Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Egne fakta

»Uanset hvad forklaringen er, er vi blevet nemme ofre for propaganda udefra.«

09debAnnaLibak.jpg
Anna Libak
Læs mere
Fold sammen

Ifølge forskerne lever vi i Vesten i det postfaktuelle samfund, hvor mange borgere for længst har opgivet at finde ud af, hvad der er sandt eller falsk, men er henvist til at tro.

Der kan gives mange forklaringer på, at det er nået dertil. Den digitale revolution betyder, at folk bombarderes med informationer, og de har simpelthen ikke tid til at sortere i dem. Samtidig har de klassiske journalistiske idealer om at referere fremfor at moralisere betydet, at journalistiske artikler ofte rummer en række gensidigt udelukkende udsagn fra stridens parter à la »han siger det og det, men det bliver afvist af den og den«. Læseren får ikke at vide, hvad der er op og ned, for journalisten vil helst være på den sikre side: Og det er jo i hvert fald ikke løgn, at den ene siger et, og den andet siger noget andet.

Læs også: EU til kamp mod russisk propaganda

Der er også dem, der mener, at det er det kulturelle vraggods fra kristendommen og oplysningstiden, der skaber forvirringen. Gud er død, så der er ingen til at tage skylden på sig, og derfor går moderne vestlige mennesker rundt og tror, at de er skyld i alt: Vesten har skabt al-Qaeda (Reagan hjalp jo mujahidinerne), ligesom vi i sin tid skabte Sovjetunionen (det var også Reagan med hans militante imperialisme). Og den kritiske tradition er afløst af selvkritik, hvor det mest sande pludselig er det, der gør mest ondt på os selv.

Uanset hvad forklaringen er, er vi blevet nemme ofre for propaganda udefra. Ifølge forskeren Timothy Snyder henvender det multinationale TV-selskab Russia Today sig målrettet til vestlige borgere i postfaktuelle demokratier. RT kunne ikke drømme om at fortælle seerne, hvad sandheden er. Det er ikke Pravda, det her. Nej, man indkalder fire eksperter i studiet, der giver hver deres modstridende version af sandheden om nedskydningen af et malaysisk passagerfly. Seeren efterlades derfor med indtrykket af, at ingen dybest set ved, hvad der er sket. Vælg selv dine egne fakta. Var det måske CIA, som en sagde? Hvad ved man egentlig, når det kommer til stykket? Naiv har ingen lyst til at være.

Læs også: »Det er svært at elske Europa  – men gør det alligevel«

Eller lad os blot tage et dugfrisk eksempel fra denne uge: Ukrainske separatister har ladet granaterne regne ned over et beboelseskvarter i en forstad til den ukrainske havneby Mariupol. De bebudede et frontalangreb på byen, men da tabstallene voksede til mindst 30 døde civile og endnu flere sårede, ændrede de forklaring. »Det var ikke os«, lød det nu. »Vi skød ikke der«. »Det var en ukrainsk provokation«. At ukrainerne selv skulle beskyde en ukrainsk by, der på intet tidspunkt har villet løsrive sig fra Ukraine, lyder mærkeligt. Men det er stadig en version; det er modpartens version, og den refereres overalt.

Når ukrainerne siger, at der blev brugt tungt artilleri af russisk fabrikat til at skyde med, så siger Kreml, at Rusland i hvert fald ikke leverer våben eller mandskab til separatisterne. Og separatisterne siger, at al deres tunge artilleri har de erobret fra ukrainerne i kamp. Det er nu deres version.

Det virker efter hensigten. Det er en krigsforbrydelse at bombardere et civilt beboelseskvarter, men det internationale samfund kræver hverken separatisterne eller Rusland dømt for krigsforbrydelser i Mariupol. Vi skal jo først beslutte, hvad der skete.