Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Elitefeministernes svigt

Karen West: Frihed. Venstrefløjens kvinder har solgt kvinders seksuelle frihed for at please korantro reaktionære kræfter og for at opretholde en indædt afstandtagen til højrefløjsliberalister.

I dag kæmper venstrefløjskvinder og venstrefløjsmænd for, at etniske minoritetskvinder skal have lov at gå hjemme for kontanthjælpen, og at de ikke skal tvinges bort fra hjemmet i et forsøg på at tjene egne penge. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 4. juni gik en gruppe kvinder, og mænd som sympatisører, med i en demonstration for retten til at klæde sig sexet uden dermed at blive betragtet som potentielle voldtægtsofre. Slut Walk, som den kaldes, har bredt sig til Europa fra Canada, fordi en canadisk præst har udtalt, at kvinder, der klæder sig sexet, selv er skyld i at blive voldtaget. Fuldstændig enslydende lyder det fra muftien fra Islamisk Trossamfund.

Ikke overraskende fra hardcore seksuelle undertrykkere, men det er ikke det mest interessante. Næ, for hvilke kvinder var det, der gik i demonstration? Var det døtrene af rødstrømperne? Nej tværtimod, det var unge og midaldrende borgerlige emanciperede kvinder, der åbent forsvarer de liberale frihedsværdier. Kvinder, der forsvarer retten til at klæde sig sexet eller ej, opføre sig sexet eller ej, retten til at sælge sex eller ej og ej heller vil blande sig i, hvordan kvinder definerer deres seksualitet.

I min ungdom ville det have været emanciperede venstreorienterede kvinder, der ikke ville finde sig i småperverse hellige mænds forsøg på at tryne kvinders seksualitet, der var gået forrest i denne Slut Walk-demonstration. Vi vandt kampen – dengang – os på venstrefløjen, ivrigt modarbejdet af konservative kræfter, der med alle midler forsøgte at dæmonisere, tryne og latterliggøre os i et desperat forsøg på at beholde den seksuelle magt. I dag er der ingen venstrefløjskvinder på gaden for at forsvare den seksuelle ligestilling. Men hvor er de så henne, og hvad kæmper de for?

Så vidt mit øje rækker står de sammen om bl. a. 8.marts-Initiativet, der med indædt iver vil kriminalisere mænd, der køber sex. Ja, de vil allerhelst forbyde prostitution, porno og sågar reklamer med halvpåklædte damer, der kunne give de stygge mænd slibrige tanker.

De har taget alle de hellige, både fundamentalistiske kristne og muslimer og andre sexforskrækkede, i hånden i kampen for den seksuelle u-ligestilling.

Nutidens venstrefløj, som jeg jo egentlig selv er en del af, forsøger i kampen for solidaritet og mangfoldighed at please alle bærerne af de kvindeundertrykkende kulturer. De ser med tilfredshed eller i hvert fald stiltiende på, at det forsvares, at kvinder skal pakkes ind i tøj, og ikke klæder sig udfordrende, fordi de dermed ville udstille deres ’farlige’ seksualitet.

Forleden hørte jeg fra en kvindelig offentlig skoleleder, der havde været i Sverige og diskutere integration, at en svensk kvinde i fuld alvor havde udtalt, at vi måske også burde begynde at forstå æresdrab! (Lader den lige stå!)

Jovist er vi ude i ekstremerne, men tendensen er i gang. På venstrefløjen vil vi jo bekæmpe de antimuslimske fløje med alle midler, åbenbart så indædt, at vi gør det fundamentalistiske undertrykkende kvindesyn til vores eget. Men skidt pyt, hvad gør man ikke i mangfoldighedens tjeneste?

Men rigtigt er det jo, at det er skadeligt for fællesskabet og mangfoldigheden at angribe folk med en anden religion. Det mener jeg om nogen, men behøver vi at gå så vidt, at vi giver køb på en af de mest revolutionære ligestillingskampe, som den seksuelle ligestilling jo vitterlig er? Var det ikke lige præcis de reaktionære kræfter, der undertvang kvinders seksualitet, som vi gjorde oprør imod?

Jeg var engang sikker på, at kampen var vundet, og vi havde besejret de reaktionære mænd, der hellere så os omgivet af småbørn og vasketøj, mens vi ventede på ham, der vendte hjem fra arbejdet og alfaderligt lagde husholdningspengene i kuverten.

I dag kæmper venstrefløjskvinder og venstre­fløjsmænd for, at etniske minoritetskvinder skal have lov at gå hjemme for kontanthjælpen, og at de ikke skal tvinges bort fra hjemmet i et forsøg på at tjene egne penge. Mændene og deres fæller jubler, fordi de så slipper for at udføre kvindearbejde, samtidig med at de sikrer, at kvinderne aldrig kunne risikere at få emanciperende tanker. Venstrefløjen anklager besparelserne på tolkeområdet, hvor man efter 7 år i landet ikke mere har ret til gratis tolkehjælp. Selvom vi ved, at netop de socialt belastede hjemmegående kvinder, når de familiesamføres, lynhurtigt bliver gravide og henslæber et liv med mange børn og uden jordisk chance for at lære dansk, godt gemt af vejen i ghettoerne blandt egne sprogfæller.

oerne, som vi ikke må kalde dem, men hvor den sociale kontrol af pigebørn og kvinder forsvares åbenlyst og så konsekvent, at de unge kvinder vælger tørklædet frem for at risikere at blive kaldt luder og blive behandlet som sådan. Til gengæld modarbejder venstrefløjen frie kvinders ret til at være sexarbejdere, fordi kvinder ikke skal have ret til at bestemme over deres egen krop, og at alle mænd, der køber sex, i venstrefløjens optik, kynisk udnytter de ’stakkels ofre’.

Vel vidende at jeg sætter problemerne på spidsen, så er det en kendsgerning, at de nye blå feminister er vor tids nye fortalere for kvinders frihed, og at de netop tolker friheden i ordets oprindelige betydning. I deres optik kan man vælge at være sexarbejder, men også karrierekvinde eller hjemmegående husmor. For dem handler det ikke om at være mere eller mindre politisk korrekte. De er frigjorte og netop ikke bundet af betontunge kvindelige elitefeministers fordømmelse af sexarbejdere, og de blå feminister støtter modige kvinders kamp mod den sociale kontrol i etniske minoritetsmiljøer. Venstrefløjens elitefeminister vil allerhelst kun lukke egne meningsfæller ind i varmen, og dermed er de godt i gang med at give køb på kvinders ret til selvbestemmelse.

Kære søstre og brødre på min egen fløj, der engang netop var den venstrefløj, der kæmpede for kvinders seksuelle ligestilling og ikke gik på kompromis med Grundlovens § 71 stk. 1:

Den personlige frihed er ukrænkelig.

Er den glemt, siden I ikke gik med i demonstrationen? Er den glemt, siden I ikke kæmper for etniske minoritetskvinders seksuelle ligestilling? Solgte man kvinders seksuelle frihed for at please korantro reaktionære kræfter og en indædt afstandtagen til højrefløjsliberalister?

For mig er friheden vigtigere end både partifarve og en ukritisk misforstået kulturforståelse!