Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En græsk tragedie

Det er mig en gåde, at EU ikke i samarbejde med FN midlertidigt forsøger at sætte et hjørne af Syrien under FN-administration med flyforbud og massivt militært opbud ved områdets grænser. Her kunne der oprettes flygtningelejre og skaffes sikkerhed til de flygtende.

FOTO: www.camillahey.dk Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

Det skulle have været en ret banal afslapningsferie med sol, svømning og den bedre del af det ellers noget ensformige græske køkken. Stedet var ferieøen Symi, der ligger lidt nord for Rhodos og få kilometer fra Tyrkiet. Vi vidste godt på forhånd, at der ville være flygtninge og migranter, men virkeligheden overgik vores fantasi, og jeg kom hjem med en noget anden opfattelse af den nye europæiske virkelighed.

For nylig gik det hjerteskærende billede af en druknet kurdisk-syrisk dreng verden rundt. Billedet brændte sig fast på nethinden – også på mig, lige hjemvendt fra »frontzonen«. Den tyrkiske enehersker Recep Erdogan fik straks anholdt de menneskesmuglere, der kynisk havde sendt de flygtende ud på den farefulde og fatale færd. Men Erdogan har i månedsvis sat det blinde øje for kikkerten og reelt tilladt menneskesmuglernes helt åbenlyse aktiviteter.

Verdenspressen fik således ingen billeder af den syriske dreng, der få dage før og lige udenfor Symi døde pga. af en skudveksling, der startede, da en menneskesmugler skød på den græske kystvagt ud for en af øens populære badestrande. Erdogan havde aldrig foretaget sig noget for at hindre denne drengs død.

Næsten hver morgen kunne man se kystvagten komme slæbende ind i havnen med en eller flere totalt overfyldte gummibåde. De både, der ankom med en blanding af unge, gamle, børn, mænd og kvinder, kom uden tvivl med flygtninge fra Syrien. Nogle endda med spædbørn. De var tydeligvis flygtet for ganske enkelt at overleve. Andre gummibåde kom med kun yngre mænd. De lignede efter min vurdering ikke syrerne.

Fælles for alle var, at de ikke var tomhændede. Det var tydeligvis fælles viden, at Grækenland ingen offentlig hjælp havde til de flygtende. De måtte have penge med selv og købe færgebilletter til turen videre frem. Det er altså de mest velbjergede, der overhovedet ender i Grækenland. 2.500 US dollars var, hvad menneskesmuglerne krævede pr person. Grækenland er økonomisk fuldstændig på hælene, så det eneste, landet gør, er at give dem en måneds opholdstilladelse, og der er jo ingen fare for, at de bliver hængende. Når de havde fået opholdstilladelsen, kunne de lovligt indenfor 30 dage bevæge sig frit mod nord.

Det var i det lys, at perspektivløsheden med de danske annoncer, der nu kan læses i aviserne i Libanon, blev helt grotesk. Frem til, at de flygtende sætter foden på græsk jord, tænker de bare på at redde livet, og migranterne tænker – formentlig urealistisk – på arbejde og højere lønninger end der, hvor de kom fra. Danmark er ikke i nogens tanker på det tidspunkt – men det er EU. Problemet er jo, at adgangen til både Grækenland og Italien står vidt åben, fordi vi i lang tid har lukket øjnene for, at Dublinkonventionens bestemmelser er brudt sammen. Hvis udfordringen med at passere Middelhavet klares, så er man i Europa, uanset hvem der ender som modtagerland.

Det er uforståeligt, at hele EU’s apparat ikke er massivt til stede i ankomstlandene for at hjælpe med at registrere, hvem der reelt er flygtninge, og hvem der bare søger økonomisk bedre vilkår og derfor bør retur. Mit indtryk var, at de gummibåde, der alene fragtede yngre mænd, var typiske migranter, for hvorfor kom de ellers alle uden deres kære?Rigtig mange medbragte en smartphone, og fra de kom i land må man antage, at der kun gik kort tid, indtil en opmuntrende sms kunne tikke ind i hjemlandet og sætte gang i nye bølger mod den reelt fuldstændig åbne EU-grænse. De, der dør undervejs, sender jo ikke tilsvarende advarsler på sms.

Det er mig en gåde, at EU ikke i samarbejde med FN midlertidigt forsøger at sætte et hjørne af Syrien under FN-administration med flyforbud og massivt militært opbud ved områdets grænser. Her kunne der oprettes flygtningelejre og skaffes sikkerhed til de flygtende. Herfra kunne der så under ordnede forhold organiseres opholdstilladelser eller hjemsendelser i tilfælde af rene migranter. Selv Syriens diktator Assad burde være interesseret, for det område ville jo på sigt blive leveret tilbage til Syrien. Som det er nu, aner Assad vel ikke, hvornår hans overherredømme er skrumpet ind til ingenting. Og når Putin nu planlægger at gå ind i Syrien, og ikke allerede for et år siden, så kan det ikke udelukkes at være for at puste til flygtningestrømmen. Putin kan nu se, at det kan blive den »afstraffelse«, han kan give EU pga. de sanktioner, der blev udløst som følge af annekteringen af Krim.

Når det gælder strømmen af migranter og flygtende fra Afrika, så burde man kunne få aftaler med et eller flere af de mindst ustabile nordafrikanske lande, om at EU/FN kunne drive tilsvarende flygtningelejre, hvortil de, der krydser Middelhavet, bliver sendt retur med henblik på registrering og vurdering af den enkeltes status og eventuelle fremtid i EU.

Vi har kun set begyndelsen, og med mindre at sms’erne tilbage til udgangslandene snart også melder om, at der er betydelig risiko for, at migranter sendes retur, så har vi kun set fortroppen. Vi skal naturligvis hjælpe folk i nød, men vi skal også huske, at vi ikke er blevet tilvalgt pga. af demokratiske styreformer, ligestilling mellem kønnene og meget andet vestligt værdigods. Mange af de tilrejsende vil opleve, at deres fremtidsdrømme slet ikke kan indfries pga. manglende kompetencer og sprog- og kulturbarrierer, og så er der grobund for, at yderligtgående radikaliserede miljøer kan fiske nye proselytter.