Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Embedsmændene er de sande magthavere – ikke politikerne

De store systemreformer i København – og på Christiansborg – udebliver og er umulige for politikere at gennemføre på grund af embedsmændenes jerngreb på dansk politik.

Københavns Rådhus, Kommunevalg 2017 Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Jeg har været kommunalpolitiker i godt og vel et års tid, og én ting står lysende klart: Det er ikke politikerne, der bestemmer i politik. Det er embedsmændene.

Som politiker opdager man hurtigt, at man er afhængig af »djøffernes« enorme viden, tekniske indsigter og deres faglighed. De er dygtige. Uanset om det handler om beskæftigelse, gebyrer, lokalplaner, boligregulering eller noget helt femte, er det præget af en høj grad af kompleksitet. Så kompleks, at politikerne har mistet overblikket.

Alex Vanopslagh Fold sammen
Læs mere
Foto: Alex Vanopslagh SH Steen Brogaar.

Tidligere i år skulle budgetpartierne i Teknik- og Miljøudvalget udmønte nogle besparelser på flere millioner. Ad de mest tilfældige og heldige omveje fandt vi udgifter, som ingen af os anede eksisterede. Det stod klart, at ingen af os havde et reelt overblik over, hvad skattekronerne går til i den forvaltning.

På samme måde har embedsmændene i Københavns Kommune i årevis kunnet skjule for politikerne, at gebyrerne har været ulovligt høje – selvom lige præcis gebyrområdet har haft stor politisk bevågenhed.

Nu må I ikke tro, at problemet er isoleret til Københavns Kommune.

Næh, hvorfor tror De, at man ikke har formået at løse udfordringerne hos Skat? Fordi det er for komplekst. Og hvorfor tror De, at ingen politikere eller regeringer er lykkedes med en markant regelforenkling af den offentlige sektor? Fordi det er for komplekst. Eller hvorfor tror De, at et socialt frikort (skattefradrag til socialt udsatte) koster 29 ud 45 mio. kroner i administration og bureaukrati?

Udfordringen er særligt, at embedsmændene er fageksperter. De sidder på vidensmonopolet. De vil altid være klar med jura og komplekse forklaringer om, hvorfor lige præcis dé har ret – og at dit politiske forslag ikke kan lade sig gøre. Det oplevede jeg selv som lokalpolitiker i København, da vi behandlede reglerne for konkurrenterne til kommunens bycykel, som kommunen mente, man kunne stille alskens urimelige krav til. Det var svært som fritidspolitiker at udfordre det vidensmonopol, som embedsmændene besad. De påstod jo at være saglige og handle ud fra forvaltningsretlige principper – ikke politiske.

Heldigvis greb nogle embedsmænd fra staten ind – Transportministeriet konkluderede, at Teknik- og Miljøforvaltningen handlede usagligt og i strid med forvaltningsretlige principper. Jo, jo – systemets overherre er systemet selv. Havde de ikke grebet ind, ville forvaltningens embedsmænd være sluppet af sted med det. Går den, så går den. Og det gør den som regel, når kommunale fritidspolitikere ikke kan matche vidensmonopolet hos embedsmændene.

Efter at have arbejdet i knap tre år som lobbyist, har jeg ingen grund til at antage, at det er anderledes på Christiansborg. Politikere kan have saglige, seriøse ønsker (og et flertal), som hældes ned ad brættet hos embedsværket med systemlogik og »fagekspertise«.

Politikere, der ønsker større systemreformer eller at vende tingene på hovedet, kan groft sagt vælge mellem at give op (pyha, det er for komplekst og uoverskueligt) – eller nedsætte en taskforce, en kommission eller arbejdsgruppe bestående af embedsmænd og systemlogik. Og de kommer jo ikke frem til det store.

Der er bare naturlige begrænsninger på, hvor meget en bureaukrat kan revolutionere bureaukratiet. Han kan til gengæld fortælle dig en masse gode, saglige grunde til, hvorfor revolutionen slet ikke lader sig gøre.