Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En flygtning er også din næste

»Men jeg er også forundret over, at vi i den grad kan vende ryggen til vores medmennesker i sådan en akut situation som nu. Har vi ikke plads? Har vi ikke ressourcer?«

Bente Dalsbæk. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Yngstesønnen interesserer sig p.t. voldsomt for Anden Verdenskrig, ja for krig i det hele taget. Muligvis fordi han er en dreng. Muligvis fordi krig aldrig ligger hans bevidsthed fjernt: Yngstesønnen har rødder i Syrien på fars side, og han har mange gange forsøgt at få forklaringer på de onde ting, der er overgået hans familie der, hvor flere er blevet dræbt og endnu flere forsvundet, og hvor alle uden undtagelse er på flugt enten internt i Syrien eller til andre lande. Anden Verdenskrig er en udmærket sammenligning, når vi taler om at skulle, om ikke forklare, så redegøre for ondskabens mekanismer og de konsekvenser, det har i form af krig, død og ødelæggelse. Og flugt.

I disse dage ankommer flere familiemedlemmer fra Syrien til den anden side af Sundet i Sverige. I sikkerhed. Endelig. Efter voldsomme oplevelser i Syrien, men lige så voldsomme oplevelser undervejs, hvor overfyldte både og beregnende menneskesmuglere har sørget for, at rejsen har bibragt de flygtende endnu flere rædselsscenarier på nethinden.

Læs også: Flygtningestrømmen til EU vokser dramatisk

Det er rimeligt svært at forklare en niårig, hvorfor det er vores naboland, der er deres destination fra start, ikke Danmark. Eller desværre er det ikke svært: Danmark har besluttet sig for ikke at modtage de syriske flygtninge i samme skala som Sverige. Længere er den ikke, min dreng.

Danmark har besluttet at hjælpe blandt andet gennem støtte på 200 millioner kroner til nødlidende syrere, og det er rigtig fint. Mange danskere har også valgt at støtte især Syriens børn i flygtningelejrene rundt om Syrien, og det er prisværdigt.

Men det er altså ikke nok, for de 2,5 millioner syriske flygtninge og seks millioner internt fordrevne, der hver dag vågner med denne ene tanke: Vil jeg være i sikkerhed i dag? 51 millioners mennesker kan stille sig selv det spørgsmål hver morgen. Det er det tal, som FNs flygtningehøjkommissariat for nylig satte på de mennesker, der i dag lever på flugt fra hele verdens brændpunkter. Det er det højeste niveau siden Anden Verdenskrig.

Læs også: PET: Danske Syrien-krigere henrettet af egne

Søren Krarup sagde engang noget i retning af, at hans næste ikke var hvemsomhelst, men nok mest hans familie eller nabo. I en global verden er det naturligvis en ret introvert holdning. Når jeg kigger på mit globale barn og hans familie, er det nærmeste en fornærmelse. Og inden nogen kommer for godt i gang med, at nu bliver det en anelse for radikalt, så lad mig understrege, at jeg hører til dem, der mener, at vi et par steder i den politiske danmarkshistorie tidligere har været for naive, også når det kommer til flygtninge. Men jeg er også forundret over, at vi i den grad kan vende ryggen til vores medmennesker i sådan en akut situation som nu. Har vi ikke plads? Har vi ikke ressourcer? De havde da ressourcerne på Bornholm, da de sammen med de 60 burmesiske flygtninge, der bor der, skabte en succeshistorie baseret på et åbent og velvilligt lokalsamfund. Som jeg faktisk har stor tillid til, at de fleste af vores lokalsamfund er, når det kommer til at hjælpe mennesker i nød. Undtagen i »lokalsamfundet« Christiansborg, hvor man synes bredt at have adopteret den krarupske næstekærlighedsdefinition.