Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Elon Muskdoktrinen

Tom Jensen, chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden var der en vældig interessant debat i Radio 24syv-programmet Cordua & Steno mellem to ingeniører. Den ene, Karl Iver Dahl-Madsen, fremførte det i disse så strambuksede og moraliserende politisk korrekte tider det frapperende budskab, at vi bare skulle bruge løs. Rejse med fly og æde røde bøffer. Teknologiske kvantespring ville løse de problemer, vi står over for, også med klimaet. Der er ingen grund til at piske os selv med skorpioner og flytte tilbage i jordhuler. Over for ham stod en anden ingeniør, der også er Alternativets miljøordfører, nemlig Christian Poll. Han holdt på det mere klassisk økologisk-bæredygtige synspunkt om, at vi måtte redde verden ved at holde op. Holde op med de røde bøffer, holde op med de mange flyrejser. Eller i det mindste: Holde igen. Man kan virkelig tale om to skoler i forhold til verdens udvikling i de kommende år: Skal vi udvikle eller afvikle os ud af problemerne, ud af klimakrisen, ud af ressourcespørgsmålet, ud af udfordringen med at mætte stadigt flere milliarder og tilmed forsyne dem med køleskab, internet og airconditionerede soveværelser i henhold til stadigt stigende behov.

Ind på banen kom så natten til 1. maj 2015 en iværksætter ved navn Elon Musk. Eller – iværksætter er måske et beskedent ord. Det er ham, der har skabt Tesla-elbilen, som er blevet en global succes – i hvert fald målt med hidtidige elbil-standarder. På et Apple-launch-lignende pressemøde i det vestlige USA smed han en trumf på bordet, som måske kan ende med at flytte meget. Inklusive hele den fastlåste diskussion om løsningerne på klimaudfordringen. Hans svar var den såkaldte Powerwall, en veldesignet batteriløsning, der på en enkel og billig måde gør det muligt at opbevare strøm genereret ved eksempelvis solvarme. Den ultimative vision ved Powerball’en er naturligvis en verden, som i rekordfart bliver uafhængig af fossile brændstoffer blandt andet ved, at hver enkelt husholdning i det meste af verden, herunder fjerne egne af Afrika, anskaffer sig sådan en dims og bliver sit eget elværk og kraftvarmeværk baseret på en uudtømmelig energikilde - Solen.

I sådan en situation går der som en naturlov ikke mange minutter, før kritikerne melder sig: Powerwall- en er slet ikke stærk nok som el-opbevarer. Den er stadig for dyr, hvis man udregner det per kilowatttime. Den er bare en sofistikeret udgave af hidtil kendte batteriteknologier. Og så videre. Hvilket alt sammen kan være rigtigt nok. Det er ikke sikkert, at Elon Musk og Tesla natten til fredag leverede svaret på alle verdens problemer. Men en handske er kastet. Og det er pointen her: Med de teknologiske udviklingsspring, vi kender fra de seneste årtier, er et godt gæt, at vi om ti år har en uendeligt forbedret batteriudgave sammenlignet med den, Elon Musk fremlagde forleden. Men han kastede handsken. Som Steve Jobs gjorde det med Mac-computeren og Edison med glødepæren. De der tror, at Jordens frelse sikres ved at afskaffe vækst og begrænse menneskers handlefrihed og udviklingsmuligheder, er i virkeligheden med til at skabe grundlaget for, at intet vil ske. For det er væksten og fremdriften, som i sidste ende skal finansiere de teknologiske kvantespring, der skal til for at redde kloden. Det gør man ikke i en jordhule.

Der gemmer man sig bare.