerne« stod der i aviserne

Jeg får besked på at løbe stærkere, fru Jensen må spise kedelig mad og følge et skema, fordi pengene skal bruges på politikerne. Er det rigtigt forstået?

Folketingets partier fandt lige 52 mio. kr. til sig selv. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Harun Demirtas

Julegaven er på 52 millioner kroner og er skatteydernes penge.

Mens politikerne med forskellige udtalelser gennem sociale medier lige nu prøver at vise det som en selvfølge og helt nødvendigt for deres præstation som politikere, har jeg én ting, jeg gerne vil have en forklaring på.

Da jeg sammen med andre sygeplejersker og sosuer hver eneste dag har råbt op og fortalt om 80-årige fru Jensens behov og ønske om at få ordentlig varm mad på bordet, komme i bad, få tid til at drikke en kop kaffe med sin hjemmehjælper og få lov til selv at bestemme over sit liv og leve livet uden planlagt og skemalagte toiletbesøg, fik vi altid én ting at vide:

»Men der er jo ingen penge.«

Mens mange sosuer og sygeplejersker går ned med stress, arbejder under pres og går med dårlig samvittighed over, at de ikke kan give den nødvendige hjælp til fru Jensen, og får besked på at spare op, løbe stærkere og må sige farvel til kollegaen pga. besparelser, snupper politikerne 52 millioner kroner, som de fandt på et døgn og vil bruge på at lette arbejdet for dem selv.

Når sygeplejersker, sosuer og pædagoger efterlades i store dilemmaer hver dag på grund af tids- og ressourcemangel og tvinges til at acceptere svære arbejdsforhold ved at blive opfordret til at være mere effektive og løbe stærkere, undrer det mig, at politikerne selv ikke kunne acceptere deres egne arbejdsvilkår og være mere effektive, men kræver 52 millioner skattekroner for at få flere medarbejdere, hvis eneste opgave er at forstærke deres politiske synspunkter og holdninger og gøre dem mere populære. Hvordan kan det dog være mere værd end at lindre og redde liv?

Hvis 80-årige fru Jensen selv skal betale af sin egen lomme til privat assistance for at få opfyldt alle de basale daglige gøremål, hun gerne ville have udført, men i dag ikke kan, fordi hun er ramt af en frygtelig slidgigt, som gør, at hun ikke kan stå på benene med støvsugeren, fordi slidgigten driller, hvorfor skal så politikerne have ekstra penge for at få assistance? Hvis fru Jensen tvinges til at søge privat hjælp, fordi hun ikke synes, at den kommunale hjemmepleje gør det godt nok pga. tidsmangel, og at hun derfor må undvære penge for sager til den søde tand ved siden af kaffen, hvorfor kan politikerne ikke selv betale for den ekstra assistance, de har brug for?

En sygeplejerskes startløn i dag er på 23.000 kroner - det vil sige 276.000 kroner om året.

Da jeg gik i gang med at regne ud, hvor mange sygeplejersker og sosuer, man kunne ansætte for 52 mio. kr., og så resultatet, blev jeg dybt frustreret.

Mest ved tanken om, at en del af de penge, der blev skaffet på et døgn, kom fra min kollegas stilling, som måtte nedlægges.

Jeg får besked på at løbe stærkere, fru Jensen må spise kedelig mad og følge et skema, fordi pengene skal bruges på politikerne.

Er det rigtigt forstået?