Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En fed løgn

Befolkningen består af dem, der er på slankekur, dem, der lyver om at være på slankekur, og dem, der ville ønske, de var på slankekur.

Anna Libak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

FORLEDEN KUNNE man i Daily Mail læse et meget langt indlæg af en lyseslukker af en lektor fra Huddersfield Universitet. Han mente at vide, at SIRT-kuren, der er det nyeste inden for kostomlægning, slet ikke virker efter forskrifterne.

Ifølge Matthew Haines, som han hedder, er det noget sludder, at bestemte fødevarer som rejer og blåbær kan booste sirtuin-proteinerne SIRT1 - SIRT7 i kroppen, så man taber sig og lever meget længere og bliver strålende og glansfuld i huden og meget, meget attraktiv. Bare fordi et par genmanipulerede hvide mus i et laboratorium havde opnået strålende resultater, er det ikke det samme som, at mennesker uden videre kunne gentage dem. Nej, mente lektoren, hvis man taber sig, så er det såmænd, fordi man forbrænder flere kalorier, end man indtager, fordi man overholder den medfølgende kalorielette måltidsplan.

Jeg må indrømme, at jeg blev i dårligt humør af at læse det indlæg. Han har jo tydeligvis ingenting forstået.

For det vidste vi da godt. Der var da heller ingen, der for alvor gik rundt og troede, at paleo-, lowcab-, detox-, eller den antiinflammatoriske kur gjorde nogen forskel i sig selv.

Sagen er, at det for længe siden er gået op for de fleste, at det er dumt at sige, at man er på slankekur. For det er det samme som at sige, at man har et problem, og det får andre straks lyst til at blande sig i. Enten mener andre ikke, at man behøver det (og det falder dem ikke ind, at det kunne være, fordi man faktisk går på kur indimellem) eller også begynder de at holde øje med, om man så rent faktisk taber sig. Ergo er det bedre at bruge ordet kostomlægning.

Det tilfører projektet noget spirituelt, og da kostomlægningen smart nok altid hedder noget pseudovidenskabeligt, er det umuligt for udenforstående at protestere meningsfuldt. Det er ikke rigtigt muligt at indvende noget over for, at nogen er i gang med at genskabe balancen i deres metaboliske system ved at booste proteinfamilien sirtuinerne.

Med mindre selvfølgelig… I de tilfælde, hvor man vejer over halvtreds kilo for meget, er det er tilrådeligt at indrømme åbent, at man er på slankekur. For hvis man siger, at man er på paleo, må man ikke blive forbavset, hvis folk foreslår, at man straks holder op med det og begynder at spise normalt.

Men naturligvis er der også dem, der har fattet, at der må være noget, der er endnu finere end at være på kostomlægning. Og det er, hvis man er slank, fordi ens krop simpelthen fortæller en, hvad den har brug for, og hvad der er godt for den. Jævnligt kan man i damebladene læse interviews med kvinder, der siger, at de spiser, hvad de har lyst til, de har bare ikke lyst til mere, end at de netop vejer det, alle andre kunne tænke sig at veje. Jeg har selv foretaget et eksperiment i den anledning: Efter engang at have læst et interview med en kendt skuespiller, åd jeg otte af Irmas flødeboller i træk i håb om, at min krop ville sige stop. Men det viste sig, at den sagtens kunne have ædt de sidste fire i pakken også.

Hvilket bringer mig til en konklusion om, at befolkningen består af dem, der er på slankekur, dem, der lyver om at være på slankekur, og dem, der ville ønske, de var på slankekur.

Så der er muligvis også nogle tynde, genetiske mutanter, men ærlig talt, dem orker man da ikke at beskæftige sig med.