Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En død løve

Deres dissektioner er typisk danske på samme måde som kvindernes flade sko og mændenes tennissokker; som de prunkløse danske møbler og de flade leverpostejsmadder.

Anna Libak Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For folk i den vestlige verden, der i årevis har stortudet over Mufasas død i »Løvernes Konge«, er det kommet som et chok, at danskere igen giver sig til at partere vilde dyr offentligt.

For hvorfor skal man i Danmark absolut sprætte alle Disney-filmenes hovedrolleindehavere op for øjnene af små børn? Det er meget godt, at de danske zoologiske haver i København og Odense forsvarer sig med, at det skam er helt, helt normalt, vi bestiller faktisk ikke andet end at nedlægge vilde dyr i fangenskab og fryse dem ned til partering, men så mange giraffer og løver går der vel heller ikke omkring i Danmark? Ville det trods alt ikke være lidt mere normalt, hvis man offentligt parterede sortbrogede malkekøer eller Dansk Landrace-grise?

Den mistanke har bredt sig, at der er noget demonstrativt i disse dyredissektioner. Det er, som om man virkelig vil anstrenge sig for at vække opsigt verden over. I sin tid nøjedes man med ikke med at partere giraffen Marius, nej, løverne skulle absolut fodres med hans lemmer bagefter. Denne gang har man så valgt en løve: Velvidende, at verden slet ikke er færdig med at sørge over tabet af hanløven Cecil, der blev skudt i en nationalpark i Zimbabwe i sommer af en amerikansk tandlæge på safari. For selv at undgå at blive skudt har tandlægen efterfølgende måttet sværge på, at han ikke vidste, at det var Cecil.

Hvad er det, de danskere død og kritte vil bevise? Ja, de vil afromantisere verden; de vil punktere myter og gøre op med tabuer, for de er prosaiskhedens og praktiskhedens provokatører.

Deres dissektioner er typisk danske på samme måde som kvindernes flade sko og mændenes tennissokker; som de prunkløse danske møbler og de flade leverpostejsmadder. Ligetil og funktionelt. En løve er ikke farlig eller nuttet: Den er kød, fedt, knogler og organer, der kan skæres ud i regelrette stykker, når man har henrettet dyret med en boltpistol og frosset det ned.

Og det usentimentale gælder ikke bare forholdet til døden, men også forholdet til livet. Hvor andre landes borgere svæver rundt i den vildfarelse, at sex er så frækt og farligt forførerisk, at man ikke taler åbent om det, har vi danskere valgt at se anderledes praktisk på det. Som en metode til børneproduktion.

Spies’ annonce »Do it for Denmark« er på det seneste gået den vestlige verden rundt med sin ligefremme opfordring til bedsteforældre om at sende deres børn på solferie, så de kan få lyst og tid til sex og producere nogle børnebørn. Der er produceret seks demonstrationsvideoer med gymnastiske parøvelser, der fremmer sexlysten og øger helsen på solferien. Buk, stræk, bøj, ånd ud. Og i samme bollegade (undskyld) var lørdagens familieprogram på DR »Knald for Danmark«, der skal bringe befolkningstallet op. Et koncept, vi har helt for os selv, og som nok er vanskeligt at eksportere. Briterne og tyskerne er ikke klar til »Fuck for Britain« eller »Knall für Deutschland«.

 

For at sige det, som det er: Jeg tror ikke, vi får held med at oplyse resten af verden. Og ikke primært, fordi de andre er formørkede. Men fordi livet er sjovere, når sex er frækt, og en løve er farlig.