Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En julefortælling

Kristian Mouritzen: Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har været med til at planlægge årets julehistorie fra Betlehem, hvor korrespondenten i Mellemøsten skulle skrive en reportage om barnet, der blev født i den berømte by. Det er som regel en svær opgave, fordi der er grænser for, hvordan reportagen kan skæres til. Et barn er født ... ja så sandelig, men Bethelem er også meget andet end fødselskirken og de turistboder, der omgiver det hellige sted.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er også symbolet på en konflikt, der aldrig forsvinder, og hvor man bliver mindet om krigen mellem Israel og palæstinenserne og ufreden generelt i Mellemøsten - ikke mindst fordi den berygtede israelske mur går lige igennem dele af byen.

Korrespondenten skal selvfølgelig tage den højtidelige mine på, fordi Betlehem er begivenhedernes centrum den 24. december. Grundlaget for kristendommen blev lagt her. Men hver eneste gang, jeg selv opholder mig i området, undrer det mig, hvor lidt Mellemøsten har forandret sig siden Jesu tid.

Også på hans tid var der strdigheder mellem forskellige grupper, og det har givetvis ikke været let at bevæge sig fra Nazaret til Betlehem for 2.000 år siden. Det var lang tid før, de israelske grænseposter, muren og palæstinesere, der ligger på lur efter bosætterne, var en realitet. Men farerne har givetvis været de samme.

I dag kan man finde fred ved kirken. Men freden er bestemt ikke uspoleret, når man bevæger sig rundt i byen. Kort fra Fødselskirken ligger den israelske mur, der skal forhindre palæstinensiske terrorangreb på israelernne. Som en grim betonmur, hvis lige ikke er set siden DDRs dage.

Oppe på højderne ser man tomme huse. De har tilhørt kristne familier, der ikke længere orker konflikten og har haft et økonomisk overskud til at flytte til udlandet, fordi håbet om en fremtid på Vestbredden ikke er lys. Nogle er flyttet, fordi de ikke orker at blive kontrolleret af israelske grænsevagter mere. Andre fordi de ikke stoler på det palæstinensiske selvstyre. De fleste fordi de frygter for deres børns fremtid i et område, der er delt, og hvor en politisk løsning ikke er i sigte.

Det er egentlig utroligt, at der ikke sker fremskridt i Mellemøsten. At man ikke kan finde en fredsløsning mellem Israel og palæstinenserne og de arabiske lande imellem. At der er så meget had og mistænksomhed, der umuliggør en fredelig sameksistens. Der er ingen tvivl om, at også de kristne er i klemme i denne konflikt. Det vidner den kristne exodus i Mellemøsten om. Men udvandringen af stærke muslimske familier er også mærkbar. Det er konflikterne, der får folk til at flygte. Uanset om man bor på Vestbredden, i Damaskus eller i Irak.

På Jesu tid var der også problemer. Midt i al denne ulykke skal man ikke glemme, at netop konfrontationerne dengang som nu giver anledning til nyt håb. Den arabiske befolkning gør oprør mod diktatorerne. Men det er fortsat nye konflikter, der fødes, og ikke håb. Fødselskirken står der endnu. Men omkring kirken er der ved at være tomt. Folk drømmer om en fremtid i fred og frihed. Illusionen om, at det kan blive i Mellemøsten, er ved at være væk. Troen på ægte forandringer er der ikke mere. Og for mange ligger fremtiden ikke i Mellemøsten, men andre steder.