Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Elsk nu bare din julebrandert

I en tid, hvor så meget handler om selvkontrol og Instagram-moments, så elsk da din julebrandert med al dens snublen på dansegulvet, utidige betroelse og falden i søvn på toilettet.

Birgitte Borup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg hører til dem, der siden ungdommen har tilbragt et pænt antal søndage ude på tømmermændenes overdrev. Jeg er med jævne mellemrum, grebet af festens momentum og almindelig ufornuft, gået til stålet i et omfang, der næppe er hverken passende eller klædeligt for en lyshåret dame fra provinsen. Jeg har sågar engang brugt en hovedpineramt eftermiddag på at google vilde brandertepisoder, der kunne tage toppen af skammen over egne pinligheder, og det var med en vis lettelse, at jeg fandt en historie om en mand, der havde rykket øret af sin chef i en gigantisk kæfert. Det fik unægteligt mine egne post-snapsale udfoldelser til at tage sig mere uskyldsrene ud.

Det er sikkert folk som mig, der burde klikke mest ivrigt på den rituelle decemberoplysning om fornuftig adfærd til julefrokosten. For nej, gu’ er det da ej sjovt at ligge der med alkoholblues, mens man forsøger at telepatere til McDonald’s, at de gerne må ekspres-sende en gang fritter. Men med alderen er jeg nået frem til den konklusion, at det modsatte ville være endnu værre. Hellere glide i Chardonnay’en engang imellem end aldrig at komme hjem med følelsen af at have overgivet sig til løssluppetheden og det gode selskab og ramt en festlig aften lige i måsen.

Jeg vil til hver en tid hellere høre til dem, der har deltaget i morgengryets vandring på værtshusdødsruten end dem, der altid går tidligt hjem for puritansk at snøre løbeskoene ved solopgang. Jeg hepper hellere på dem, der indimellem får trykket lidt rigeligt på festspeederen end dem, der konsekvent har foden på bremsen og sidder fire timer over det samme glas portvin. Intet er så trættende som folk, der altid tropper op med forhåndsmonteret overjeg og kun bidrager til, at festen visner hen i kollektiv angst for kontroltab. Og jeg føler en vis ærgrelse på mit køns vegne, når de kvinder, der engang dansede natten lys, nu nærmest opsøger undskyldningerne for at forvandle en vinøs aften til et hurtigt overstået missionsmøde. Uagtet hvilke anstrengelser, værten måtte have gennemgået, er der som regel en forkølelse i børneflokken eller en kagebagning næste morgen, der skal passes – mens de samme kvinders mænd gladeligt drøner direkte i hegnet og momentant fortrænger hækkeklipning og realkreditlån, når de får chancen.

Ryk ikke øret af chefen

Så til alle jer, der ligger tømmermændsbrak en gang eller tre her i december: Tillykke! I er formentlig en del mere underholdende end dem, der tog bilen hjem til midnat og fik malet udestuen om søndagen. I en tid, hvor så meget handler om selvkontrol og Instagram-moments, så elsk da din julebrandert med al dens snublen på dansegulvet, utidige betroelse af hemmeligheder og falden i søvn på toilettet. Og husk, at det, der ikke er glemt på mandag, med garanti er glemt på tirsdag. Så længe I ikke har rykket øret af chefen, så går det sgu nok altsammen.