Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En 30 år gammel tale leverer nøglen til mysteriet Viktor Orbán

Hvordan kunne Ungarn falde for den højrenationale populist Viktor Orbán? Midt i fejringen af Jerntæppets fald kan en fantastisk, 30 år gammel tale give nogle svar.

Viktor Orbán, engang liberal revolutionshelt, i dag en autoritær leder, som tordner mod Vestens liberale værdier. Her er han på scenen under en markering af den ungarske opstand mod Sovjetunionen i 1956. Foto: Ritzau/Scanpix/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: FERENC ISZA

Det kan blive akavet, når Angela Merkel og Viktor Orbán på mandag skal stå på grænsen mellem Østrig og Ungarn og fejre 30-året for, at der gik hul på Jerntæppet.

De to politikere står som symboler på to vidt forskellige visioner om Europa. Den tyske kansler repræsenterer troen på den liberale verdensorden, EU og de åbne grænser, mens Viktor Orbán bekender sig til »det illiberale demokrati«, nationalistisk kritik af EU og grænsehegn.

Under flygtningekrisen i 2015 stod de på hver sin side. Merkel bød én million asylansøgere velkommen, mens Orbán lukkede Ungarns sydlige grænser for at standse menneskestrømmen. 19. august 1989 gjorde den daværende ungarske regering det stik modsatte. De sidste kommunistiske ledere gik med til, at en grænsepost til Østrig kunne blive åbnet i tre timer, så folk for en en kort stund kunne opleve et Europa uden grænser. Det var ideen bag »den paneuropæiske picnic«, som bl.a. et nyt ungarsk oppositionsparti, Fidesz, støttede op om, og da grænsen blev åbnet, udnyttede mindst 600 østtyskere muligheden til at flygte til Vesten. Dermed var den første sprække i Østblokken slået.

Invitation til skovtur. Flyveblade blev runddelt i dagene op til »den paneuropæiske picnic« på grænsen mellem Østrig og Ungarn 19. august 1989. Østtyskere, der opholdt sig i Ungarn som turister, benyttede den korte åbne af grænden og flygtede til Vesten. Foto: Ritzau/Scanpix/AFP  Fold sammen
Læs mere
Foto: ATTILA KISBENEDEK.

Resten er stort set lykkelig historie om europæisk genforening, men i dag føles det ofte, som om vi er kommet langt fra drømmene fra 1989. Især når vi taler om Viktor Orbán – en mand, der selv kæmpede for demokrati tilbage i 1989, men som i dag monopoliserer magten i sit land ved at bringe presse, universiteter og domstole under sit partis kontrol.

Hvordan kunne den liberale revolutionshelt forvandle sig til en højrenational folkeforfører? Det er et spørgsmål, som ikke bare optager vesteuropæiske journalister, men også de ungarere, der har fulgt Orbán, siden den første gang oplevede ham under en skelsættende TV-transmission i 1989.

Østtyskere strømmede over til Østrig, da Ungarn endegyldigt åbnede grænsen 11. september 1989. Foto: Ritzau/Scanpix/Reuters Fold sammen
Læs mere

Det var 16. juni. 250.000 mennesker var samlet på Heltepladsen i Budapest, og hele nationen så med i fjernsynet, da fem ledere fra opstanden mod Sovjetunionen i 1956 skulle genbegraves. Højtideligheden forekom stiv, de første talere var stadig bundet af årtiers indlært forsigtighed, men så tonede den 26-årige Viktor Orbán frem på scenen, ubarberet, med åbentstående skjorte og viltert hår, netop hjemkommet fra Oxford, hvor han studerede filosofi på et George Soros-stipendium.

Viktor Orbáns tale på Heltepladsen 16. juni 1989, her med tyske undertekster:

Viktor Orbán holdt en tale på syv minutter, hvor han tordnede mod de gamle kommunistiske ledere og deres hykleri. Hvordan kunne de tillade sig at stille sig op ved heltenes kister efter, at de havde tvunget unge generationer til at blive undervist med »forfalskede lærebøger« om opstanden i 1956? Orbán, der repræsenterede de unge demokrater i Fidesz, hamrede budskaberne ind: »Kommunisme og demokrati er uforenelige«, »tro ikke at partistaten vil forandre sig af sig selv« og endeligt et krav om frie valg og en hurtig tilbagetrækning af de russiske tropper.

En poleret propaganda-udgave af Viktor Orbáns tale 16. juni 1989 med Scorpions' »Winds of Change« som underlægningsmusik:

I dag smører Orbáns propaganda-apparat tykt på, når talen mindes, men der er ingen tvivl om, at hans ord faktisk havde en virkning dengang. Og det er så den samme mand, som i dag er ved at opbygge sin egen etpartistat, mens han hvæser mod Vestens liberale værdier og flirter med antisemitisme i kampagner mod sin gamle sponsor, den ungarsk-amerikanske milliardær George Soros.

Forvandlingen kan forekomme utrolig, men talen giver os nogle spor til at forstå nutidens Viktor Orbán og hans appel i den ungarske befolkning.

Man skal for det første bide mærke i, at Orbán ikke taler om demokrati som en universel ide. Han efterlyser en national revolution for at opnå uafhængighed og henviser også til den ungarske revolution i 1848, der var et mislykket forsøg på at opnå selvstændighed fra habsburgsk styre. Den russiske besættelse må høre op, siger Orbán i 1989, og heri ligger en østeuropæisk erfaring, vi i Vesteuropa ikke altid forstår. National selvstændighed er her en nyskabelse, og mindet om en internationalistisk herskende magt fylder stadig i den kollektive hukommelse.

»Det giver fin mening, når Orbán i dag er kold over for vesteuropæisk politisk korrekthed. Han agerer ud fra sine instinkter og erfaring. Han har en tro på, at normbryderen kan ende som vinderen.«


Nøgle nr. to i Orbáns tale fra 1989 er både politisk og psykologisk. Orbán udviste den dag på Heltepladsen en slående evne til at bryde med konventionerne og derved rykke på de faktiske magtforhold. Derfor giver det fin mening, når Orbán i dag er kold over for vesteuropæisk politisk korrekthed. Han agerer ud fra sine instinkter og erfaring. Han har en tro på, at normbryderen kan ende som vinderen. Mht. grænsekontrol må man sige, at han fik ret. Tyskland, Frankrig, Østrig, Danmark, Sverige og flere andre EU-lande indførte grænsekontrol efter, at Ungarn begyndte at rejse grænsehegn i juni 2015.

Heltepladsen i Budapest 16. juni 1989. Viktor Orbán fik sit politiske gennembrud ved genbegravelsen af Imre Nagy og fire andre ledere fra 1956-opstanden. Foto: Rutzau/Scanpix/AFP Fold sammen
Læs mere

Endelig kan man læse Orbáns 1989-tale som et klassisk forvarsel om oprøreren, der ender med at efterligne den diktator, han har væltet. Når Orbán i dag arbejder på at genskrive ungarsk historiefortælling, så han fx møder kritik for at underspille Ungarns rolle i Holocaust, agerer han som de kommunistiske magthavere, han kritiserede i 1989. Orbáns søgen mod det autoritære og den korrupte uddeling af vennetjenester for at befæste magt er også hentet ud af en historisk erfaring. Orbán er blevet førerhunden i en politisk kultur, som han i 1989 opponerede imod.

Det er oplagt, at personlig kynisme ligger bag Viktor Orbáns politiske rejse, men magtbegær er ikke det eneste interessante fænomen her. Om vi i Vesteuropa kan lide det eller ej, er en stor del af forklaringen på Orbáns succes, at hans personlige fortælling passer ind i en national fortælling, som mange ungarere kan se sig selv i.