Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Eklatant historieløshed blandt danske politikere

Danske politikere udviser i disse år en eklatant historieløshed og mangel på forståelse for betydningen af det europæiske menneskeretssystem. Samtidig himler de op om, at andre underminerer den internationale retsorden.

Menneskerettigheder handler også om ligestilling, homoseksuelles rettigheder, adgang til domstole og en lang række andre ting, som vi tager for givet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen Fold sammen
Læs mere

I 1951 anlagde Oliver Brown en sag mod det amerikanske uddannelsessystem i den amerikanske delstat Kansas. Sagen skulle vise sig at blive banebrydende både for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og for vores forståelse af, hvad det vil sige, når domstole fortolker »dynamisk«. Brown var vred over, at hans datter Linda ikke kunne få lov til at gå i skole med hvide børn.

En højesteretsdom fra 1896 havde sagt god for, at det var i overensstemmelse med forfatningen, at sorte børn kunne adskilles fra hvide, både hvad angik skole, bustransport og fritidsaktiviteter. Brown argumenterede for, at det var imod artikel 14 i den amerikanske forfatning, hvor der står, at ingen stat må: »deny to any person within its jurisdiction the equal protection of the laws«. I 1954 konkluderede en enig amerikansk højesteret så, at tiden var løbet fra fortolkningen fra 1886, og raceadskillelse blev forbudt. I den amerikanske borgerrettighedskamp betragtes Brown vs. Board of Education i dag som en af de absolut vigtigste, og dommen er grundlæggende for amerikansk forfatningsret.

Marlene Wind Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er den så interessant for os i dag? Det er den, fordi den er et godt eksempel på, at en domstol med en såkaldt »dynamisk fortolkningsstil« kan gå foran. De færreste tror, at de amerikanske politikere af egen drift ville have ændret lovgivningen, og var domstolen fortsat med kun at fortolke i henhold til forfatningens stringente ordlyd, kunne raceadskillelsen have fortsat mange år endnu.

Provinsielt og selvtilstrækkeligt

Når ikke bare Henrik Sass Larsen (S), men også regeringen i sin netop afsluttede formandsperiode for Europarådet har tordnet mod Strasbourg-domstolen, er det måske værd at huske på, at også den ved at fortolke »i overensstemmelse med samfundsudviklingen«, som det hedder, har sørget for, at europæiske borgere har fået en langt bedre rettighedsbeskyttelse, end disse borgeres politikere selv ville give dem. Det gælder f.eks. forbuddet mod diskrimination af homoseksuelle, ligestilling mellem mænd og kvinder, adgang til domstole og en lang række andre emner, som vi i dag bare tager for givet.

Sass og mange andre danske politikere – bakket op af mere eller mindre tvivlsomme eksperter - har i årevis himlet op om, at menneskerettigheder bedst beskyttes af dem selv og de danske domstole og derfor bør »tages hjem«. Sjovt nok ofte i samme åndedrag som de klandrer andre for at underminere den internationale retsorden.

Dette vidner imidlertid ikke bare om provinsialisme og selvtilstrækkelig opfattelse af, at danske myndigheder– i modsætning til alle andre – aldrig vil kunne krænke borgernes rettigheder. Men også en eklatant historieløshed og mangel på forståelse af menneskerettighedskonventionens betydning - også i Danmark.

Rusland elsker ideen

Danmark var i sin tid sammen med de andre nordiske lande med til at grundlægge det europæiske menneskeretssystem. Et system, som i dag nyder global anerkendelse. Det kan derfor ikke undre, at noget af det, man oftest bliver spurgt om, når man bevæger sig syd for de danske grænsebomme, er, hvad pokker det er, der sker i Danmark i øjeblikket. Det, man lægger mærke til, er, at mens vi tæsker løs på Strasbourg-domstolen, er det kun lande som Rusland, Tyrkiet og Ungarn, der klapper. De synes sjovt nok, at det er en knaldgod idé at trække beskyttelsen hjem til de nationale parlamenter.

Menneskerettighedskonventionen er ikke hellig, men burde måske være det. Den blev skabt i kølvandet på grusomhederne under Anden Verdenskrig, og selv om vi i vores del af verden bilder os ind, at vi ikke længere har brug for den, så er dette et udtryk for både historieløshed og mangel på internationalt udsyn. En sviptur til landene sydøst for Danmark understreger Konventionens grundlæggende vigtighed for europæiske borgere i dag – der, hvor statsmagten tiltager sig mere og mere magt.

Det er derfor en gåde, at danske politikere ikke kan forstå, at når man igen og igen kritiserer menneskeretssystemet, så mister det sin slagkraft. Og når det mister legitimitet, vil lande som Tyrkiet, Rusland og Ungarn have endnu mindre incitament til at rette sig efter domstolens domme og i sidste ende give deres borgere den menneskeretsbeskyttelse, de fortjener.

Marlene Wind, professor på statskundskab og på iCourts på jura, Københavns Universitet. Hun er det kommende år bosiddende i Bruxelles og gæsteprofessor på Leuven Universitet i Belgien.