Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Embedsmanden er gået fra at være helt til at være skurk

Når man læser i store dele af den politiske danmarkshistorie, som den fortælles de seneste 20 år, finder man en veneration for store embedsmænd, der ofte lobhudles som velfærdens nationbuilders.

Tag nu Holger Horsten (1908-87), der var direktør for børne- og ungdomsforsorgen i 20 år og formentlig prægede sit felt mere, end nogen politiker har gjort. Det synes vanskeligt at finde faghistorikere eller politikere med historisk bevidsthed, der anser det for forargeligt, at disse embedsmænd spillede en toneangivende rolle – under politisk ansvar naturligvis.

De var helte, nu er de altid en potentiel skurk. I dag appelleres der til fyring af navngivne embedsmænd for åben skærm. Her kan man gratis hænge dem ud, når man nu hverken vil eller kan få ram på ministeren endsige regeringen. I uddannelsesverdenen er det navnlig Moderniseringsstyrelsen og navngivne embedsmænd, der ikke alene hånes, men beskyldes for totalitær virksomhed. Med den revitaliserede elitekritik og de sociale mediers konstante nærvær synes tavsheden fra embedsværket nærmest selvbekræftende.

På Facebook læste jeg forleden fra en tidligere fagredaktør, at Finansministeriets folk sådan går og forhindrer, at minister og forligspartier kan komme igennem med deres ønsker. I sin helt enkle form kan det sagtens være sandt, idet Finansministeriet på regeringens vegne forvalter en række mandater og formidler store dele af den overordnede politik, også til fagministerierne (spørg blot Knud Heinesen, hvordan alternativet hertil føltes på vej mod afgrunden i slutningen af 1970erne), men udsagnet og dets modtagelse i ekkokammeret lægger op til dæmonisering af institutionen frem for drøftelse af det politiske mandat, den tjener og forvalter. Det rejser flere spørgsmål.

For det første, at embedsmænd har interesser. Det er så sandt og så velkendt i bureaukratiteoriens og politologiens historie – ligeså vel, at de skal balanceres af klare principper, herunder dyder som dem, det såkaldte Bo Smidt-udvalg anbefalede. For det andet agerer embedsmænd sjældent uden for politisk mandat, men sætter ofte en langsigtet kurs gennem deres anbefalinger og rådgivning, der kan være knyttet til en bestemt sag, et særligt reformparadigme eller en teori. Tænk bare på Miljøstyrelsen eller Uddannelses- og Forskningsministeriet. Men de kan modsiges og til enhver tid ændres. Det er alene et spørgsmål om politisk vilje, mod og gode argumenter. Og stædighed.

For det tredje gør embedsværket sig sårbart ved altid at reagere tilknappet på skandaler. Det lever med udskamningen, ændrer lidt og håber, det går væk. Stiller måske op til en debat på Folkemødet. Men man lader sig sjældent (aldrig?) vurdere af fagfæller, interessenter og peers. Ikke som i en slatten survey eller tre interviews, men i en dyb analyse, der kan tåle offentliggørelse. Dermed risikerer man at bidrage til dæmoniseringen. Man tåler frem for at legitimere sig. Men hvordan legitimere sig, når det er noget, ministre og politikere gør?