Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En død mands drøm

Han lå en meter ude i vandet og vuggede som et lille skib. Han havde ligget der nogen tid. Ingen savnede ham. Han var medtaget, men fuldt påklædt. Han havde taget en sort skjorte på. Fint tøj.

Timme Bisgaard Munk har en drøm om en død mand i vandet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når vi er søvnløse, er det fordi, vi er med i et andet menneskes drøm. Det var en drøm af en sommer. Vi løb. Vi svømmede. Vi kørte rundt fra den ene Michelin-restaurant til den anden. Lyttede andægtigt til tjenerens forklaring på, hvorfor vi nu skulle spise fjordrejer med pollen og asparges rullet i alger. Vi drømte om at få fat i Michelin-restaurantens for længst udsolgte hånddrejede stentøj. Vores væsentligste problem var, at vi aldrig kunne drikke vinmenuen, da vi var i bil.

Hver middag kostede mere end en flygtning får udbetalt om måneden. Never mind. Godt det samme. Vi var på ferie, og vi var ligeglade. Flygtningevalget var vundet. Vi var med i klubben og drak os fulde med de rigtige de helt rigtige steder. Hver morgen stod vi op for at løbe en tur og bade i havet. Netop på det tidspunkt, hvor Solen rammer kysten for at alting kan begynde igen. Alting har sin slutning. Efter lys kommer mørke.

Den næste morgen fandt vi en druknet flygtning i vandet. Vi troede først, at det var en dukke. For han lignede ikke længere et menneske. Han havde skiftet farve, og ansigtet var som smurt i mudder. Det var bare ikke mudder. Det var noget andet. Han lå en meter ude i vandet og vuggede som et lille skib. Han havde ligget der nogen tid. Ingen savnede ham. Han var medtaget, men fuldt påklædt. Han havde taget en sort skjorte på. Fint tøj. Som om han havde forberedt sig på, at han nu skulle over i den næste verden efter Danmark.

Alting som kan ske vil ske. Men hvorfor skulle det ske for os? Netop nu? Netop her? Hvad er sandsynligheden for at netop den morgen, ved vores badested, netop vi skulle finde ham? Efter at vi havde ringet til politiet, blev vi grebet af forskellige følelser. Først en basal omsorg for den stakkels mand. Et stort behov for at beskytte det døde menneskes værdighed og få ham væk og ud af vandet. Han skal da ikke ligge der i vandet længere. Det virkede derfor som årtier inden han blev fisket op. Dernæst en flovhed over det valg og den valgkamp. Grebet af skam.

Tænk, at valget blev vundet på at angribe ham, den druknede mand i vandet. Tænk, at de svageste og mest udsatte stakler fra bunden af samfundet skulle have så mange spark. Hvis det så havde været Grækenland, men nej, aldrig har det gået bedre i Danmark og aldrig har hjerterummet været mindre. Aldrig har vinmenuerne været dyrere og bedre. Aldrig er der blevet serveret så mange koldrøgede knoldselleri rullet i fermenteret karl johan.

Dernæst blev vi grebet af en stor modløshed. Det virkede som en uoverskuelig opgave for det danske samfund. Hvordan skulle vi småfolk dog kunne forløse al verdens gru og død? Som om verdens flygtningestrømme og menneskevandringer er for store til vores lillebitte land. At indkvartere disse mennesker i Udkantsdanmark uden sprog, uden muligheder og uden fremtid virker håbløst. De bliver aldrig nogensinde integreret, fordi de er et andet sted. Opskriften på en katastrofe, hvis omfang vi ikke kan forstå eller se.

Han var druknet, men alle flygtninge virker druknet i vores land. De flyder rundt på må og få. De er livløse i vores land. Uønsket og ulykkelige, hvor døden kan blive den eneste mulighed. Uden forbindelse til Danmark, hjemsøgt af dæmoner fra fjerne krige og kontinenter. Skøre af krig og tortur, men også skøre af at være uønsket. Svimle og forvirrede i dette kolde land. De følger blindt drømmen om Europa, men de bliver glemt og gemt væk. Vi magter og agter dem ikke. Vi har ikke sovet ordentligt, siden vi fandt ham. Vi er med i et andet menneskes mareridt.