Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ekspert fra automaten

Lisbeth Knudsen: Dumhed og dårlig kvalitet tror jeg er meget vanskeligt at lovgive mod. Citat af Venstre-politikeren Søren Pind til Journalisten.dk. Hvor er det bare klogt sagt. Både når det gælder journalistik og meget andet.

Lisbeth Knudsen, Ansv. Chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men i dette tilfælde handlede det om en kommentar til DF-politikeren Morten Messerschmidts forslag om at lovgive mod, at pressen anvender udtalelser fra eksperter, der udtaler sig om noget, de ikke er eksperter i. Nu er det i sig selv et ganske vidtgående forslag at indskrænke pressefriheden og mediernes kildebrug. Endnu mere vidtgående at lovgive mod pressens ret til at begå dumheder. Her må det være op til den enkelte medieforbruger at bedømme, hvem der skal i dumme-kategorien og hvilke medier, der leverer faglig kvalitet.

Endelig er det som at sælge elastik i metermål at bede journalister om at sortere de eksperter, de bruger, efter de nye Messerschmidt-kriterier: »Saglighed, nøgternhed, tilbageholdenhed og videnskabelig ballast i form af hyppige udgivelser i relevante videnskabelige publikationer«, som den enkelte forsker måtte have begået. Vi er i nyhedsbranchen ikke i afdelingen for videnskabelige bedømmelseskomiteer, og vi må stole på, at forskere udtaler sig med ansvarlighed i forhold til det, de ved noget om, og at de klart præciserer, hvad der er forskningsmæssig baggrund for at sige, og hvad der beror på erfaringsmæssige skøn og gætterier.

»Hvis eksperter skal adskille sig fra politikere, kræver det netop ekspertviden,« siger Morten Messerschmidt.

Det er jo rasende svært at være uenig i, men dertil kommer, at deltagelse i den offentlige debat i dag kræver, at forskeren kan formidle sin viden i en moderne og let forståelig kontekst, så det ikke lyder som en akademisk ph.d.-afhandling med ti forbehold og 30 siders noteapparat. Vi har ikke brug for forskerne som overdommere i politiske spørgsmål, og vi skal ikke i medierne misbruge forskerne til at indtage den rolle. Men vi har brug for eksperter, der frejdigt tør komme frem med deres viden, også når den er politisk kontroversiel.

Medieforskerne Mark Ørsten, RUC, og Erik Albæk, SDU, har begge forsket i mediernes brug af kilder og mener tilsyneladende ensstemmende, at medierne bruger alt for mange eksperter alt for ukritisk. At det er blevet en automatreaktion hos journalisterne at ringe til en ekspert, uden at sætte spørgsmålstegn ved den pågældendes udsagn. For slet ikke at tale om at det altid er de samme, vi ringer til. God pointe. Vi bruger i medierne for ofte eksperter til at forklare komplicerede sammenhænge i stedet for selv at tage ansvar for forklaringen.

Men selv om videnformidling nu er en forpligtelse for vores universiteter, er det største problem, vi har, at det er alt for få eksperter, der har lyst til at bidrage til den offentlige debat, og alt for få, som er i stand til at formidle deres viden til en bredere befolkning. Vi skal i medierne være lige så kritiske i tilgangen til eksperterne som til alle andre, og eksperterne skal sige fra, når de presses til gætterier. Vi skal ikke jagte en videnskabelig facitliste på alle udfordringer, hvor svarene umuligt kan være eksakt videnskab men ofte er politiske valg.

At lovgive om brugen af eksperter eller lægge det ind i medieansvarslovens etiske regelsæt er til gengæld et indgreb i mediernes redigeringsret og lugter fælt af politisk censur og meningskontrol.