Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En dystopi for Europa 2026: Opbrud, social armod og trusler om krig

Søndag kan Østrig vælge den første nationalkonservative præsident i Europa, næste år venter valg i Tyskland og Frankrig. Hvordan ser fremtiden ud for et vibrerende Europa. Her er et bud på en dystopi.

EU-begejstringen falmer. Foto: Luke MacGregor/Reuters Fold sammen
Læs mere

København den 3. december 2026. En ældre journalist kigger tilbage på, hvad det var, der skete.

Et af de nyhedsindslag, man i går kunne se på nettet, viste en dansk gymnasieklasse på besøg i Bruxelles. Det, der engang var Europas blomstrende hovedstad. Eleverne gik rundt i den store spøgelsestomme parlamentsbygning, som ikke har været brugt i fem år. Det var et trist syn for alle med lidt nostalgi i blodet. Tyvebander havde stjålet alt af værdi, resten lå forfaldent og støvet hen. Nogle af de unge måtte holde sig for næsen for at udholde stanken fra de herreløse hunde, som strejfede omkring i de forladte bygninger.

Det er svært at forestille sig, at det engang var i denne by, at magten i Europa var samlet. Den summede af liv og energi, men da embedsmændene, kommissærerne og politikerne i Den Europæiske Union forlod Bruxelles, gik det hurtigt ned ad bakke. Sammenligningen med Romerrigets hurtige og voldsomme fald har været nærliggende for mange europæiske analyser de senere år.

Når man er gynmasieelev og 17 år, kan man næsten ikke huske, at EU engang var en stærk ledende kraft i Europa, og at man kunne rejse mellem alle landene uden at søge visum, vise pas og uden at få sin bagage og krop undersøgt.

Det gik først for alvor galt, da Tyskland for otte år siden besluttede at genindføre D-Marken. På det tidspunkt gik det op for alle, at det var endeligt slut med Unionen. Den endte med at blive en parentes i Europas historie. Efter at både Stor­britannien og Frankrig ikke længere ville være med, og Frankrigs præsident, Marine Le Pen, havde skåret den engang så kraft­fulde fransk-tyske akse over, så tyskerne ikke længere nogen fordel ved samarbejdet og den fælles mønt, som betød, at tyskerne reelt skulle holde økonomien kørende i det skrantende Sydeuropa.

Siden gik det stærkt. Afstemningen om udmeldelse her i Danmark blev som altid et resultat lige på vippen. 52 procent stemte for at melde Danmark ud, selv om erhvervs­livet, regeringen, kultureliten og alle, der var noget ved musikken, kæmpede til det sidste. Resultatet betød, at Social­demokraterne og Dansk Folkeparti endelig kunne indgå i en fælles regering.

Resterne af Unionen er nu omdøbt til Fædrelandenes Europa, en uforpligtende snakkeklub, hvor Europas ledere mødes en gang om måneden – hvis de gider – først og fremmest for at undgå krig. Nogle lande har dog dannet deres egne små klubber, som samarbejder tættere på nogle områder. Det er ikke mange år siden, at man talte højstemt om Europa, et samlet Europa. I dag er Europa splittet i atomer. Nogle har slået pjalterne sammen med Rusland, andre orienterer sig mod Tyrkiet og de nord­afrikanske lande, og så er der os her i Nordeuropa, som stadig holder fast i den tætte alliance med USA.

Historien er ved at gentage sig

Mange taler om, at der igen kan blive krig i Europa. En frygtelig tanke, men det er svært efterhånden at se, hvad der skulle forhindre det. Engang troede vi, at historien ikke ville gentage sig, men det er det, der er ved at ske. Europa er tilbage ved 1935.

Da de europæiske lande begyndte at bygge toldmure og forhindre folk i at tage arbejde i andre lande, førte det hurtigt til massearbejdsløshed og efterfølgende dyb social nød i mange europæiske storbyer. Nogen håbede på, at det ville være et wake-up call, som ville få de europæiske vælgere til igen at støtte op om det tætte samarbejde i EU, men det gik lige modsat. Det forstærkede bare nationalismen og hadet og fokus på egne grænser, værdier, sprog og kultur.

Flere lande i det gamle Østeuropa kan i dag ikke længere kaldes demokratier, efter at de har indskrænket ytrings- og presse­friheden og gjort domstolene til en del af regeringsapparatet. Det er også sket i Grækenland, som var meget tæt på at bukke under for flygtningestrømmen fra Afrika og Mellemøsten. I dag går næsten hele landets budget til at lukke grænsen med krigsskibe, kanoner og bevogtede hegn. I årene lige efter euroens sammenbrud prøvede grækerne at gøre ligesom i Italien og Spanien, at sætte gang i seddelpressen, men helt forudsigeligt førte det til den værste hyperinflation i 100 år.

Hvem, der har skylden for, at Europa på få år sank ned i langvarig økonomisk tilbagegang og interne spændinger, har man skændtes om i mange år, og det er svært at svare på. Det skete bare, en ond spiral, der bare hvirvlede nedad. Den ene beslutning tog den anden. I de fleste lande vendte man ryggen til samarbejdet som en del af demokratiske processer, hvor eliterne – beslutni­ngstagerne – blev lagt for had og jaget på porten.

Den islamistiske terrorisme, som blussede op igen med stor styrke, gjorde selv­følgelig også sit. I flere lande har man nu gen­indført dødsstraffen, som alle troede var begravet i Europa for længst. Når der dagligt er bevæbnede soldater og pansrede køre­tøjer i gaderne, så vænner man sig til, at det er stærke autoritære systemer, der holder sammen på landet og skaber ro og orden.

I Frankrig og flere andre lande ved Middelhavet gik man i socialistisk retning. Efter langvarige generalstrejker, gik man i gang med at nationalisere bankerne og de store virksomheder, for at sikre, at man kunne beholde arbejdspladserne. De store virksomheders flugt fra Europa har sendt millioner ud i arbejdsløshed. Da frihandelsaftalerne med de fleste andre dele af verden blev rullet tilbage, blev det vigtigste for firmaerne at sikre stabilitet og ligge tæt på deres markeder.

Da først det indre marked i EU var brudt sammen, begyndte landene at opfinde alle mulige regler for at beskytte deres egne virksomheder. I nogle europæiske lande fandt man på at forbyde Lego-legetøj, fordi figurerne var alt for forskellige i hudfarven.

Vores generation gjorde, hvad den kunne for at holde sammen på Europa, men vi fejlede.

Mon der er en vej tilbage?