Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En bombe under velfærdssamfundet

Birthe Rønn Hornbech: Det er en bombe under det danske velfærds­system, hvis man bare kan komme forbi Danmark og så medtage offentlige ydelser til hjemlandet eller et andet EU-land.

Vejen er ikke at blæse på EU-Domstolen, skriver Birthe Rønn Hornbech. Vejen er at reformere vores eget velfærdssystem, for eksempel ved at indføre forsikringsordninger. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan godt være, at integrationsministeren mener, at de, der gør opmærksom på udviklingen i EU-Domstolen, er hysteriske kællinger. Jeg mener nu med mere end tre års direkte erfaring med EU-Domstolen i mit arbejde, at der er tale om rettidig omhu. Det er aldeles klassisk og går tilbage til den græske tragedies tid, at det er budbringeren, der slås ihjel. Det får bare ikke problemerne til at forsvinde. Sagen er jo, at Danmarks EU-forbehold stort set ikke kan dæmme op for EU-Domstolens aktivistiske virke. De fleste domme, der har konsekvenser for udlændingelovgivningen i Danmark, vedrører ikke det forbeholdsbelagte område. De fleste domme vedrører princippet om arbejdskraftens og personers frie bevægelighed. Det er et princip, Danmark er bundet af. Det er et princip, som danskerne stemte ja til i 1985, og det er et princip, som er godt og nødvendigt i en moderne verden. Derfor slår EU-Domstolen ned på enhver nok så lille hindring for denne frie bevægelighed, også selvom EU-retten dermed udvikles i en retning, som ingen havde tænkt på i 1985. Dertil kommer, at den frie bevægelighed ikke kun omfatter EU-borgere, men i stigende grad også tredjelandsborgere. På grund af en gammel EU-aftale med Tyrkiet ser man i en række afgørelser og domme tillige, at tyrkernes retsstilling nærmer sig EU-borgernes. Det har vi været nødt til at tage højde for ved lovændringer i Danmark, og det kan man blandt andet også læse sig til i det sidste lovforslag om pointsystemet i familiesammenføringssager, der har været i høring.

Man kan så spørge, hvorfor den politiske del af EU, ministrene og Parlamentet, ikke blot stopper Domstolens aktivisme ved at ændre EU-reglerne. Det har jeg på Danmarks vegne forsøgt og som bekendt uden held. Der er mange grunde til, at dette at arbejde for ændrede regler, som stadig må være hovedprioriteten for at stoppe EU-Domstolen, slet, slet ikke er tilstrækkeligt. Dels er dette at få ændret EU-reglerne en besværlig og langsommelig proces. Dels aner man ikke ved for eksempel at åbne forhandlingerne om opholdsdirektivet, om andre lande går i den stik modsatte retning, så direktivet set fra et dansk udlændinge­politisk synspunkt ender med at blive værre. Dels skal man være opmærksom på, at der slet ikke i andre lande er den samme debat om EU-Domstolen, som der er i Danmark. Endelig skal man være opmærksom på, at andre lande ikke har den samme interesse i sagen som Danmark.

Og her er vi ved sagens kerne. Det her drejer sig ikke blot om om antallet af opholdstilladelser til tredjelandsborgere. Det drejer sig også om antallet af opholdsbeviser til EU-borgere, der med benyttelsen af den frie bevægelighed får en række afledte rettigheder, der kan blive meget mere indgribende for Danmark end antallet af opholdstilladelser og opholdsbeviser. Udviklingen i EU-retten drejer sig om intet mindre end det danske velfærdssamfunds fremtid. Det drejer sig om offentlige ydelser. EU-retten udvikler sig kun i én retning, nemlig i retning af at sidestille EU-borgere og andre borgere, der opholder sig i Danmark eller har udøvet den frie bevægelighed og har været i Danmark, men som er rejst hjem igen. Derfor må vi udvise rettidig omhu. Det er en bombe under det danske velfærds­system, hvis man bare kan komme forbi Danmark og så medtage offentlige ydelser til hjemlandet eller et andet EU-land. Vejen er ikke at blæse på EU-Domstolen eller vente på de andre lande. Vejen er at nytænke vort eget velfærdssystem, der slet ikke er gearet til en moderne verden. Derfor har jeg i regeringen talt meget for at få indført et optjeningsprincip, og der er i forbindelse med finanslovaftalen nedsat et tværministerielt udvalg, der skal se på sagen. Jeg har også givet udtryk for, at jeg ikke tror, at optjeningsprincippet mere er tilstrækkeligt. Princippet har nemlig sine grænser, hvis vi skal overholde internationale konventioner.

Vi er nødt til at tænke nyt. Helt nyt. Vi er nødt til at se på, hvordan andre lande har indrettet sig med for eksempel forsikringsordninger, samtidig med at vi sørger for at samle de svageste op, ligesom vi i det hele taget ikke må svække borgernes velfærd. Men tør vi ikke tænke i helt nye reformer, så undergraver vi vort eget velfærdssamfund. Vi kan naturligvis ikke i længden leve med, at Danmark ikke har kontrol med, hvem der har krav på offentlige ydelser fra den danske statskasse.