Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En italiensk advarsel til Frankrig - Der kan være kort vej fra De Gule Veste til Élyséepalæet

Frankrig bør lære af Italiens populister for at undgå, at populisme vinder regeringsmagten efter protestbevægelsen De Gule Veste.

De voksende spændinger mellem den franske og den italienske regering er til dels resultatet af indbyrdes konkurrence mellem de to populistiske partier i Italiens regeringskoalition, der kom til magten i juni 2018. Her ses femstjernebevægelsens Luigi Di Maio til venstre, mens Lega-formanden Matteo Salvini står til højre. Mellem sig har det umage par premierminister Giuseppe Conte. Den anti-franske stemning i Italien har dog dybere rødder og findes blandt både eliten og dele af den bredere befolkning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Riccardo Antimiani / EPA Ritzau Scanpix

Opbakningen fra Italiens populistiske ledere til den franske protestbevægelse »De Gule Veste« er uden fortilfælde i EUs historie. Aldrig før har et af det europæiske projekts seks stiftende lande blandet sig så markant i et andet stifterlands indenrigsforhold. For at føje spot til skade, støtter Italien en bevægelse, som tæller elementer, der klart afviser grundlæggende europæiske værdier som tolerance og respekt for demokratiske institutioner.

Italien er kommet på afveje og Frankrig må forstå hvorfor, for at kunne kæmpe for at sikre, at populisme ikke får et stærkere tag i landet. Og her må Frankrig skelne mellem det italienske folk og nogle af dets langt mindre beundringsværdige politiske ledere.

Dominique Moisi Fold sammen
Læs mere
Foto: Dominique Moisi SH JEAN-PIERRE M.

De voksende spændinger mellem den franske og den italienske regering er til dels resultatet af indbyrdes konkurrence mellem de to populistiske partier i Italiens regeringskoalition, der kom til magten i juni 2018. Det udmøntede sig for nylig i en stærk anti-fransk retorik fra Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio, som indtil nu har stået i skyggen af Lega-formanden Matteo Salvini. Men den anti-franske stemning i Italien har dybere rødder og findes blandt både eliten og dele af den bredere befolkning.

Raffinement versus nouveau riche

Forholdet mellem Frankrig og Italien har altid været kompliceret. Som Romerrigets arvtagere følte renæssancens og barokkens Italien sig kulturelt hævet over Frankrig og mere raffineret. For italienerne virkede Frankrig nouveau riche i sin demonstrative opvisning af storhed og glorie fra Solkongen Ludvig 14.s tid til Napoleon. Selv Frankrigs støtte til Italiens samling som land i anden halvdel af det 19. århundrede bidrog til flere misforståelser, fordi Frankrig som tak for den dyrebare hjælp »modtog« Savoyen og Nice.

I nyere tid har der i det mindste været visse tegn på gensidig beundring. Italienerne så med misundelse på Frankrigs velfungerende stat, mens franskmændene nikkede bifaldende til Norditaliens dynamiske netværk af små og mellemstore virksomheder. Men i dag synes den slags gensidig ros at være ren nostalgi.

Nu er holdningen i Rom, at Frankrig belærer andre om budgetdisciplin uden selv at praktisere det længere, som da den franske præsident, Emmanuel Macron, aflyste sin planlagte afgiftsforhøjelse på brændstof som følge af De Gule Vestes demonstrationer. Men Italiens nuværende negative opfattelse af Frankrig er frem for alt følelsesbetonet. Fra krisen i Libyen (et land Italien kender godt) til migrantkrisen (der har ramt Italien uforholdsmæssigt hårdt), føler italienerne sig bevidst ignoreret, eller direkte ladt i stikken, af franskmændene – der for at gøre sagen værre også giver indtryk af at se ned på sine naboer.

Det er fristende at sammenligne Italiens kritik af Frankrig med De Gule Vestes fjendtlige indstilling til Frankrigs eliter. Begge dele næres trods alt af en følelse af at være ydmyget i forhold til, hvad man opfatter som arrogance og privilegier. Det store spørgsmål nu er, om Italiens populistiske nutid også bliver Frankrigs fremtid.

Dette scenario er tydeligvis ikke længere utænkeligt. Enhver, der støtter det liberale demokrati i Frankrig og andre steder, må derfor tage De Gule Vestes motto til sig og nægte at give efter.

Oplysningens Europa

I et kort essay fra 2008 med titlen »Oplysningens ånd« minder den afdøde franske-bulgarske filosof Tzvetan Todorov os om, at »der havde ikke været et Europa uden Oplysningen og ingen Oplysning uden Europa«. Og i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig var statsmænd som Robert Schuman i Frankrig og Alcide de Gasperi i Italien ikke kun rettroende kristne; de troede også på Montesquieus og Voltaires idéer.

Det samme er tydeligvis ikke tilfældet med Salvini eller Marine Le Pen i Frankrig. Frem for at være drevet og forenet af håb og tillid, udnytter de en kultur baseret på frygt og ydmygelse og et fælles ønske om at ødelægge det eksisterende system.

Som sådan er det omsonst blot at stille Oplysningens ånd op over for De Gule Vestes populistiske ånd eller sætte Marcrons dybe og ærlige ønske om reformer op over for Salvinis beregnende og brutale vulgaritet. Men der er noget at lære af de italienske populisters og de franske Gule Vestes fremmarch.

Først og fremmest kan man ikke tilsidesætte andres følelser. Lige respekt for alle er så vigtigt som lige økonomiske vilkår. Ydmygelse er en stærk drivkraft, som kan føre mennesker til rendyrket had, hvilket er, hvad Macron nu oplever. Samtidig er det repræsentative demokrati skrøbeligt og dyrebart. Det må forsvares for enhver pris mod såvel autoritære fjender udefra som indre modstandere, som kun vil se demokratiets mangler.

Imens bør Frankrig stå fast på sit moderate og rimelige, men klare standpunkt og ikke gå ind i en krig på ord med Italien. I stedet bør Frankrig lære at forstå, hvordan – og endnu vigtigere hvorfor – det er blevet det primære mål for naboen på den anden side af Alperne. En kritisk reflekteren her vil kunne hjælpe Frankrig til at overvinde sin interne splittelse og forhindre, at populister efter italiensk forbillede får magten i Paris.

Dominique Moïsi er seniorrådgiver ved det udenrigspolitiske Institut Montaigne i Paris og forfatter til »The Geopolitics of Series or the Triumpf of Fear«.

Copyright: Project Syndicate 2019. Oversættelse: Bibi Christensen