Det er ikke kønt at se tidligere udenrigsministre tage sig en gratis omgang, mens de venter ved håndvasken.

Der er, som Berlingskes Thomas Larsen opfordrer til i sin analyse (5. november), grund til at lytte, når fire tidligere udenrigsministre kommer med advarsler. De fire tidligere ministre samt Per Stig Møller og Villy Søvndal ved nemlig, hvad de taler om. De førte selv sparekniven, henholdsvis vendte det døve øre til, da de sad i jobbet som udenrigsminister. Sammenlagt i næsten 25 år siden den seneste udenrigskommission.

De største besparelser kan henføres til Uffe Ellemann-Jensens embedsperiode. Per Stig Møller bærer også et stort ansvar. Når han og Søvndal endnu ikke er på vej til håndvasken, skyldes det nok dårlig samvittighed.

Læs også: Tidligere ministre: Udenrigstjenesten bløder

Thomas Larsen har ret i sin konklusion om, at Udenrigsministeriet er nødlidende. Det skyldes for det første en uafbrudt række ministre, som udelukkende fokuserede på deres egne oplevelser og plads i historien. Hidtil har dygtige og hårdtarbejdende medarbejdere og chefer langt hen ad vejen kompenseret for besparelserne gennem prioritering, omstillinger, opfindsomhed og endnu hårdere arbejde.

Det skyldes for det andet, at i årene før udnævnelsen af Ulrik Vestergaard Knudsen til departementschef, begyndte butikken at falde fra hinanden, fordi ministeriets øverste ledelseslag ikke havde de ledelsesmæssige kvalifikationer, som er nødvendige for at drive et ministerium i forandring.

Den svage ledelse af Udenrigsministeriet fra 2009 til 2013 førte til flere alvorlige sager, som skadede ministeriets omdømme og opbakningen til det. Ledelsen gav ikke hverken de mange ministre på Asiatisk Plads eller Finansministeriets embedsmænd kvalificeret modstand. Der blev solgt ud. Helt grundløst og uforståeligt slagtede man udetillægget, så kun ganske få nu ønsker at lade sig udsende. Den samlede kompensationspakke er simpelthen for ringe. Det bliver i stigende grad svært at rekruttere og fastholde talenter.

Det er ikke sikkert, at der, som Thomas Larsen udtrykker det, er et misforhold mellem opgaver og ressourcer. Det bør dog undersøges. Imens skal ressourcerne disponeres klogt. Så kan udenrigsministeren godt levere varen.

Læs også: Departementschef: »Vi troede, vi var på vej mod en bedre verden«

Holger K. Nielsen ønsker nu at nedsætte en udenrigskommission. Det har undertegnede i bl.a. denne avis og flere andre interesserede med gode argumenter peget på nødvendigheden af for længe siden. Modstanden mod en kommission findes imidlertid både i regeringen og i embedsværket. Sidstnævnte ønsker ikke at lukke fremmede ind i butikken, og førstnævnte ønsker ikke at komme til at stå med en større regning, der skal findes finansiering til.

Mens der vaskes hænder, og Udenrigsministeriet venter på medvind på cykelstien, kan ministeriet lære af erhvervslivet. Medierne er fulde af beretninger om virksomheder, der de seneste fem år af nød har skåret i omkostningerne og tilpasset forretningen for at klare sig i konkurrencen og tilfredsstille bestyrelser og aktionærer. Udenrigsministeriet kunne prøve med ansættelse af et par kompetente ledere fra det private erhvervsliv.