Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Elitær er det værste, man kan være i et demokrati

Med demokratiets sejrsgang de seneste århundreder har der sneget sig en dyb skepsis ind over for lærdom. Er ansættelsesudvalget folkevalgt, skal man for Guds skyld skjule, at man ved mere end udvalgets medlemmer.

debat
Foto: Kate Copeland

»Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste, ubetinget alt stort og ophøjets undergang«, skrev Søren Kierkegaard i sin dagbog i 1845.

Ingen har kommenteret onsdagens valg så klart som Kierkegaard, når han for næsten 200 år siden fortsætter:

»Det vil i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse – en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!«

Ramsaltede ord efter en valgkamp, hvor prisen på en pakke cigaretter fyldte ganske meget, hvor kulturpolitiske temaer var fraværende, og frit-i-luften-svævende-klima-tiltag blev så ophøjede, at man er et dårligt menneske, hvis man vender sit bedetæppe andre steder hen.

Vogtedes der på, hvem der mener og ligner de fleste mest? Jada. Flertallets normer skal være alles normer uanset, at det hedder sig, at mindretals rettigheder skal beskyttes. Mens man med sig selv finder eksempler på forbrydelser, man kan komme ud i, fordi statens flertalsdiktatur bestemmer, selvom den ligeså godt kunne blande sig udenom, så lad mig opholde mig ved den store teologs indledende konstatering:

Demokratiet er åndløst, »ubetinget alt stort og ophøjets undergang«. Den undergang er der mange eksempler på. Helt konkret kunne man pege på den forblommede kulturpolitik, der karakteriserer samtlige partier, fordi man definerer kultur som alt fra fodbold til tolvtonemusik. Derfor er den store kunst over år forsvundet ud af det offentlige rum. I stedet har vi noget, som pryder rundkørsler og offentlige bygninger, ingen kan huske, og ingen vil savne, hvis det forsvandt.

Når alle helst skal være som de andre, er elitær det værste, man kan være. Har man en kandidatgrad, skal man helst også have stået i Netto på sit cv. Med demokratiets sejrsgang de seneste århundreder har der sneget sig en dyb skepsis ind over for lærdom. Er ansættelsesudvalget folkevalgt, skal man for Guds skyld skjule, at man ved mere end udvalgets medlemmer.

En ufaglært lagerarbejder er ethvert partis store drøm, for så føler ingen sig ulærd, og det er der stemmer i. Det allerværste man kan være, er ekspert. Undtagen i cykelløb. Det bedste, man kan være, er at være helt ligesom alle andre lige der, hvor man er. Det har de 179, vi nu har valgt, derfor i de seneste uger været.

I Nordjylland har de været som nordjyder, og på Lolland har de været lollikker. Uanset, hvem de faktisk er. Eller de har gjort sig til ét med deres mærkesager, så de en-til-en lignede dem, der ville stemme på dem. Valgkamp er anstrengende, må vi forstå. Jeg forstår det kun, hvis det er, fordi man har haft travlt med at være noget andet end man er.

Vores Grundlov blev skrevet og vedtaget af datidens elite. Som årtierne gik udviskedes eliten, fordi alle skulle helst være ligesom det folk, man ville have stemmer – læs magt – fra. Forsvandt eliten? Selvfølgelig ikke. Vi har nu bare en skjult elite, der af oplagte grunde gemmer indsigtsfuldhed og brillante talenter, magt og indflydelse, for bliver det opdaget, ryger positionen aldeles omgående, og man bliver paria blandt sine egne.

Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg selv tilhører eliten. Jeg har også undertiden forsøgt at dække over min viden og kapacitet. Jeg havde aldrig fået et præsteembede, hvis jeg ikke havde gjort det. Er de så blevet vrede på mig efterfølgende? Nej, og det er det forunderlige. Tværtimod.

Skulle vi have haft en kejser i onsdags? Nejda. Men eliten skal hædres og opmuntres for netop at sikre respekt for lærdom og dermed demokratiets overlevelse på sigt. Her kan folkekirken for en gangs skyld vise vejen. Vi præster oplever nemlig, at vores lærdom og skarphed modtages med tak af menigheden.

Lige præcis denne side af det kirkelige troede Søren Kierkegaard ikke på. Han mente, at kirken var åndløs, fordi præsterne var levebrødsprædikanter. Sådanne præster har altid eksisteret. Men på denne pinsedag i forlængelse af et folketingsvalg må man bare konstatere, at præster hører til de få, der stadig har lov til at være klogere end alle andre, når vi står på prædikestolen. Elitært udfoldende indsigter som åndfuldt knytter mennesker sammen i glæde over det store og det ophøjede.

Glædelig pinse!