Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ad gangen!

Jeg vil gerne mene noget om det selv, men støjen fra både kandidater og deres followers er ulidelig.

Bente Dalsbæk Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er morgenen efter den seneste TV-duel mellem hende, der har nøglerne, og ham, der gerne vil snuppe dem. Har en ven i røret, som er mere end almindeligt interesseret i politik: Hvis jeg ikke havde set ham spise helt almindelig mad, ville jeg tro, at han kun tog næring fra meningsmålinger, analyser og valg-TV.

Duel i DR mellem Løkke og Thorning Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft.

Han hører til blandt dem, der gerne ser at nøglerne til Statsministeriet skifter hænder, og derfor nåede jeg ikke ret meget længere i min kommentar til omtalte TV-duel end til at sige: »Åh, den dér bemærkning:’Der er så meget, du ikke forstår’, hvor var den bare…«

»Det er spin!« blev jeg afbrudt. »Det er S’ strategi – det skal hedde sig, at Løkke var sexistisk, og du skulle tage og læse...« Inden navnet på analytikeren, der havde tænkt samme tanker som han i den anden ende af røret, helt havde forladt hans læber, afbrød jeg ham. Man har vel set statsminister-taburet-bejler-TV. Stoooop!« røg det ud af mig. Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det var ikke særlig høfligt af mig. Og uhøflighed er som bekendt ikke noget godt udgangspunkt for en samtale. Men jeg kunne mærke noget. En vrede. Den boblede op nede fra maveregionen, hvor jeg pludselig genkendte, at den havde siddet lidt på spring siden et par dage inde i valgkampen.

Egentlig havde jeg tænkt mig at sige, at jeg fandt bemærkningen nedladende uden at kønsbestemme den, ligesom jeg fandt, at statsministerens »Århjada« eller noget i den retning, havde samme tone. Efter min smag. Men det nåede jeg aldrig til, før jeg arrigt måtte lukke diskussionen på en – også efter min smag – temmelig barnlig måde, der mindede mig om de gange, hvor forældre, lærere eller andre besserwizzere havde haft travlt med at fortælle mig, hvad jeg skulle mene, før jeg var færdig med at finde ud af det selv. Jeg er klar over, at jeg lød som et barn, der smækkede hænderne for ørerne, mens jeg messede »Lalalalala«, fordi de voksne sagde noget, jeg ikke gad høre.

 

Og jeg vil faktisk gerne høre, hvad der bliver sagt af statsministerkandidaterne, men jeg vil gerne mene noget om det selv. Men støjen fra både kandidater og deres followers er ulidelig. Sidstnævnte særdeles aktive på de sociale medier: En DR-undersøgelse viste, at halvdelen af det, der f.eks. blev tweetet med hashtagget »drdinstemme« under omtalte debat, kom fra bare 158 profiler. Heraf havde 147 ifølge DR et fast ståsted enten bag den ene eller den anden kandidat.

Jeg er skam selv mere end almindeligt interesseret i politik, og ved Gud også i dette valg, og jeg prøver så vidt muligt at orientere mig på mange forskellige planer, inden jeg skal ned og afgive min stemme. Med streg under »min«. Ikke andres.

Vi er kun halvvejs i valgkampen, og jeg er ved at kaste alt den »tyggede mad«, jeg får serveret igen. Jeg når dårligt at summe med mig selv over f.eks. en TV-debat, inden jeg får serveret en »vinder«, og min personlige oplevelse af noget, der straks skal sættes ind i en kontekst, hvor jeg bliver gjort til et spin-offer uden egen vilje eller vurdering. Derudover er jeg mildt sagt heller ikke stærkt interesseret i at høre flere skærmbårne skænderier. Tror derfor jeg vælger »Mor-modellen« de næste uger: Hører fra nu af kun de direkte involverede selv. Og kun én ad gangen.