Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Elitær foragt for almindelige danskere

Jacob Mchangama: Racismeparagraffen

Jacob Mchangama Chefjurist i CEPOS Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

I en kronik den 16/6 forsvarer Pia Justesen straffelovens §266b – den såkaldte racismeparagraf. For Pia Justesen er det afgørende argument for racismeparagraffen beskyttelsen af minoriteter.

Den uudtalte præmis synes at være, at der skal gælde forskellige regler for debat, når det gælder hvide kristne danskere, end når debatten drejer sig om danskere, som er jøder, sorte eller muslimer. Dermed slår Pia Justesen ind på den multikulturalistiske bane. Det multikulturalistiske forsvar for hate-speech lovgivning er dog i sig selv nedlandende overfor minoriteter.

Der er således en slående lighed mellem multikulturalisterne og de racister, hvis holdninger man vil forbyde. Begge strømninger definerer først og fremmest borgerne ud fra deres tilhørsforhold til en specifik gruppe baseret på race, religion m.v., frem for som individer med lige rettigheder og pligter. I Pia Justesens multikulturalistiske optik er minoriteter tilsyneladende per definition svage og udsatte.

Men muslimer, jøder og andre er ikke ofre, der skal have særlig beskyttelse. Det er en absurd påstand, at minoriteter i Danmark skulle have svært ved at komme til orde i offentligheden. Hvem er det lige der afholder muslimer, jøder, sorte eller homoseksuelle fra at komme til orde og tage til genmæle i debatten? Pia Justesen mener også, at en ophævelse af racismeparagraffen vil være udtryk for »flertalsstyre«.

Men det er tværtimod racismeparagraffen, der er udtryk for flertalsstyre. Det er en paragraf, der straffer udtalelser, som typisk kun deles af et fåtal af danskere, og som det store flertal af befolkningen heldigvis tager afstand fra. Pia Justesens ønske om et samfund uden racisme og diskrimination deler jeg til fulde. Men dette ideal kan ikke nås via straffeloven.

Man kan ikke tvinge folk til at tænke anderledes via straf, og fordi vi som mennesker er dybt uenige om mange ting, kan det derfor heller ikke være en menneskeret at være fri for krænkende udtalelser. I stedet må man søge at påvirke dem, man er uenige med via debat. Hvis vi mister troen på, at danskerne som flest kan håndtere at høre selv vederstyggelige udsagn, udviser vi en elitær foragt for den almindelige dansker og udstyrer lovgiver med en farlig magt til at definere, hvad der er acceptabelt at tale om.

Alf Ross har udtrykt det på følgende måde: »De folk, der vil værne befolkningen mod antidemokratisk propaganda, er som Odysseus der proppede voks i sine søfolks øren, at de ikke skulle høre og lade sig lokke af Sirenernes farlige sang (...)Hvis demokratiske ideer ikke har dybere rod i et folk, end at det ikke tør udsættes for antidemokratisk agitation, er dette folk ikke modent til demokrati.« At den danske befolkning godt kan håndtere at høre uhyrligheder demonstreres af den offentlige diskurs under Den Kolde Krig. I 1973 skrev VSeren Leif Varmark bl.a. »For at arbejderne kan leve, må de dræbe kapitalisterne. For at arbejderklassen kan komme til magten, må den sende borgerskabet i døden.«

Disse udtalelser var og er fuldt lovlige og førte som bekendt ikke til den slags masseudryddelser af »borgerskabet«, som man så i Sovjet eller Cambodja. Udskifter man »kapitalisterne« ’jøder’ eller ’muslimer’, ville Varmarks udtalelse være strafbar, da det tilsyneladende er værre at hade etniske og religiøse minoriteter end kapitalister (og hvad med handicappede, kvinder, politiske afvigere m.v.?). Men der er ingen grund til at tro, at danskerne skulle være mere fristede af et nyt Holocaust mod jøder eller muslimer end i at udrydde borgerskabet.