Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Embedsmændene har taget magten i Danmark

Simon Emil Ammitzbøll: Nutidens politikere er simpelthen for svage – der mangler mod, principfasthed og integritet. Vi får aldrig ændret noget som helst grundlæggende, hvis vi ikke træffer modige politiske beslutninger og holder fast i dem. Også selvom embedsmændene måtte mene noget andet.

Simon Emil Ammitzbøll, Politisk ordfører, Liberal Alliance Fold sammen
Læs mere
Foto: H.O. / Liberal Alliance

Fører Helle Thorning-Schmidts regering ægte borgerlig politik? Var det bestemt på forhånd, at alle valgløfterne skulle brydes? Bestemmer de Radikale det hele? Svaret på alle tre spørgsmål er et helt simpelt nej. Alligevel bliver spørgsmålene diskuteret igen og igen i medierne, og det skyldes nok, at den egentlige årsag til, at dansk politik har udviklet sig til en sørgelig suppe af apati, løftebrud og kujoneri, er skjult og svær at gribe fat i.

Sandheden er nemlig, at embedsværket lige så stille og umærkeligt har overtaget styringen af landet. Mens de politiske sager er blevet mere og mere komplicerede, har medierne stillet stadig større krav til politikerne om hurtighed, overfladiskhed og one liners, og det har givet embedsmændene et kæmpestort albuerum.

Ministrenes fokus er i dag ofte rettet mod medierne i stedet for de politiske sager. Og det er klart, at embedsmændene er nødt til at tage over – og gør det – hvis der ikke er nogen tydelig politisk ledelse. Derfor bliver alt for meget politik reelt besluttet af fagfolk, der nok er dygtige, men altså ikke folkevalgte.

Udover det demokratiske aspekt, som er alvorligt nok i sig selv, er det også et styringsmæssigt aspekt. Der er nemlig en indbygget inerti i embedssystemet. Man gør det, man plejer at gøre. Det er fornuftigt nok, for man kan jo ikke opfylde den dybe tallerken hver eneste dag – landet skal fungere på alle områder og ned i alle detaljer, og det kan det kun, hvis man følger nogle velafprøvede rutiner. Men meningen er så netop, at udvalgte områder skal ændres og reformeres i takt med vælgernes ønsker og behov og den generelle udvikling. Hvad det er for nogle områder, og hvad der skal ændres – det skal vælgerne og dernæst politikerne bestemme.

Men er denne politiske ledelse fraværende, betyder det, at politikken bliver den samme, uanset hvem der sidder i regering. Det betyder, at dansk politik reelt står stille – også selv om medierne rapporterer om reformer og slagsmål og politiske forslag. Noget skal de jo skrive.

Denne politiske stilstand er faktisk en af hovedårsagerne til, at den nuværende regering har brudt så mange løfter. De ville nogle ting, før de kom til, men det meste har de droppet igen. Eksemplerne står i kø: offentlighedslov og lømmelpakke, randzonelovgivning, tillidsreform og afgiftskaos. På alle disse områder har regeringen – trods løfter om det modsatte – simpelthen bare overtaget den politik, som allerede lå og ventede i ministerierne under VK-regeringen.

SFs formand Anette Vilhelmsen, som partiets medlemmer valgte på grund af hendes politiske ideer, lyder i dag fuldstændig som en embedsmand. Villy Søvndal, som ville en masse nyt med blandt andet dansk Tibet- og Palæstina-politik, mistede gejsten, da han blev udenrigsminister. Danmark mener det samme om Tibet og Palæstina, som vi altid har gjort. Før valget var Socialdemokraterne og SF enormt kritiske over for Finansministeriets regnemodeller. I dag står Bjarne Corydon vagt om de selvsamme modeller.

Og VK-regeringen var ikke meget bedre. Da Anders Fogh kom til i 2001, ville han blandt andet en masse på retsområdet – han ville have strengere straffe, men hvis man ser nøgternt på det, skete der faktisk ikke rigtig noget på den front. Justitsministeriet gjorde, hvad Justitsministeriet altid har gjort.

Jeg klandrer overhovedet ikke embedsmændene. Enhver dygtig mand eller kvinde vil søge mest mulig indflydelse i eget job – sådan er det, og sådan skal det være.

Jeg klandrer heller ikke medierne. At den politiske dækning skal kunne forstås af alle er sådan set en sympatisk og demokratisk tankegang, og derfor vil jeg selvfølgelig ikke tilbage til tidligere tiders mikrofonholderi, hvor politikerne kunne sidde i hele og halve timer og ævle løs uden modspil. Tydelige konfliktlinjer og budskaber, der er korte og klare, er en del af det politiske game i dag, og det hverken kan eller skal man ændre på.

Men jeg klandrer min egen stand, politikerstanden. Nutidens politikere er simpelthen for svage – der mangler mod, principfasthed og integritet. Vi får aldrig ændret noget som helst grundlæggende i det danske samfund, hvis vi ikke træffer modige politiske beslutninger og holder fast i dem, også selvom det tager tid, og også selv om embedsmændene måtte mene noget andet.

For verden står ikke stille. Borgernes behov og ønsker skifter. Der er altid brug for politisk ledelse, for reformer og ændringer. Og det gælder da særligt i en tid som vores, hvor den økonomiske krise raser, hvor arbejdspladser fosser ud af landet, og hvor Danmark rasler ned af listen over verdens rigeste lande.

Så her en bøn til ministre af enhver farve: Hvis medierne kræver for meget tid, så sig nej tak – i sidste ende tæller dine politiske resultater alligevel mere end en enkelt medieoptræden fra eller til. Respekter embedsmændenes faglige viden, men hold fast i dine egne ideer.

Så vil vælgerne måske igen en dag kunne mærke, hvilken regering de har stemt til magten.